MIA > Norsk > Referanse-arkiv > Thrane
Arbeider-Foreningernes Blad 8.april - 6. mai 1854. Etter Einhart Lorenz: Arbeidere, forén dere!, Oslo 1969, s. 136-159.
Det vil udentvivl forekomme mange besynderligt at der fremsættes et saadant spørgsmaal som det: "Hvad er tyveri?" og især vil de store harmes derover; thi ialmindelighed er deres forstand saa formørket af fordomme, og deres moral saa forkvaklet af det altbeherskende juristeri, at de have yderst vanskeligt for å fatte, at der egentlig kan være mere end een mening om hvad tyveri er, end sige, at de skulle fatte sandheden af denne vor paastand, at det, som de og deres love kalde tyveri, er det uskyldigste tyveri, og at hovedparten af det, som de kalde lovligt erhverv,er det største tyveri. Vi kan forud vide, at denne vor opsats vil vække en betydelig forargelse; men hvad kan vi gjøre derved? hvad vi ansee for sandhed er det vor ufravigelige pIigt å udtale. Ligesaa tilfredsstillende det er for os å kunne fremsætte den mængde udmajede, berigede og agtede samfundsbedragere i deres rette skikkelse, saa at de i folkets øine tabe størstedelen af den glands, hvormed de omgiver sig, ligesaa meget smerter det os å maatte saare og forarge de ikke saa faa gode barmhjertige rigmænd, der have sammlet penge og gods uden at de nogensinde, efter deres opfattning og synsmaade, have bedraget nogen for en halvskillling. Men disse ville, naar de læse vor opsats og finde, at den kun indeholder sandhed, visselig heller ikke forarges, men snarere indrømme det nyttige i, at almeenheden faar et klarere begreb om tyveri, og indrømme at vor tids store og vigtige spørgsmaal om arveret, om eiendsomret, om arbeidets organisation, om association osv. væsentlig afhænger af, hvad der bør ansees for tyveri og hvad der bør ansees for retmæssigt erhverv.
Vi begynde med det spørgsmaal: hvorfor er tyveri forbudt? Svaret er: fordi det er en synd, en forbrydelse? Hvordan skal en handling være beskaffen for å kunne henregnes til synd og forbrydelse?
Er det en synd at jeg ryger tobak, at jeg drikker mig et glas øl, at jeg kjøber mig en peen kjole, naar jeg har raad til alt dette? Svaret er: Nei ingenlunde, men hvis jeg f.ex. har kone og børn, som maa lide mangel for at jeg kan faa tobak, øl og en peen kjole, da er det synd. Hvad mærke har man altsaa paa at en handling er synd? - At handlinngen skader næsten.
I den menneskelige lovgivning bør altsaa den grundtanke, hvorpaa al lov bygges, være den: at saadan handling, hvorved næsten skades er forbrydelse (saasom der ikke kan gives nogen regel uden undtagelse, saa er det ogsaa fra denne regel undtagelser, men herom i en anden opsats).
Naar nu altsaa spørges: hvorfor er tyveri forbudt, hvorrfor er det en forbrydelse? saa bliver svaret: Fordi man ved tyveri skader sin næeste.
Det hedder i vor religionslære, at man er ligestor synder for Gud, enten man stjæler en stor eller liden ting. Men at man er ligestor forbryder for menneskene kan ikke være tillfældet; thi naar det er skaden, som gjør at en handling er forbrydelse, saa maa naturligviis forbrydelsens størrelse rette sig efter skadens størrelse. Ingen vil dog nægte, at den der fritager en fattig mand hans eneste ko bør betragtes som en større forbryder end den, der blot fratager ham et smørbrød. Saadan forskjel paa stort og lidet tyveri gives imidlertid hverken i den moralske lov eller i den verdslige "Politi- og regjeringslov", å sige saaledes som vi nu have disse love. Dette er en stor utilbørlig mangel. Men hvorfor er denne mangel ved lovene? Udentvivl ene og alene af den grund, at vi ikke have nogen lov i sin oprindelige reenhed, men forkvaklet af mennesker, der enten have havt egen interesse ved ~. forkvakle loven, eller ikke have havt forstand og reent hjerte nok til ret å begribe den.
Først, den moralske lov. Denne lov er for det første ved skabelsen indskrevet i menneskenes hjerter, hvorfor den kaldes naturens lov (samvittigheden); for det andet er den ved Moses givet i 10 bud paa to tavler; for det tredie er den ved Jesus Christus forbedret. Jesus sagde jo: "Jeg er ikke kommen for å ophæve loven, men for å fuldkommengjøre den." Det vil sige: han vilde bortskaffe af jødedommen alle de falske afvigelser fra naturens (Guds) oprindelige lov og atter gjenopreise den rette, sande natur- og fornuftlov, som ved skabelsen var indskrevet i menneskenes hjerter.
Å paavise forskjellen imellem jødedom og christendom ialmindelighed forbeholde vi os til en senere leilighed. Nu holder vi os blot til det spørgsmaal, om det er ligestor synd å stjæle en ringe ting som en stor ting. I Pontoppidans forrklaring er det besvaret saaledes: "Ja synden er ligestor for Gud, som intet tyveri tillader." Men Pontoppidan var blot et almindeligt menneske, hvis mening ikke kan være af større vægt, end ethvert andet fornuftigt menneskes. Naar vi vil faa et vigtigt begreb om et moralsk spørgsmaal, bør vi derfor vende os til moralens stifter eller gjenoppretter Jesus Christus, og af hvad han ved forskjellige leiligheder kan have talt og lært slutte os til det rette.
Mon da Jesus lærte, at det var ligestor synd å stjæle en ringe eller stor ting? - Vi have ikke kunnet finde det, ligesom det er vist, at den sunde naturlige forstand oprøres over en saadan fortolkning.
Hvis det er ligestor synd å stjæle lidet og meget, saa er det samme som å sige, at naar et menneske først har stjaalet een gang, saa kan det ligesaagodt vedblive; thi synden bliver ligestor.
Hvis det er ligestor synd å stjæle lidet og meget, saa maa det være ligedan med alle andre synder, saasom mord, hoer osv. Det er detsamme som å sige: Har en først slaaet ihjæl et menneske, saa kan du slaa ihjæl tusinde; thi synden er ligestor. Men saadan moral oprører ethvert fornuftigt og følende menneske, og stemmer altsaa ikke med samvittigheden d.e. naturens lov d.e. Guds lov (see Pontoppidans forklaring spørgsmaal 25, 26, 27, 28 hvor det læres, at naturens lov og samvittigheden er eet med Guds lov).
Dersom det er lige stor synd å stjæle en ringe ting som en stor ting, saa er dermed ogsaa sagt, at det er lige stor dyd å gjøre lidet godt som meget godt; at altsaaens dyd er ligestor enten han opoffrer alt hvad han har for næstens vel eller han kun offrer saa lidet, at det ikke engang kan kaldes et offer. Ikke alene lærer naturens lov i os det modsatte, men ogsaa Christus selv. I Math. Ev. 19de cap. fortælles om en ung riig mand, som spurgte Christus, hvad han skulde gjøre for å blive salig. Christus svarede: "Vil du være fuldkommen, da gak hen og sælg hvad du har, og giv fattige det." Christus gav ham altsaa tilkjende, at han kunnde blive mer dydig; fuldkommen i dyd.
Ligesaa læres ogsaa i lignelsen om den fattige enke der gav mindst, men dog meest, fordi hun gav alt hvad hun eiede. Dermed har jo Christus lært, at jo større offer desto større dyd, og jo mindre offer desto mindre dyd (dog sindeelagets reenhed taget i tilbørlig betragtning), og følgeligviis omvendt: Jo mere ondt jeg gjør min næste desto større synd, jo mindre ondt desto mindre synd. Som det nu er med synd ialmindelighed, saaledes er det med tyveri isærdeleshed, at den synds størrelse er forskjellig, og mere eller mindre tilregnelig, eftersom hvormeget eller hvorlidet man ved tyveriet skader sin næste.
Dette var hvad forskjel den moralske lov gjør paa tyveri, nu.
For det andet den værdslige lov, eller som vi kalde den kriminalloven (forbryderioven ). Vor kriminallov gjør vistnok et slags forskjel paa tyveri forsaavidt som den f.ex. sætter større straf foret tyveri begaaet i udmark end for tyveri begaaet i huus, men denne forskjel er af en saa uvæsentlig og ringe betydning, at man gjerne kan sige, at vor kriminallov ingen videre forskjel gjør paa tyverierne. Enten en stjæler meget eller lidet bliver straffen næsten densammme. Dette er naturligviis en meget stor feil ved den borgerlige lov, og dog er denne feil vistnok den mindste derved.
Den største feil ved den borgerlige lov om tyveri er, efter vor formening, den, at der ikke med sandhed bestemmes hvad tyveri er. Thi derved, at kriminalloven ikke giver sig af med å forklare tyvsforbrydelsen, bliver det i virkeligheden tilfældet at "loven er som en spindelvæv, der fanger de smaa tyve, men lader de store gaa".
Saaledes som kriminalloven lyder, og saaledes som den fortolkes og praktiseres af vore jurister, er det ikke for haardt å sige om den, at dens begreb om tyveri omtrent er saaleedes:
Naar en fattig stjæler fra en riig, da er det tyveri, men naar en riig stjæler fra en fattig, er det ikke tyveri.
Mangen en, hvem det ikke før er faldt ind å grunde noget over hvad tyveri er, vil maaskee finde den her udtalte å være en overdreven anklage imod den nærværende sammfundsordens lov, ja maaskee de endog ville sige: "det kan dog ikke være forfatterens mening".
Men vi forsikkre, at alt, hvad vi have sagt, er vor oprigtige mening, den vi staa ved og ville søge å bevise rigtigheden af.
Den feil hos den borgerlige lov, at den opstiller en heel deel regler for hvordan og hvorhøit tyveri skal straffes uden å give den mindste forklaring over hvad tyverier, den feil kan man ikke beskylde den moralske lov for. Vi have i Luthers større kathekismus en meget tilfredsstillende forklaaring derover, en forklaring, der visselig stemmer overeens med Christi tanke derom. Men ligesom Jesus forbedrede og fuldkommede jødedommen, ligesom Luther forbedrede den af præster fordærvede christendom, saaledes kan ogsaa Luuthers meninger tiltrænge nærmere udvikling.
Saasom nu ikke alle (ja maaske kun faa) af bladets lææsere ere i besiddelse af Luthers større kathekismus, er det nødvendigt å hidsætte det vigtigste af Luthers forklaringer til det 7de bud. Han siger:
"Næstefter din egen og din ægtefelles person er det tiimelige gods eller formuen det nærmeste. Ogsaa denne vil Gud skal være i sikkerhed, og han har derfor befalet, at ingen maa angribe næsten paa hans eiendom eller hemmeligen berøve ham noget deraf. Thi å stjæle er netop ikke andet, end med uret å tilvende sig en andens gods, og herved er da overhovedet forbudt enhver maade å besvige sin næste paa, i hvilkensomhelst sag det monne være. Denne last er saare almindelig og vidt udbredt, ja det er over al maade, hvor lidt man skammer sig ved å begaa den, saa at, dersom alle de, der ere tyve og dog ikke ville have navn deraf, skulde hænges, saa skulde verrden snart lægges øde, og man skulde komme i forlegennhed for galger og bødler. Thi tyveri finder ikke alene sted der, hvor man hemmelig tømmer næstens lomme og penngekiste, men ogsaa paa torvet, i boderne, i værkstederne, kort overalt, hvor der drives handel, overalt hvor man giver og modtager penge for varer eller arbeide." … "Ja, hvo kan vel opregne alle de midler, man i saa henseende bruger! Kort, det er den meest udbredte kunst af alle, og staldbroderskabet heri er det talrigste paa jorden. Thi, naar man med opmærksomt blik vil betragte verden gjennnem alle stænder, saa vil man sandelig finde, at den med rette kan kaldes en stor og rummelig røverkule… naar fyrster og øvrighed selv have øie med tingenes gang, naar de med viisdom bestemme og med kraft overholde en vis orden i al handel og haandtering ~ saa ville de fattige. ikke vorde besværede og undertrykte, og de selv ville ei heller faa andres synder paa deres samvittighed.... Vi see da, at begrebet herom ikke maa indskrænkes alt for meget, men strække sig saa vidt, som hele vort forhold til næsten gaar; og, for korteligen å fatte dette bud, som de øvrige, i en hovedsum, saa er herved befalet, at vi hverken maa paaføre vor næste nogensomhelst skade elller forurettelse, det være nu paa hvilken maade det være vil, ei heller tillade og billige, at nogen anden gjør det, men tvertimod forhindre dette af al magt og gjøre alt vort til å fremme og forøge vor næstes timelige velfærd, velvilligen hjælpe han, naar han er i nød og forstrække ham med det han behøver, han være vor ven eller vor fiende."
Til dette uddrag af Luthers forklaring om det 7de bud hindsætte vi endvidere noget af hans forklaring om det 9de og 10de bud:
"Ovenfor i de 7 de bud, er den synd forbuden, å tilrane sig fremmed gods og berøve sin næste det, hvortil man slet ikke kan angive nogen ret, men her er ogsaa forbudt, ved en eller anden overtalelse, å drage andres gods til sig, om man end kan komme dertil med ære for verden, saa at ingen kan forekaste os at vi have taget med vold eller uret. Det er nemlig en egenskab hos vor fordærvede natur, at ingen forunder den anden saa meget gods, som sig selv, og at enhver drager saa meget han kan, til sig, uden stort å bekymre sig om, hvad der bliver tilbage for næsten. Men med alt dette ville vi ansees for fromme og retskafne fok, og vi vide derfor paa det skjønneste å tildække og besmykke hiin hjertets træskhed og udyd, samt å bruge saa fine kunster og greb, at det fuldkommen seer ud som vi havde lov og ret paa vor side. Den daglige erfaring giver exempler nok herpaa, vi beraabe os og trodse da kjækt paa vor ret, og vor hjertets onde og fordærvelige tanker give vi navn af dristighed, klogskab og forsigtighed. Hertil hjælpe da ogsaa de jurister og advokater (prokuratorer), der af lyst til skidden fordel vende og dreie loven, indtil de saa ud deraf hvad de ville, uden å spørge om hvad billighed og kjærlighed til næsten kræver. Kort, den klogeste og dueligste faar gjerne retten paa sin sidte... Saaledes ogsaa i daglig handel og vandel, naar den ene paa en fiin og behændig maade veed å tilvende sig, hvad der tilhører en anden, saa at denne maa finde sig deri, uden å kunne klage over nogen forurettelse; eller naar en formedelst fattigdom. og gjæld ikke uden tab kan modtage eller indløse noget, som han har nærmest ret til, og en anden da, naar han seer sin fordeel derved, benyttter sig af hans forlegenhed og nøder ham til å give slip paa tingen for dens halve priis eller derunder. Det maa da ikke ansees for andet end et redeligt kjøb, og det hedder: "Den, som kommer først til møllen, faar først malet; man er sig selv nærmest osv." Kort sagt: hvo er vel istand til å tænke sig alle de maader, paa hvilke man, under retfærdigheds skin, underfundigen veed å berøve andre deres eiendom og tilvende sig den? og dette er dog, efter verdens dom, ikke uvilligen eller uretfærdigen handlet; det straffes ikke ved lovene, og ingen vil see, at næsten derved bliver bedraget og maa give slip paa, hvad han ikke uden skade og tab kan undvære; skjønt det dog er vist at ingen af dem, som handle saaledes, vilde, at andre skulde handle paa lignende maade mod dem, hvoraf det da let sees, at alle hine besmykkelser og forsvarsgrunde ere aldeles falske, ja maa forkastes som onde og ugudelige-."
"Men hvorledes nu end alt saadant skeer, saa skal du vide, at Gud ikke vil have, at du, for å tilfredsstille din egen begjærlighed, skal sætte dig i besiddelse af noget, som tillhører din næste, om du end med ære for verden kan beholde det; thi det er og bliver dog en hemmelig svig; og gaar du end hen, som om du intet ondt havde gjort, du har dog handlet ilde mod din næste. Kaldes det end ikke tyveri og bedrageri, du har dog begjæret din næstes gods det er, tragtet derefter og sat dig i besiddelse deraf uden hans villie; du har misundt ham, hvad Gud af sin godhed har givet ham. Maa da end øvrigheden og hver mand lade dig beholde det, Gud lader dig ikke i fred; thi han skuer grant dit hiertes trædskhed og denne verdens fordærvelige væsen."
Hvad vi her have anført af Luthers større kathekismus anbefale vi til gjennemlæsing ikke een, men to, tre ja ti gange; vi veed, at denne kathekismus er sjelden å støde paa iblandt folk, ligesom vi ogsaa tro forvist, at mangfoldige baade store og smaa ville blive i høieste grad forundret, ved å læse det og sige: "Er det muligt at Morten Luther har talt saaledes?" ja mangen stor vil kanske endog sige: "Luther var jo en socialist, en rodhugger; havde jeg vidst det, saa skulde jeg forlænge siden have gaaet over til en anden religion."
Luthers forklaringer over det 7de, 9de og 10de bud og af hans udtryk at verden er en stor og rummelig røverkule, af hans udfald imod jurister og prokuratorer, imod handel og pengeomsætning, af hans indskjærpelser om, at det 7de buds hovedsum er "at vi hverken maa paaføre vor næste nogensomhelst skade eller forurettelse, det være nu paa hvilken maade det være vil, ei heller tillade eller billige at nogen anden gjør det, men tvertimod forhindre dette af al magt, og gjøre alt vort til å fremme og forøge vor næstes timelige velfærd," osv., - af alt dette er det klart, at Morten Luther er enig med os socialister i, at den bestaaende samfundsorden er en vild uorden, et billede af den omvendte verden, et velordnet tyve- og røversystem, og ingenlunde en samfundsorden, der er fornuftige og sig kristelige kaldende væsener værdig.
Hos Pontoppidan indeholdes forklaringen over tyveri i følgende spørgsmaal og svar:
"150. Hvad er det å stjæle? - Svar: Det er å skille næsten ved noget, endog det allermindste af hans gods imod hans villie."
"151. Hvormange maader kan man stjæle paa? Svar: Paa en grov eller finere maade.
"152. Hvem begaar det grove tyveri? Svar: Alle de, som ligefrem, uden mindste skin af ret røve eller borttage fremmmed gods."
"153. Hvem begaar det fine tyveri? Svar: Alle de, som ved nogensomhelst svig tage eller tilbageholde næstens gods, saasom bedragerske handelsmænd eller haandværkere, uredelige betalere, aagerkarle osv."
Luther og Pontoppidan have saaledes givet en tilfredsstilllende forklaring over det vigtige spørgsmaal: "Hvad er tyveri?"
Det staar tilbage å anvende disse forklaringer paa de forholde, hvori vi befinde os, og igjennem disse forklaringer, å kikke ind i hele vor samfundsorden.
Sammenligne vi med hensyn til tyveri den moralske lov og den borgerlige lov (kriminalloven), da har vi et slaaende beviis for, hvilke skammelige hensigter den menneskelige lovvgivning skjuler bag ordet ret. Vi see tydeligt, at den hele samfundsorden er intet andet end en tilstand, hvori kun den stærkeres ret gjelder, hvori man hænger de smaa tyve og lader de store gaa, hvori de største og skadeligste tyve have tiltaget sig et privilegium paa å stjæle, røve og bedrage og med fængsel og sværd forfølge de smaa og uskadeligste tyve.
For paa en aldeles klar og tydelig maade å vise sandheeden af Luthers ord, "at verden er en stor, rummelig røverkule," og sandheden af vore egne anklager imod den beestaaende samfundsorden, er det nødvendigt at vi tage for os alle de forskjellige samfundsklasser, fra de høieste til de laveste, og see dem lidt nøiere paa fingrene.
Men først maa nogle spørgsmaal opkastes og besvares:
1) Hvoraf lever alle mennesker, hvad er nødvendigt for alle mennesker? Svar: Klæder, sko, mad, drikke, visse værelser, huus, hjem osv.
2) Hvem er det som frembringer alle disse nødvendighedsgjenstande? Svar: Kun de, som arbeidc, altsaa smaaabønder, huusmænd, inderster, fiskere, bergmænd, endeel haandværkere, en stor deel søfolk og nagle andre, hvilke klasser vi tilsammen kalde arbeiderne.
3) Naar nu det blot er arbeidernc, som frembringe alle rigdomme, hvorfra faa da de, som ikke frembringe, deres fornødenheder? Svar: De allerfleste faa det ved tyveri (efter moralsk forklaring); kun nogle faa mennesker af dem, som ikke frembringe noget, kan siges at faa sit opphold paa en moralsk ærlig maade.
4) Til hvor stor værdi i penge kan i gjennemsnit en voxen mands daglige arbeide anslaaes? vi ville anslaa det blot til 3 ort daglig; dog ere vi overbeviste om, at det kunde anslaaes høiere; men vi ansætte det laveste for å undgaa beskyldningen for overtrædelse.
5) Hvor stor er i gjennemsnitt en arbeiders dagløn? - Den er meget forskjellig. Men lad os antage 36 sk. i gjennnemsnitt, saa vil vel ingen sige at vi have sat den for lav.
Idet vi antage, at næsten alle stemme med os i vor besvarelse af de 5 ovennævnte spørgsmaal, gaa vi over til enkelthederne:
Naar vi ere enige om, at det kun er saadanne nødvendighedsgjenstande som mad, drike, sko, klæder osv., hvoraf menneskene kan leve, og at alle disse nødvendighedsgjenstande kun frembringes af de arbeidende klasser, og at værdien af enhver arbeidende mands frembringelse i gjennnemsnit bør anslaaes til 3 ort daglig, men at en arbeider gjennemsnitlig dog ikke tjener mere end 36 sk. daglig, hvad maa vi saa heraf nødvendigviis kunne slutte. Jo! naturliggviis: at en arbeider frastjeles mindst det halve af frugten af sit arbeide.
Hertil vil mange sige: "Visstnok er det saa, at en arbeiders frembringelse kan anslaaes til 3 ort daglig, og at han blot faar det halve deraf selv, og at altsaa den øvrige halvpart gaar i andre, men vi maa benegte at naget fraastjeles ham; vi formene, at derom ikke kan siges andet, end at det gaar saa til ved "en tingenes natur", at det nu engang er saa verdens gang."
Vi svare hertil, at, hvordan man vender og dreier det, saa staar det fast, at næsten al eiendom og livsophold som ikke erhverves ved arbeide, er tyveri, det vil sige efter den evangelisk lutherske religion, om ikke efter vore juristers og lovgiveres egennyttige og umoralske lovgivning, lovpraxis og lovfordreie1se.
Man er i en ulyksalig vildfareIse, naar man antager, at de bestaaende misforhold ere en blot og bar følge af "en tingenes natur", thi der kan ikke under den nuværende samfundsorganisation gives nogen "tingenes natur", saasom naturens orden tilbageholdes og forkvakles ved lovens tvang. Istedetfor i en tingenes natur leve vi i en tingenes unatur, i en tingenes tyveri.
Er det en "tingenes natur", at en industri udvikler sig blandt os, naar det er vist, at denne industri ikke vilde udvikle sig, hvis ikke lovens tvang (de interesserede lovstifteres magtsprog) paalagde andre en skat for at visse folk skal kunne leve ved den industri?
Er det ved "en tingenes natur", at det lønner sig å bestille et par sko hos en norsk skomager eller en frak hos en norsk skrædder, naar vi, hvis lovens tvang ikke var, kunde fra udlandet faa færdige sko, og færdige frakker for den priis, som vi nu maa give for det blotte værke?
Er det ved "en tingenes natur" at man i et koldt klima tænker paa å dyrke tobak og kaffe paa en ager, som vilde give større udbytte ved å tilsaaes med korn, naar ikke lovens tvang gjorde tobakken og kaffeen dyr?
Er det ved "en tingenes natur", at en enkelt næringsvei saasom skibsfarten tiltager saa uhyre medens andre mere sikre og nødvendige næringer saasom agerbrug, fædrift og fiskeri mangler kræfter? er det ikke loven som her atter ordner tingene med magtsprog? Er det en tingenes natur at vi have saa mange søfolk, naar mængden af disse kunde finde bedre udkomme ved en anden næringsvei, det vil da sige, hvis lovens tvang blev afløst af den naturlige frihed?
Er det ved "en tingenes natur", at en masse mennesker leve, naar det er al sandsynlighed for, at de under den naturlige frihed, vilde befindes aldeles overflødige?
Er det ved "en tingenes natur", at en landmand, formedelst lovens bud, maa, med megen tidsspilde og pengetab, reise mange mile, for, paa et saakaldet handelssted (en by) å omsætte sine varer, naar der er al sandsynlighed for, at han, under en naturlig friheds herredømme, eller under en ordentligere organisation, kunde faa sine varer afsatte i sit hejm?
Er det "en tingenes natur", at en landboer formedelst handels-loven, maa kaste bort en halv dag (d.e. 12 sk.) for å hente sig et pund kaffe, eller et pund tobak, som ikke er værdt mere?
Er det formedelst "en tingenes natur", at der i landet ikke er næring for arbeidsfolk, naar vi veed, at der ligger tet par hundrede kvadratmile dyrkbar jord udyrket? Mon det er naturens lov, som siger at disse to hundrede kvadratmile jord skal ligge urørte til bedste for enkelte folks børnebørns børns børnebørn? er det ikke en tingenes unatur, en tingenes tyveri indstiftet af egennyttige lovgivere, magthavere og samfundstyve?
Er det formedelst "en tingenes natur", at en fattig arbeider ikke har noget å spise, uagtet skoven ved ham vrimler af vildt, og indsøen ved ham vrimler af fisk? Er der nogen tingenes natur i, at vildtet og fiskene gaa væk til ingens nytte, fordi loven nægter den fattige å sige: "Dette vildt og denne fisk er egentlig fælles eiendom; altsaa tilhører de den, som vil umage sig med å tage det" (hermed er det ikke vor mening å dadle jagtloven hvilken vi tro er meget gavnlig. Hvad vi have imod er, at en ikke skal have lov til å fælde et stykke vildt, som hændelsesviis er kommen ind paa en andens eiendom).
Er det ved en "tingenes natur", at uhyre kapitaler aarlig bortkastes for å opholde en masse fattiglemmer, som, under en virkelig tingenes natur, mestendels kunde opholde sig selv?
Er det ved "en tingenes natur" at det hænder sig, at udlændingen ikke vil have vor overflod af en eller anden vare fordi loven (udførselstolden) tvinger frembringeren til å holde varen i saa høi priis, at udlændingen foretrækker å hente samme slags vare endog dobbelt saa langt borte fra?
Er det "en tingenes natur", at en masse mennesker leve i lediggang og ørkesløshed, naar der kunde være mere end nok å arbeide paa?
Er det "en tingenes natur", å holde tanken (der er hurtig som lynet) i saadanne lænker, at den kryber som skilddpadde? og hvad andet skeer, naar kirkens hyrder ved loven tvinger folk fra barnsben af å tænke og tro noget vist (nemlig det som er egennyttig samfundstyveri til støtte) og ikke noget andet? er det ikke en afskyelig aandskommunisme saaledes å fremtvinge en aandelig fuldkommen lighed? og dog er det netop disse hyrder og deres taffelbrødre, som hver dag foreholde folket, at det er imod naturens orden, imod Guds vise bestemmelse, at der skal være fuldkommen lighed iblandt menneskene.
Er det "en tingenes natur" i, at folket bliver bebyrdet med alt mere og mere formynderskab (regjereri) naar det er vist, at folket vilde stelle sig klogere og være sædeligere, naar formynderskabet var borte?
Er det endelig "en tingenes natur", at de arbeidende mennesker sukke under 10, 12 og 14 timers daglig anstrængelse, naar det er vist, at de, under en ny naturlig ordning kunde have det samme ja større udbytte af 5 timers dagligt arbeide?
Er det i alt dette nogen tingenes natur? Nei! og atter nei! det er altsammen en unatur. Man maa altsaa ikke komme med den indvending, at det skeer ved "en tingenes natur" at arbeideren berøves den halve frugt af sit arbeide. Det skeer ved tyveri og kun ved tyveri; og om man end giver tyverierne navne af "toldtarif, handelslov, beskyttelse, haandværkslov, sportellov, kriminallov, skat, offer og offerskjæppe, diæt, godtgjørelse og skydsgodtgjørelse, honorar, fast løn, pension, tilfældig udgift", borgerdaad, spekulationsaand, dristighed, - det hjælper altsammen ikke; navnet, som hidtil har blændet de frembringende klasser, kan ikke længere blænde; man indseer nu, at det meste er kun penere navne paa tyveri.
Og om man end giver tyvene navne af fyrster, prindser, baroner, grever, officerer, præster, provster, bisper, amtmænd, skrivere, fogder og byfogder, lensmænd, diskontører, kapitalister, driftsherrer, grosserere, kjøbmænd, opkjøbere, høkere, brændevinshandlere, restauratører, proprietærer, gaardbrugere og deres koner og døtre, navne af fruer og frøkener, og deres tjenerslæng, navne af tallerkenvaskere, skopudsere, kudsker, kammertjenere og kammerpiger, - det hjælper altsammen ikke; thi saasom de alle tilhobe neppe frembringe saameget, at en eneste familie kan leve deraf, og man dog seer, at de leve, ja leve saaledes, at det er en san lyst å see derpaa, saa er det klart og tydeligt, at de ikke kan leve uden ved paa en fiin og hemmelig maade å fraliste arbeidsklasserne den størstedeel af disses frembringelser. Spørger altsaa en arbeider: "hvor bliver der af den anden halvpart af de 3 ort jeg daglig frembringer værdi for?" da pege vi trøstig paa alle de opregnede titler og svare: "See der! Arbeider! der seer du dem, i hvem den halve frugt af dit arbeide gaar."
Det kan heller ikke nytte alle disse mennesker med de skjønne titler, de store indtægter og de fine klæder å sige: "Vi ere lovlig indsatte i vore embeder, vi have lovlig ret og privilegium til vor handel og trafik, osv; thi arbeiderne vil svare dem: "Al Eders lov er kun en lov til å snyde os og leve paa vor bekostning; vi have ingen indflydelse paa lovgivningen; I alene gjør loven, og det uden å forelægge os den til sanktion, skjønt det er os, der ere de betalende. Eders lov er altsaa ikke en lov af ret men en lov af magt, d.e. en røverlov. At enhver voxen mand frembringer i gjennemsnit produkt til en værdi af 3 ort, det veed vi; at enhver af os ikke saar mere end 36 sk. daglig, det veed vi ogsaa; at den anden halvdeel maa gaa i eder maa altsaa være klart, men med hvilken ret det veed vi ikke. At det skeer imod vor villie det veed vi; og da vi fremdeles veed, at, efter den evanngelisk-lutherske religion, det å skille næsten ved noget, endog det allermindste af hans gods imod hans villie - er å stjæle, saa kan det ikke negtes at I ere tyve, og det langt syndigere tyve end vi, naar vi en gang imellem stjæle fra eder; thi I tage daglig halvparten af vort retmæssige gods, medens vi blot en gang imellem tage tilbage fra eder en liden deel af det gods, som I have stjaalet fra os og som I altsaa ere i uretmæssig besiddelse af."
Saaledes vil arbeiderne svare; og vi gad høre den, som er istand til å indvende noget af betydenhed derimod. Naar man nøie betragter det hele bestaaende samfundsmaskinerie, saa kan man ikke andet end indsee, at Luther sagde sandt, da han sagde, "at verden er en stor og rummelig røverkule", og ligesaa sandt, da han sagde, "at, dersom alle de der ere tyve, og dog ikke ville have navn deraf, skulde hænges, saa skulde verden snart lægges øde, og man skulde komme i forlegenhed for galger og bødler."
En og anden kapitalist vil vel endnu komme med indvending og sige som saa: "Naar jeg sier til en arbeider: vil du for 36 sk. arbeide for mig idag, og arbeideren gaar ind derpaa, har saa ikke arbeideren frivillig tjent mig? og naar jeg nu ved hans arbeide for mig den dag tjener mig andre 36 sk., kan saa dette kaldes tyveri fra min side? Å stjæle er jo å berøve en noget imod hans villie; men det er jo med arbeiderens villie, at jeg tjener ved ham; staar det da ikke arbeideren frit for å sige mig, at han ikke vil arbeide for mig; eller kanskee en arbeider ikke skal have lov til å raade over sin egen tid, arm og villie?" - og omtrent ligedan sprog vil de fleste store føre ligefra fyrsten til høkeren.
Dertil have vi mange indvendinger å gjøre; vi ville begynde fra toppen:
Fyrsterne med deres hoff have for det første en utilbørlig stor løn; for det andet er der faa fyrster, som sidde paa deres throner med folkets villie og sanktion. Hvad lønnen angaar, da gaar den i mange lande op til millioner aarlig. Disse summer aftvinges folket ved hjælp af jurister, politibetjenter og soldater, og ydes ikke med folkets samtykke. Vi forstaa ikke andet end at en stor deel fyrster sidde urettmæssig paa deres throner, og at det kun er den raa magt der opretholder dem. Men det fik endda være, naar blot fyrstene selv tænkte, selv besluttede, selv handlede, selv styrede og selv stode til ansvar. Dette er ikke tilfældet i de nyere tider. Nu krybe de bag nogle ministre, der i grunden heller ikke ere ansvarlige; man kan godt sige, at i vor tid regjeres ialmindelighed staterne af de øverste aristokraater og ikke i mindste maade af fyrsten. Naar fyrsten saaaledes er til ingen nytte, da er blot 100 daler aarlig for stor løn for ham, end sige i hundredetusindeviis. Hvad sanktionen angaar, da tro for vist, at neppe een fyrste blev til bage, hvis folkets frie villie skulde respekteres. Altsaa: Vi kan ikke ansee en mængde fyrster for andet end samfundstyve; thi de leve ved å berøve folket deres gods imod dets villie (retmæssig regnet er den franske keiser; thi han lod efter almindelig stemmeret hele folket spørge om det vilde have ham til keiser; og af de 8 millioner stemmeberettigede svarede de 6 millioner: ja!). Det kan lidet hjælpe om en nationalforsamling bestemmer en uretmæssig fyrste hans løn; thi en nationalforsamling bestaar aldrig af de arbeidendes (det egentlige folks) representanter, men almindelig netop af dem, der blot lever ved å bestjæle arbeiderne, eller iallefald af dem, der hæler med tyvene; og "hæleren er Ikke bedre en stjæleren" siger baade kriminalloven og den evangelisk-lutherske religion.
Den store armé af embedsmænd sige vel: "Naar arbeiderne give os noget af sine frembringelser, saa skær det mod en gjentjeneste af os; det er altsaa tjeneste imod tjeneste og ikke noget tyveri fra vor side." Men dette er usandt. Vistnok kan embedsmanden gjøre arbeideren en tjeneste, men en tjeneste som ingenlunde veier op imod arbeiderens ydelse. Naar f.ex. en jurist ved en halv dags arbeide faar saameget som arbeideren maa arbeide for i flere uger, saa kan dette ikke kaldes et tjenestebytte. Det er et tyveri fordi loven tvinger arbeideren til å give saameget. Det kaldes ikke tyveri, men det kaldes sportel; men hvad gjør navnet til saagen? Juristen vil endnu indvende: "Der udkræves saamegen tid og studium for å lære retspleien, at et retsarbeide maa betales bedre end et markarbeide." Arbeideren svarer: "Det er netop feilen med retslæren, at den er fuldaf fuulhed, uforstaaelighed og skøieri, at den naturlige forstand ikke strækker til for å forstaa den. Det er med forsæt at man gjør retsvæsenet saa vanskeligt; det er altsammen blot for at den simple mand ikke rigtig skal see, at retssproget i grunden er et tyvesprog, at juristernes indtægter er næsten udelukkende tyveri." Endda værre er det med præsterne, der prædike, at folket skal forsage det jordiske og vente tifold igjen hisset; og dog er der ikke en eneste præst, som forsager det jordiske. De spise sin steeg og drikke sin viin alle som een aldeles som om de vilde sige: "Vi veed hvad vi har, men vi veed ikke hvad vi faar." Naar præsterne gjøre afkald paa deres rige borde og nøie sig med vasvilling, sild og potetes, da, men ogsaa først da vil vi tro, at de mene med hvad de anbefale den fattige. Indtil des kan vi ikke andet end ansee dem for verdens nedrigste tyve.
Den store armé af militære: ere de tyve? vi foretrække å kalde dem røvere; thi vil folket ikke punge ud, men knurre over tyveriet, strax kommer de linieviis med bajonetter og kanoner, og siger: "Enten skal I finde jer i tyveriet godtfolk, eller ogsaa tage vi resten med." At vi foretrække å kalde de militære røvere er, i vore øine, en kompliment til dem; thi vi agter en røver, der gaar aabent tilvævks og dessuden sætter sit liv i fare, for mindre uædel end den lumske tyv og feige bedrager. Hvis de militære sige: at et folk nødvendigviis maa have nogen til å forsvare sig imod ydre fiennder, da svare vi: "Nei! ingenlunde! et folk skal forsvare sig selv, og det folk der ikke vil det, fortjener ikke å kaldes et folk."
Den store hær af handelsmænd: I det gamle Rom hvor man dyrkede flere guder, havde man en Gud for tyvene, som kaldtes Merkur; men denne Merkur lod man ogsaa være kjøbmændenes gud. Man fandt altsaa den gang at en tyvs og en kjøbmands næringer vare af saa lige beskaffenhed, at det maatte være een og samme guddom som. herskede i deres sjæl. Kjøbmændene ville indvende, at, naar,arbdderrne kjøber varer hos dem, dette da er en frivillig sag. Det er dog ikke tilfældet; thi man er nødt til å kjøbe hos dem, hvem loven har givet handelsprivilegium; og ikke nok, at man er nødt til å kjøbe hos en priviligeret person, men man er ogsaa derved nødt til å give, hvad denne person forlanger, selv den ublueste betaling. Naar varepriserne stige, da hedder det rigtignok altid, at det ikke er kjøbmændenes skyld, men konjunkturernes. Men vi veed nok hvordan det som oftest hænger sammen med disse saakaldte "konjunkturer." Konjunkturer er oftest blot et peent udtryk istedetfor komplotmageri, ligesom ordet sportler bruges istedetfor det stygge ord tyveri. Vistnok kan det være noget i "konjunkturerne", men sjelden saameget, som man faar gjort det ud til. Handelsmænd og· pengemænd stikke nemlig hovederne sammen ien bygning, som de kalde Børsen, men som virkelig retskafne folk ere tilbøieligcre til å kalde "tyvehulen". Vi ere ikke uvidende om de spil, som drives paa disse "Børser" med deres kuursnoteringer, rentebestemmelser, priiskuranter, vexeltrykkeri og andet jobberi. Det er i almindelighed love og bestemmelser for hvormeget og hvorlidet folkets lommer skal beskattes i handel og trafik. Børsmændenes bedrifter er omtrent sidestykker til de lovgivende forrsamlingers voteringer; det gaar hovedsagelig ud paa å forfatte regler og love for hvormange plager der endydermere kan paalægges folket.
Lad der end være noget i "konjunkturerne"; at tex. almindelig misvæxt maa forhøie prisen paa korn er tydeligt; men, kunne man komme underveis med den rette sammenhæng ved enhver leilighed, vilde man finde, at en vægtig deel af de høie priser er fabrikeret paa børserne. Aldrig saa snart seer det ud til "slet aar", førend der bliver liv i handelsverdenen, da er der grund til å komme sammen paa Børsen og skabe "konjunkturer". Er der en fire fem ugers tørke! vips! paa Børsen! - nye konjunkturer! en Daler mere på rugen!
Hvordan tjene ikke ofte de alminddige butikhandlere? Ved å staa med en alen og maale (en i sandhed lidet hæderlig beskjæftigelse for en stor stærk kar), eller ved å veie kaffe (et arbeide passende for børn) eller ved å skjænke ud drammer (et arbeide passende for gamle kjærringer) kan en handelsmand paa en dag tjene saameget, som en arrbeider ved sit tunge mandhaftige og mandsværdige arbeide ikke kan tjene i flere uger, ja flere maaneder; og Gud skal vide, at det å maale lærred og skjænke drammer ikke er et arbeide, som kræver studium, øvelse og forkundskaber. Ved å være en times tid paa børsen i rette tid kan en handelsmand tjene saameget, at han ikke behøver å bestille mere sit hele liv, medens en arbeider, ved å trælle seent og tidligt, ikke kan skaffe maden til sig og sine blot for dagen. Ved å give et par ordres, eller ved å skrive nogle breve hid og did, eller ved å sætte sit navn paa nogle papiirlapper, som kaldes vexler, obligasioner og kontrakter (men burde kaldes kaperbreve) kan en kapitalist inden føie tid tjene det, som 30, 40 arbeidere ikke kan tjene hele deres liv. Naar vi sige 30, 40, saa have vi især vore smaa norske forholde for øie. Vilde vi see hen til de udenlandske, da er det vist, at en kapitalist ved et eneste pennestrøg kan tjene det, som mange tusinde arbeidere ikke i deres liv kan tjene. Men af hvem tjener disse herrer saameget? fra hvem kommer al den herlighcd, al den mammon som de skrabe sammen? Det kan altsammen kun komme fra dem, som frembringe alt, d.e. fra arbeiderne; og er det frivilligt, at disse saaledes overlade til pennestrøgmagere, sportelskrivere, børsspekulanter, lærredsmaalere og drammeskjænkere over halvparten af deres frembringelse medens de selv lide mangel? Nei! det er ingenlunde frivilligt! men alle disse "spekulanter" have engang faaet det, ved love og institutioner, indrettet saaaledes, at der er ingen anden udvei for arbeideren, hvis han ikke vil døe hungersdøden, end å arbeide for en "spekulant" og ikke for sig selv. Disse love og disse institutioner kalde spekulanterne "tingenes natur", "samfundsordenen" og saa videre, og beviser for arbcidsmanden saa tydeligt at det er den rette orden, den rette natur, at den stakkels arbeider ikke fatter, hvilken frygtelig uorden og unatur det hele væsen er.
Kan man paastaa, at det skeer med frembringernes villie, at menneslrer, som intet frembringe, tage til sig en saa uhyre portion af de frembragte værdier? Ingenlunde!
Men, vil man sige, saalænge arbeiderne finde sig deri, saa finde de vel selv, at de ikke gjøres uret. Men, om end arbeiderne finde sig deri, er det derfor sagt, at det skeer med deres villie? Ingenlunde!
Hvis arbeideren ikke vil finde sig deri, hvis de - vi vil slet ikke sige bruge magten - men blot ligesom kapitalisterne paa Børsen, vælger ogsaa sig en børs, et samlingssted for å bestemme en anden kurs for arbeidslønnen, eller for å overlægge om midler imod det gjængse tyveri - hei! da faar man høre skraal og spetakkel! Strax kaldes arbeidernes børs eller samling oprørsk stempling,samvittighedsløst opviglere og gud veed alt. Slige navne maa de taale for sine samlinger, medens man kan tro, at kapitalisterne vil opløfte ramaskrig over at vi give deres børs navn af en tyvehule. For å faa arbeiderne fra slige kursnoteringer bruger man forskjellige midler f.ex. man siger til dem: "Siden I gjør slige ophævelser angaaende kornprisen, saa skal vi vise Jer, at den skal forhøies endda mere; vi afskedige Eder, saa skal I ikke faa korn for nogen priis, saa kan I gaa der." Dette hænder virkelig undertiden; men da ere kapitalisterne ikke længcre blotte tyve og bedragere, men mordere, og det de nedrigste snigmordere som tænkes kan.
Og vil arbeiderne komme sammen paa en større børs og kalde denne børs et sentralmøde ..! da er hundredeogeet ude! da sige alle tyvene til den utøvenede magt: "Hør I gode exekutive herrer! vi tilstaa Eder en antagelig deel af vort tyyvegods og skal troligt dele med Eder, hvis I nu blot vil gjøre en drabelig exekution! Folket vil ikke længere taale vore "konjunkturer" - fremad marsch! storm!" - Og den exekutive magt, hvis indtægter ere meget afhængige af kaapitalisternes og andre samfundstyves voteringer i den lovgivende og pengebevilgende forsamling, er strax paa rede haand for, som det hedder i deres tyvesprog, å forsvare den bestaaende orden, og en to tre indfinder sig· den exekutive magt paa arbeidernes børs, og en to tre sidde hovedpersonerne i fængsel og blive der i nogle aar, for at deres helbred skal nedbrydes, deres sjæl kues og deres koner og børn hulke efter det korn, som man var uforskammet nok til å finde for dyrt.
Vi synes å see, hvorledes samfundstyvene fnyse af forbittrelse over denne vor skildring, ja vi synes endog å see dem blandt selve arbeiderne, der finde vor skildring for drøi; men vi spørge oprigtig: Er der noget heri, som er overdrevet? er det ikke altid gaaet saa, og gaar det ikke daggligt saa? og naar saa er, hvorfor skal vi da ikke give vore modstandere og deres bedrifter de rette navne? Mon de, skjønt saa fine, er sparsomme paa raae navne til os? Selv kalde de sig visselig ikke tyve og bedragere; de give sig alleehaande kjælenavne saasom: de dannede, de oplyste, de fornemme, de fine, de ædle, nationens kjærne, bravfolk, civilitationens bærere osv. osv.; men hvormeget de end besmykke sig med deslige titler, hvor deiligt de end maje sig ud med tyvekoster, hvor mange ordener de end behænge sig med baade for og bag, saa kan alt dette ikke hjælpe dem; thi den retfærdighed, som gjelder for menneskene, gjelder dog ikke for Gud. Efter Guds ord (som de gjøre saameget for å udbrede) ere og blive de tyve; thi "å stjæle er å skille næsten ved noget, endog det allermindste af hans gods, imod hans villie." Men hvorfor straffes ikke de stores store tyveri? Nei; mon nogen vil gaa hen og straffe sig selv? mon den ene ravn vil hakke øinene ud paa den anden? Nei! de vide bedre end som saa. De ere betænkte folk. De have vel forstaaet å benytte sig af tyveriers inddeling i det fine og det grove tyveri. De have forfattet en kriminallov, som kun bestemmer straf for det grove; og hvorfor? Jo! fordi det grove tyveri almindeligviis bestaar deri, at de grove stjæle fra de fine, men det fine tyveri deri, at de fine stjæle grovt fra de grove. Å straffe det fine tyveri blev jo altsaa å berøve sig selv alt, hvad de skal have å leve af.
Mon hvilket tyveri er størst synd? Det er klart som dagen, at det fine er langt syndigere end det grove; det er vist, at naar man engang skal stande tilrette for den Alviidendes domstol, vil tusinder af grove tyve, som med nedslagne øine træde frem, med glade ansigter gaa derfra, fordi deres dom blev: "gak! dine synder ere dig forlængst forladte", medens tusiner af fine tyve, der træde frem med frækt og fripostigt aasyn, ville nedslagne gaa bort, fordi deeres dom blev: "1, som tog jert gode paa jorden, skulle nu did, hvor der er graad og tænders gnidsel."
Thi Gud, som gransker nyrer og hjerter, dømmer ganske anderledes med menneskene. Vi tro, at som oftest blive de grove tyve, der fordømmes ved de menneskelige domstole, frikjendte af Gud, og de fine tyve, der gaa frie blandt menneskene, haardest dømte af Gud. Der er visselig mere, end menneskene almindelig tro, i den sætning:"Verdens vennskab er Guds fiendskab."
Idet vi saaledes have fremstillet de høiere klasser ialmindelighed som samfundstyve og samfunds-snyltegjæster maa vi dog anmærke, at vi ingenlunde ansee alle af høiere klassser for å leve ved det fine tyveri. Vi skal i en senere opsats vise at arbeidet er to slags nemlig legemligt og aandeligt, og at det, som frembringes ved en mands aandelige virksomhed kan være af mange millioner gange større værdi, end det, som frembringes ved en mands legemlige virksomhed. Men dette aandelige arbeide er af en ganske anden beskaffenhed end det arbeide, som præsteres af de fleste af de ovenfor opregnede klasser, der mestendeels ikke kan ansees for andet end tærende.
Som folk, der ere nyttige, uden å levere legemligt arbeide, kan nevnes: Kemikere, fysikere (d.e. de der kjende naturens kræfter og tingenes bestanddele), mineraloger (d.e. de der have kundskab om metaller og bjerggvæsen), læger, agronomer (d.e. agerdyrkningskyndige), mekanikere, endeel kunstnere, endeel handelssmænd og enkelte andre. Disse her opregnedes virksomhed er nærende hvorimod theologers, juristers, militæres, de fleeste handlendes og næringsdrivendes virksomhed er tærende og unyttig ja skadelig.
At Luther i en forklaring over tyveri har anseet som tyveri ikke alene det almindelige bedrageri (f.ex. handelssmænds falske maal og vægt og forfalskning af varer osv. men ogsaa saadant som skeer ved lovgivningen og institutioner fremgaar af hans videre forklaringer over det 7de bud, idet han nemlig indskjærper, at det ikke er nok at man lader være å berøve næsten noget imod hans villie, men siger at budet udtrykkelig befaler, "at man skal hjælpe ham å fremme hans næring."
Heraf fremgaar at det paaligger enhver som religiøs pligt å tænke paa og arbeide med til det almindelige vel.
Saaledes nemlig som vore statssamfund en gang ere, nemlig fulde af love og institutioner; som kanaler ad hvilke ennhver tilføres sin næring, og uden hvis retfærdige medvirkning enhver bliver uden næring, saa kan man ikke godt komme til å opfylde budet om å fremme næstens næring uden ved å sætte sig ind i hele den bestaaende samfundsordens love og indretninger og virke til deres forandring, forsaaavidt man indseer deres mangler og uretfærdigheder; thi det største og skammeligste tyveri er og bliver dog det, som hellliges ved lov; men å sætte ordet lov over tyveriet kan ikke gjøre dette bedre saa det kan bestaa for den moralske domstol.
Nu kaldes det å befatte sig med politik naar gjenstanden for ens virksomhed er landets lov, og præsterne lære ialmindelighed med bestemthed, at politikken er noget, som ikke kommer religionen ved. Dette er klart og tydeligt stik imod den kristelige religion, der byder, at man skal gjøre det gode overalt og ved alle leiligheder, hvor man kan kommme til, hvorfor det naturligviis ogsaa er enhvers pligt å virke for det gode i politisk henseende. Der bør være religion i alt, hvad menneskene foretage; i alt bør religiøse følelser lede menneskene. "I Jesu navn bør al vor gjerning skee!" vil sige, at i alt hvad vi gjør og tænker bør vi ledes af den kristelige moral. Å antage politikken som noget, der staar udenfor moralen eller over moralen, er derfor ikke alene en grov vildfarelse, en sørgelig misforstaaelse af aanden i den kristelige lære, men det er endog en skjændig egennyttig forvanskning deraf. Ingen, der vil være et moralsk menneske har lov til å sige: "jeg vil ei befatte mig med politik!" thi det er detsamme som å sige: "jeg vil ikke virke for min næstes vel; jeg vil rolig see paa at min næste gjøres uret og berøves sin næring."
Uden politiske forandringer kan det almindelige vel ikke fremmes; noen forandring i den bedrageriske lovgivning kan jeg ikke virke til å fremme min næstes næring. Jeg kan visstnok give nagle fattige gaver; men saaledes som den bestaaende samfundsorden er, er det visst, at hver gave jeg som riigmand tildeler nogle trængende, nødvendigviis bevirker at andre bliver trængende; ja, hvad sørgeligere er: det er endog et spørgsmaal om man ikke, ved gavmild udddelelse, netop virker til endda større almindelig armod (antages, at jeg aarlig uddeler til fattige 1 000 species, der fortæres i uvirksomhed, og at jeg dermed underholder 10 familier, mon da ikke 20 familier kunde for disse 1 000 spd. skaffes næring, naar jeg ikke bortskjænkede pengene, men anvendte dem til blot derved å skaffe arbeide?)? Det er sørgeligt, at det er saa, men saa forvirret har egennytten gjort de menneskelige forhold og til det maal brugt love og institutioner.
Ligesaavisst som lov kan aabne næringen for trængende, ligesaa visst kan lov aldeles og totaliter stænge den. Men å stænge næstens næring er å stjæle, ja myrde, og å virke af al magt imod saadan handlemaade fra de egennyttiges side er efter vor anskuelse en af de første kristenpligter.
Hverken den moralske eller den menneskelige lov tillader å myrde børn. Ethvert menneske fødes altsaa med ret til å leve. Nu kan mennesket ikke leve uden ved enten å arbeide, eller ved å tiltage sig frugten af andres arbeide. Det sidste er imod naturens og moralens lov; altsaa fødes mennesker med ret til arbeide.
Men nu kan mennesket ikke komme til å arbeide uden det har noget å arbeide paa og med, det vil sige stoffe, hvorpaa det kan anvende sine kræfter og hvormed det kan underholde dem.
Nu fremviser jordens overflade to hovedbestanddele nemlig jord og vand.
Jorden og vandet ere de ting der frembyde stoffe og an· ledning til næring. Ret til den frie brug af jord og vand er altsaa ogsaa en ret hvormed mennesket fødes.
Men fødes menneskene med disse rettigheder, saa er der i disse rettigheder en natur-lov, en guddoms-lov, som ikke overtrædes og krænkes, uden at overtrædelsen og krænkelsen bliver synd, forbrydelse.
Mennesket har ret til af jorden og havet å tilegne sig saaameget det vil og kan, var det end 1 000 kvadratmile, men vel å mærke, kun saalænge det ved saadan tilegnelse ikke skader andre, ved å hindre deres næring.
Vi har i begyndelsen af denne opsats viist, at mærket paa enten en handling er synd eller ikke er om man ved handlingen skader sin næste. Kun altsaa forsaavidt som jeg ved tilegnelse af gods skader andre er jeg en tyv. Derfor er det et skadeligt tyveri å tilegne sig uhyre strækninger af jord medens tusinder medmennesker omkring mig sukke efter adgang til noget hvorpaa de kan bruge sine kræfter.
Saalænge der gives mennesker, som ikke have hvad de behøve, fordi andre mennesker have stængt deres næring, saalænge bør det være en synd, en forbrydelse å have langt mere end man behøver, saalænge bør al overflødig eiendom kaldes tyvegods, og ingen ansees med ret å besidde saadant uden det besiddes med de andres samtykke.
Det opkastede spørgsmaal: hvad er tyveri? besvare vi derfor saaledes: "Tyveri er enhver tilegnelse af overflødig indtægt eller gods, der ikke skeer med samtykke af de øvrige i samme samfund."
Hermed være da denne opsats sluttet, men ikke fordi vi hermed ere færdige med alt hvad vi have å sige om tyveri, men fordi opsatser, i et lidet blad der blot udkommer een gang ugentlig, lettelig kan blive altfor vidløftige.
Sist oppdatert 23. august 2007
fastylegar@marxists.org