MIA > Norsk > Referanse-arkiv > Thrane
Morgenbladet 13. mai 1848. Signert "En stemme fra landet". Etter Einhart Lorenz: Arbeidere, forén dere!, Oslo 1969, s. 21-28.
En indsender har nylig klaget over den eensidighed, hvorrmed man i Christiania bedømmer de schl. holst. anliggender; og hans klage er i sandhed meget grundet.
For å bedømme, hvem der i disse anliggender har ret elller uret, maa man først være enig om, efter hvilket maal der skal dømmes.
Skal vor tid dømme efter gamle begreber om folk, naationalitet, frihed og folkerettigheder, eller efter de nye begreber, der i det eller de sidste decennier have udvikled sig? Enhver vil vel indrømme, at de nyere ideer maa gjøres gjeldende, fordi deere de ædleste, de menneskeligste, og de naaturligste.
Vi juble næsten alle over de sidste udførte mægtige og herlige revolutioner, - og hvorfor? - fordi alle oplyste folk ere enige i, at al undertrykkelsestid skal ophøre, alle gamle trykkende institutioner og privilegier tilintetgjøres, og ethvert folk (ja ethvert individ) ikke længere formenes ret til, ad retfærdig vei, å sætte sig i den stilling, i hvillken det tror å vilde befinde sig lykkeligt.
Men om Schleswig føres et ganske andet ræsonnement! og virkelig med største uret, naar vi skulle dømme efter nutidens prindper - men desværre! der ere for mange, som ynde de "gode gamle principer" ifølge hvilke de stores magt, saa langt fra å beklippes, snarere skulde smigres og understøttes.
Vi vide noksom, at det danske herredømme var schleswig-holsteinerne forhadt, at disse i længere tid have givet deres forbittrelse luft - og, naar vi see, hvor snare de vare til å revoltere ved første gode leilighed, da kunne vi derav bedst slutte os til, hvor forhadt det danske herredømme var dem - at et formeligt nationalhad var opstaaet.
Om Hoisteins ret til å skille sig fra Danmark, for å sluttte sig til sin egen store nation (som nu arbeider paa å samle alt tydsk undereet) kan ingen disputere; thi det maa være afgjort, at dette, saa langt fra å falde holsteinerne til last, - bør geraade dem til roes. Talen kan altsaa blot være om Schleswig: Enten skal man nu holde sig til gamle traktater, gamle garantier, gamle privilegier, eller man skal stryge en streg over alle gamle mugne regninger - og handle efter nye, moralske og folkeretlige begreber.
Holde vi os nu til gamle erklæringer og garantier, saa maa den ene af disse være ligesaa gyldig som den anden, og den ældste skulde synes å have størst gyldighed. Disse gamle tilsagn ere hverandre modsatte; ved altsaa å holde os til dem, vil der opstaa virvar og modsigelser, hvoraf ikke lader sig uddrage noget resultat, uden ved haarkløverier og gamle juridisk-diplomatiske kneb. Lad juristerne beholde disse støvede og modsigende dokumenter, og lad nutidens folkeslag handle uafhængigt af saadanne betydningsløse omstændigheder. Folkenes rettigheder maa ikke nu behandles saa juridisk; - mon ikke Europa længe nok har sukket under juristeriets lænker, mon ikke den moralske og verdslige lov længe nok er behandlet efter bogstaven istedetfor efter aanden? Er man endnu ikke mæt af juristerie?
Vi bedømme altsaa sagen efter skjøn og følelse. Skal der da nu slet ikke tillades de tydske å have nogen følelse - følelse for nationalitet; er det da blot norske, svenske og danske, som forstaa saadanne følelser? - Men vi, saavelsom de danske, have altid været meget uskyldige i vor politik; det forunderligste er, at vi indse og erkjende dette, - og dog skulle vi fortsætte i gammel stiil?
De schleswigere have ret, som ville høre til Tydskland; thi de ere tydske. Danmark kan, efter nutidens principer, hverken gjøre fordring paa å eie den tydske befolkning i Schleswig - thi ethvert folk tilhører sig selv, - eller paa å eie deres land; thi dette forudsætter, at det havde ret til å fordrive grundeierne fra deres eiendomme.
Gamle privilegier og gamle forhold kan ikke komme i betragtning!
Hvad gjorde det danske folk 1660? Det overdrog kongen et arveligt enevælde; men er det nuværende danske folk forpligtet til å holde det daværende folks løfter? - Hvad daatidens folk gjorde, kjender ingenlunde nutidens. Enhver tid har sine krav; hvad der for nogle hundrede aar siden var godt, rigtigt og i sin fuldkomne orden, er det nu ikke mere - tempora mutantur et nos mutamur in illis!
Sæt at vore forfædre i en eller anden henseende have beegaaet en stor daarskab, lide ikke da de følgende slægter nok derfor? skal man ovenikjøbet stadfæste daarskaben med dens følger som arvelig? en sørgelig arvelod!
De tydske schleswigere have ret, naar de ville høre til Tydskland, og Tydskland fortjener roes, fordi det understøtte de om hjælp anraabende brødre; og det er en ligesaa urigtig som skammelig paastand, at tydskerne angribe de danske alene fordi de ere 40 gange mægtigere; man forlanger, at tydskerne i analogi med deres angreb paa Danmark, ogsaa skulle angribe Frankrig og Holland! Denne fordring er bizar! Sæt at tydskerne trængte ind i Holland, Elsaz, Estland og Lifland og skrege: "Kom brødre, lader os atter slutte Eder i vore arme!" kunde de da ikke risikere, at hollændere, elsazere, estlændere og lieflændere svarede: "hvad ville I her, I gode tydskere? - vi ansee Eder for temmmelig paatrængende og indbildske, at I komme her uden opfordring og tro at Eders blotte nærværelse skal fortrylle os; vi have ikke gjort noget oprør mod vore nuværende regjeringer, I have derfor her intet å bestille, førend vi, ligesom schleswigerne, anraabe Eder om hjælp!"
Lad hine gamle tydske land først revoltere, og vise at deres høieste ønske er, å gjenforenes med Tydskland, da skulle vi see, at tydskerne ikke ville være mere seendrægtige med å hjælpe dem, end de have været med å ile schlesswig-holsteinerne til hjælp.
Spørgsmaalet kan altsaa tikke længere være om den tydske deel af Schleswig; thi Danmark har ikke ret til å erobre; Danmark har kun i det tilfælde "den retfærdigste og helligste sag å kjæmpe for", hvis det indskrænker sig til å forsvare de danske schleswigere, eller rettere sagt den deel af Schleswigs indvaanere, der ønske å forblive forenede med Danmark. Saalænge altsaa Danmark gjør fordring paa den tydske deel af Schleswig, saalænge fører Danmark en erobringskrig; og saalænge som Danmark gjør mine til å gjøre tydske erobringer, saalænge maa det være tydskerne tilladt å gjøre danske erobringer; - oversvømme hele Jyllland etc. etc.
Vil altsaa Danmark stride en i virkeligheden retfærdig strid, da maa det erklære å give slip paa den tydske deel af Schleswig. Hvis tydskerne, efter en saadan erklæring fra dansk side, dog fortsætte krigen, da først kan der blive tale om at Norge og Sverige bør yde hjælp; men nu er det aldeeles ikke tider til å styrte sig letsindig i krig. Bi lidt! vi kunne faa krig nok, om vi ikke selv opsøge den - og det en, hvis retfærdighed idetmindste er in dubio.
Hr. Munch, der saa kraftig opfordrer til krig, har i sin opfordringskrivelse adskillige punkter, som trænge til nærmere drøftelse:
Han foreslaar, at man skal spørge den schleswigske almue viritim, om den vil være dansk eller tydsk. Denne maade å afgjøre folks skjebne paa er aldeles stemmende med nutidens fordringer, og burde gjøres til fast regel. Men - naar den schleswigske almue, som aldrig har havt nogen ret til å sige et ord med om sin egen velfærd, burde faa lov til å have en mening, da burde vel den norske almue, som, ifølge vor liberale forfatning, skulde have noget å sige, ogsaa spørges, viritim, om de have lyst til å gaa i krig for Danmarks skyld, eller om de ikke have lyst dertil.
Angaaende denne vor almues ret er jeg bange for at selv hr. Munch vil indstride benægtende - skjønt intet kan være mere urigtigt, end at vor nuværende regjering, der for en deel erkjendes for å staa i reen opposition mod almeenvillien, skal kunne have magt til å styrte folket i alle krigens ulykker, fordi der blandt nationens saakaldte intelligents findes en stor mængde, der i den grad sværme for danskhed, at de næsten glemme eller allenfals tilsidesætte al norskhed.
Endvidere: Hr. Munch skræmmer os med, at tydskheden med tiden ogsaa kunde overvælde os; hvad denne skræmmsel angaar, da maa man tilstaa, at, hvis norske og svenske, etter den nu i verden vaagnede folkebevidsthed, saa let kunne lade sig fortydske, da ville dette bevise en saa ussel aand iblandt dem, at hvis ikke fortydskningsulykken indtraf, viIde andre langt værre ulykker indtræffe. Dog, en fortydskning er saa fjern udsigt til, at det virkelig er uheldigt nu å anføre den som skræmseI. I vort nuværende kongehuus er intet tydsk element, og naar dette kongehuus uddør eller afgaar, da Gud veed om fo1kene bryde sig om noget kongehuus istedet. Fremdeles er det falskt, at der i vore stæder gives "ikke faa tydske elementer" - Jo, hr. Munch, de tydske elementer i vore stæder er virkelig meget faa. Men derimot er det sandt, at der i vor fornemste stad gives et saa overveiende dansk element, en saadan danskhed, daniseren, og deraf følgende fornegten af nationalitet, at dette virkelig kan ansees farligt. Skulde vi norske frygte noget fremmed element, da maatte det være det svenske eller det danske, saavel formedelst disse landes overlegenhed som formedelst deres nærhed. Dog for fremmede elementers skyld bør vi ikke nu begynde krig!
Endvidere: Hr. Munch smigrer de handlende med udsigt til gode priser af preussiske, bremiske og hamburgske skibe; - hvad disse priser angaar, da have vi - ære være vor marinebestyrelse - ingen flaade å gjøre det med; - hr. Munch maa altsaa ville, at vor regjering skal udstede kaaperbreve? nei! kaperkrig er intetandet end sørøveri - og værre maaske! thi den er vel saa demoraliserende - meest farlig er den fristelse, der i dydens navn lokker os til synd! Hvis hr. Munch, som historiker, stemmer for kaperkrig, da er han idetmindste ingen filosofisk historiker, som ellers hans omarbeidelse af Held og Corvins verdenshistorie synes å bevidne.
Endvidere: Hr. Munch smigrer os med udsigt å pine svære kontributioner ud af Hamburg, og saaledes faa krigsomkostningerne dækkede. Dette er, hvad franskmanden kalder faire voyage en Espagne. Å erobre Hamburg! en stor tanke! men den kan ikke udføres! thi tillands kan det ikke ske, saasom tydskerne tillands ville blive os langt overlegne; og tilvands kan det nu aldeles ikke ske, saasomdet er for lidet tænkeligt, at tydskerne, naar de saa vor flaade, ville begynde å opmuddre Elben og paa flere maader gjøre vor indseiling behagelig og magelig! nei! de gode tydskere ville vel for det første spærre Elben med jernkjettinger og andre sager, og for det andet opplante etsaa snaksomt artillleri langs Elbens bredder, at neppe en nordisk muus, langt mindre krigsskib, vilde kunne passere. Skulde de nordiske magter falde paa å sende krigsskibe ind i Elben, da maatte hensigten være å skaffe Tydskland en flaade.
Endvidere: For å gjøre opfordringen kraftig, griber hr. Munch alt, hvad han kan faa fat i - ja, han anfører for alvor den grund, at det var en passende anledning for vore krigere til lempelig øvelse!!!
Herover kunde kommenteres idet uendelige. Har man da krigsfolk for å faa krig? nei! tvertimod! man holder vel krigsfolk for å faa fred.
Hvorfor vil hr. Munch desuden, at vor armee nu skal øves? frygter han noget fra Ruslands side?
Have vi noget af Rusland å frygte, da kan der dog ikke tænkes en mere desperat og i alle maader uforsvarlig og dumdristig politik, end, paa samme tid som vi trues af krig af 60 millioner i øst, å erklære 40 millioner i syd krig - det er umuligt å begribe en saadan tænkemaade; ja den er saa mageløs, at man skulde fristes til å sige: vor allerværste fiende er dog danskjedsraseriet!
Sæt, at vi begynde krig med tydskerne; sæt at vi vinder, som man saa sikkert paastaar; - sæt, at nu, den egentlige storfiende kommer, da spørges der:
1) har ikke den tydske krig opslugt alle vore resurcer;
2) have ikke tydskerne dræbt vore bedste officerer (om den gemene, Gudbevares! er talen ikke).
3) har ikke fienden ødelagt den største part av vor flaade (d.e. 1 1/2 siger et og et halvt skib)?
4) Vil ikke tydskerne, for å straffe os for vaart angreb paa deres nationalitet, sige til russerne: Værsaa god! gjør med Norden, hvad du vil!
5) Have vi ikke, efter endt krig, istedetfor å have knækket tydskernes forsøg paa å faa sømagt, netop kraftigen bidraget dertil? thi rimeligviis bliver der i Tydskland nu adskillige republikker; disse republikker vil Frankrig og Nordamerika om ikke direkte, saa dog indirekte understøtte, f.ex. ved paa en eller anden maade å skaffe dem krigsskibe for gode ord og betaling.
Efter altsaa å have endt den tydske krig, begynde vi, paa en frisk med Rusland - og en opslugning er uundgaaelig - havde vi derimod tydskerne til venner, da vilde de give russerne mere end nok å bestille; alene kunne vi nordboere ikke modstaa Ruslands overmagt, og end mindre 2 overmagter paa engang!
Men sæt, at russeren ikke endnu har tænkt paa å bekrige os; er det da ikke paa det kraftigste å friste ham til å fiske i rørt vand, naar vi begynde krig med det nyeste frihedssfolk? Det er å give russerne endog et moralsk støttepunkt for hans despotiske principer. (Hr.Langes moralske støttepunkt er derimod in dubio). Det parti i Christiania, der sværmer saa overordentlig for Danmark, danskhed og danske, at de for nærværende stemme for å erklære ikke mindre, end hele Tydskland krig (en krig, hvis retfærdighed idetmindste ikke er afgjort), dette parti er saaledes slagen af blindhed for danskhedens fremme, at nationen, folket ikke bør agte paa dets stemme.
Vor konge kan vel erklære krig, men Gudskjelov! vort storthing skal bevilge midlerne! nu er det godt at have bønder paa thinget, der ere tilbøielige til "styverfængerpolitik" osv.
Man skulde næsten tro, at krigspartiet (fordetmeste intelligentsen eller den folket modsatte opposition) ønsker krig, for å afvende folkets tanker fra adskillige for den nuværende intelligents farlige projekter, f.ex. statsraadernes afskeedigelse etc.
En krig er gjerne en gevinst for aristokraterne, især i saadanne tider som nu. Den rige og mægtige mand kan det være næsten det samme enten landet er i krig eller ikke; thi han veed at han slipper å vove sit liv, og som krigsskat tager han dog blot af sin overflødighet; men den simple og fattige mand, som ikke engang har saameget at han kan slippe ud, ham er det ingenlunde det samme, om han beetaler nogle daler ud til krigsomkostninger eller ikke, ham er det ikke det samme, om der udkommanderes folk til å skydes ihjel; thi det er ham som maa ud; han veed, at, naar han er borte, ville kone og børn staa i fare for å suIte - han kan ikke med lyst gaa i krig, og i alle tilfølde ikke frivillig.
Til en saadan krig som den paatænkte bør folket ikke i vor tid kunne tvinges, og i alle tilfælde bør den del af nationen, som er vis paa å ville blive fritagen for å vove livet, ikke kunne tage nogen afgjørende beslutning. Man bør, i analogi med hr. Munchs forslag angaaende den schleswigske almue, lade vor almue tilspørge: hvad vil I helst bruge Jeres arme til i denne sommer? enten til å skaffe kone og børn mad, eller til å hjælpe de danske å undertrykke tydsk nationalitet?
Et ville vi indrømme, at de her i landet værende tydskere just ikke i almindelighed ere skikkede til å give noget høit begteb om det tydske folk; vore tydskere ere meget hyppigen indbildske, storagtige og skrydende, medens vore danske ere flinke, høflige, tjenestagtige og godmodige; men man dømme ikke den tydske nation etter de herværende tydske individer - og i alle tilfælde bør en nations mangel paa elskværdighed ikke udsætte den for uretfærdige angreb.
Norske patrioter! - førend vi :tænke paa å blande os ind i andre landes indre anliggender, bør vi ordne meget og mangt hos os selv; her er mange slemme forhold nok! og dertil kræves i sandhed, at der fra et vist hold optrædes med kraft og bestemthed. Vil Sverige holde sig til en betydningsløs traktat, "for å skaffe militæret den gamle anseelse igjen" eh bien! Lad Sverige bekrige saamange det vil - men lad os blive udenfor sagen. Som sagt: Vi faa krig nok alligevel: vi behøver slet ikke å opsøge den.
Slutteligen: hvad vil svenskerne sige om at vi beslutte krig. De ville med god grund sige: det er, ta mig tusan, latterligt at Norge vil paaføre Tydskland krig; tillands kan jo krigen ikke føres, og tilvands ligesaalidt; thi Norge har jo aldrig villet koste krigsskibe; det er ilkke nok, at nordmændene tænke paa å stole paa os naar de blive angrebne, men de ville endog have orde for å føre angrebskrig, skjønt de dog maa vide, at de selv ingen skibe eie, men maa bruge vore.
Sist oppdatert 24. august 2007
fastylegar@marxists.org