Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Skrevet af Trotskij i 1940. R�udkastet og de fragmentariske noter til denne artikel blev fundet blandt Trotskijs papirer kort efter hans d�d. Artiklen blev publiceret i bladet Fourth International, december 1940. Oversat af: Socialistisk Standpunkt.
Overf�rt til Internet af Michael Styrk for Socialistisk Standpunkt, 14. marts 2005.
Hvorfor blev det spanske proletariat besejret?
Hvor langt arbejderbev�gelsen er blevet kastet tilbage kan m�les, ikke bare i masseorganisationernes, men ogs� i de ideologiske grupperingers tilstand, og de teoretiske unders�gelser som s� mange grupper er optaget af. I Paris publiceres et tidsskrift Que Faire (Hvad der b�r g�res), som af en eller anden grund anser sig selv for at v�re marxistisk, men som i virkeligheden befinder sig helt inden for rammerne af den erfaringsfilosofi som findes hos venstreborgerlige intellektuelle og de isolerede arbejdere som har tillagt sig alle de intellektuelles laster.
Som alle grupper, der savner et videnskabeligt fundament og som ikke har noget program eller tradition, fors�gte dette lille tidsskrift at gribe fat i POUM's frakkesk�der - det POUM som syntes at �bne den korteste vej til masserne og sejren. Men denne forbindelse til den spanske revolution gav et resultat som i f�rste omgang virker helt uventet; tidsskriftet gik ikke fremad men tilbage. Faktisk ligger dette helt i sagens natur. Mods�tningerne mellem sm�borgerlig konservatisme og den proletariske revolutions behov har udviklet sig ekstremt meget. Det er kun naturligt at forsvarerne og fortolkerne af POUM's politik blev kastet langt tilbage, b�de p� det politiske og det teoretiske omr�de.
I sig selv er Que Faire p� ingen m�de vigtig. Men det er af interesse som symptom. Det er derfor vi mener at det er v�rdifuldt at opholde os ved dette tidsskrifts bed�mmelse af �rsagerne til den spanske revolutions sammenbrud, for s� vidt som denne bed�mmelse meget klart viser de tr�k som nu er fremherskende inden for pseudomarxismens venstrefl�j.
Vi indleder med et ordret citat fra en anmeldelse (i Que Faire) af kammerat Cassanovas pjece Den spanske borgerkrig og stalinismens forr�deri:
"Hvorfor blev revolutionen knust? 'Fordi', svarer forfatteren (Cassanova), 'kommunistpartiet f�rte en forkert politik, som desv�rre blev fulgt af de revolution�re masser'. Men hvorfor helvede samledes de revolution�re masser, som forlod deres tidligere ledere, under kommunistpartiets faner? 'Fordi der ikke fandtes noget rigtigt revolution�rt parti'. Vi f�r en ren tautologi serveret. En forkert politik fra masserne; et umodent parti er enten udtryk for et vist socialt styrkeforhold (arbejderklassens umodenhed, b�ndernes manglende selvst�ndighed) som m� forklares ved at udg� fra fakta som bl.a. Cassanova selv freml�gger; eller ogs� er det produktet af visse ondskabsfulde enkeltpersoners eller gruppers handlinger, handlinger som ikke svarer til '�rlige personers anstrengelser, personer der som de eneste kan redde revolutionen'. Efter at have famlet efter den f�rste vej, den marxistiske, tager Cassanova den anden. Vi f�res ind p� den rene d�monl�res omr�de; skurken der er ansvarlig for nederlaget er overdj�velen, Stalin, st�ttet af anarkisterne og de andre sm�dj�vle; de revolution�res gud sendte ingen Lenin eller Trotskij til Spanien som han gjorde i Rusland i 1917".
Derefter f�lger konklusionen: "Dette er resultatet n�r man for enhver pris vil tvinge en kirkes forstenede ortodoksi p� fakta". Dette teoretiske hovmod bliver endnu mere fremtr�dende af det faktum, at det er sv�rt at forestille sig, hvordan s� mange banaliteter, vulgariteter og fejl af den direkte konservative bedsteborgerlige type kan presses ind p� s� f� linjer.
Forfatteren til ovenst�ende citat undg�r at give nogen forklaring p� den spanske revolutions nederlag; han antyder blot at der kr�ves dybe forklaringer, som f.eks. "sociale styrkeforhold". At forklaringer undg�s er ingen tilf�ldighed. Disse bolsjevismens kritikere er alle teoretiske kujoner, af den simple �rsag at de ikke har fast grund under f�dderne. For ikke at afsl�re deres egen bankerot, jonglerer de med fakta og strejfer om med andres meninger. De begr�nser sig til antydninger og halve tanker, som om de bare ikke har haft tid til at skildre hele deres visdom. Faktum er at de overhovedet ikke besidder nogen visdom. Deres hovmod er p� gr�nsen til intellektuelt kvaksalveri.
Lad os trin for trin analysere vor forfatters antydninger og halve tanker. If�lge ham kan forkert politik fra massernes side kun forklares med at den "afspejler et vist socialt styrkeforhold", nemlig arbejdernes umodenhed og b�ndernes manglende selvst�ndighed. Den der leder efter tautologier kan ikke finde nogen mere �benbar end denne. En "forkert politik fra massernes side" forklares med disse massers "umodenhed". Men hvad vil "massernes umodenhed" sige? Tydeligvis deres fork�rlighed for en forkert politik. Pr�cis hvad denne forkerte politik bestod i og hvem der startede den, masserne eller lederne, det forbig�r vor forfatter i tavshed. Ved hj�lp af en tautologi l�gger han ansvaret over p� masserne. Dette klassiske trick fra alle forr�dere, desert�rer og deres advokater er s�rligt modbydeligt i forbindelse med det spanske proletariat.
I juli 1936 - for ikke at tale om en tidligere periode - slog de spanske arbejdere de officerers angreb tilbage, som havde forberedt deres sammensv�rgelse under folkefrontens beskyttelse. Masserne stablede militser p� benene og skabte arbejderkomit�er, bolv�rket for deres fremtidige diktatur. Men proletariatets ledende organisationer hjalp borgerklassen med at knuse disse komit�er, at likvidere arbejdernes angreb p� privat ejendommen og at l�gge arbejdermilitserne under borgerklassens kommando. Desuden deltog POUM i regeringen og tog et direkte ansvar for dette kontrarevolutionens arbejde. Hvad betyder i dette tilf�lde proletariatets "modenhed"? Naturligvis blot dette at det ikke lykkedes
for masserne, trods det at de havde valgt en rigtig politisk linie, at knuse socialisternes, stalinisternes, anarkisternes og POUM-isternes koalition med borgerklassen. Udgangspunktet for denne spidsfindighed er opfattelsen af en slags absolut modenhed, dvs. en perfekt tilstand hos masserne, hvor de ikke beh�ver en rigtig ledelse, og desuden er i stand til at sejre over deres egen ledelse. Der findes ikke og kan ikke findes en s�dan modenhed.
Men hvorfor ska1 arbejdere som viser et s�dant korrekt revolution�rt instinkt, og en s�dan overlegen kampevne, underkaste sig en forr�derisk ledelse?, protesterer vore vise m�nd. Vort svar er: der findes end ikke en antydning af underkastelse. Arbejdernes marchretning dannede hele tiden en vis vinkel med ledelsens retning. Og i de mest kritiske �jeblikke blev denne vinkel 180 grader. Ledelsen hjalp da direkte eller indirekte med til at sl� arbejderne ned med v�benmagt.
I maj 1937 gjorde arbejderne i Catalonien opr�r, ikke bare uden deres ledelse men ogs� imod denne. De anarkistiske ledere - patetiske og foragtelige borgere billigt forkl�dte som revolution�re - har hundredvis af gange gentaget i deres presse, at hvis CNT i maj havde villet tage magten og oprette sit diktatur, kunne de uden besv�r have gjort det. Denne gang taler de anarkistiske ledere ren og sk�r sandhed. POUM-lederne fulgte faktisk i halen p� CNT, de tilsl�rede bare deres politik med en anden slags fraser. Det var takket v�re dette, og kun dette, at det lykkedes for borgerklassen at knuse det "modne" proletariats majopr�r.
For at kunne gentage den hule udtalelse at de spanske masser bare fulgte deres ledere m� man intet som helst have forst�et om forholdet mellem klasserne og partiet, mellem masserne og lederne. Det eneste man kan sige er at de masser, som hele tiden fors�gte at spr�nge sig frem til den rigtige vej, ikke fandt nogen ny ledelse som svarede til revolutionens krav. Vi har for os en yderst dynamisk proces, med revolutionens forskellige stadier som hurtigt afl�ser hinanden, med ledelsen eller forskellige dele af ledelsen som hurtigt deserterer til klassefjendens side. Men vore vise m�nd indlader sig p� en fuldst�ndig statisk diskussion: Hvorfor fulgte arbejderklassen i sin helhed en d�rlig ledelse?
Der findes en gammel talem�de fra det evolutionistiske og liberale historiesyn: Ethvert folk f�r den regering det fortjener. Historien viser imidlertid, at �t og samme folk i l�bet af en relativ kort periode kan f� meget forskellige regeringer (Rusland, Italien, Tyskland, Spanien osv.), og desuden at r�kkef�lgen af disse forskellige regeringer overhovedet ikke g�r i �n og samme retning: fra enevoldsmagt til frihed, som tilh�ngerne af den liberale udviklingsl�re troede. Hemmeligheden bag dette er at et folk best�r af fjendtlige klasser, og at klasserne selv best�r af forskellige og delvist modstridende lag, som kommer under forskellige ledelser; desuden kommer ethvert folk under indflydelse af andre folkeslag, som selv best�r af klasser. Regeringer udtrykker ikke den systematisk voksende "modenhed" hos et "folk", men er et produkt af kampen mellem forskellige klasser og de forskellige lag inden for �n og samme klasse, og endelig effekten af ydre faktorer - alliancer, konflikter, krig, osv. Dertil kommer at en regering, n�r f�rst den er blevet oprettet, kan best� meget l�ngere end det styrkeforhold som skabte den. Det er netop ud af denne mods�tning at revolutioner, statskup, kontrarevolutioner osv. opst�r.
N�jagtig den samme dialektiske metode m� anvendes n�r man behandler sp�rgsm�let om en klasses ledelse. Vore vise m�nd, som efterligner de liberale, accepterer stiltiende antagelsen at enhver klasse f�r den ledelse den fortjener. I virkeligheden er ledelsen overhovedet ikke bare en "afspejling" af en klasse, eller et produkt af dens egen frie skaberevne. En ledelse formes under sammenst�dene mellem de forskellige klasser eller friktionen mellem de forskellige lag inden for en given klasse. N�r ledelsen f�rst er opst�et, s� h�ver den sig altid over sin klasse, og den bliver dermed modtagelig for p�virkning og indflydelse fra andre klasser. Proletariatet kan i lang tid "tolerere" en ledelse som allerede er fuldst�ndig degenereret, men som ikke endnu ikke har haft lejlighed til at vise denne degenerering i forbindelse med store begivenheder.
Der kr�ves et stort historisk chok for klart at afsl�re mods�tningen mellem ledelsen og klassen. Historiens m�gtigste chok er krig og revolutioner. Netop af denne grund overrumples arbejderklassen ofte af krig og revolutioner. Men selv i de tilf�lde hvor den gamle ledelse har afsl�ret sin indre korrumpering, kan klassen ikke uden videre improvisere sig frem til en ny ledelse, specielt ikke hvis den ikke fra en tidligere periode har arvet st�rke revolution�re kadrer, som er i stand til at udnytte det gamle ledende partis sammenbrud. Den marxistiske fortolkning, dvs. den dialektiske, og ikke den skolastiske fortolkning, af forholdet mellem en klasse og dens ledelse, efterlader ikke sten p� sten af vor forfatters legalistiske spidsfindighed.
Han opfatter proletariatets modenhed som noget rent statisk. Og dog er en klasses bevidsthed under en revolution den mest dynamiske af de processer, som bestemmer revolutionens forl�b. Var det muligt i januar eller endog i marts 1917, efter zarismens fald, at give et svar p� sp�rgsm�let om hvorvidt det russiske proletariat var tilstr�kkeligt "modnet" til at tage magten inden for otte eller ni m�neder?
Arbejderklassen var p� den tid socialt og politisk overordentlig blandet. I l�bet af krigs�rene var den blevet fornyet 30-40% med sm�borgere som ofte var reaktion�re, med tilbagest�ende b�nder, med kvinder og med unge. I marts 1917 var der kun et ubetydeligt mindretal inden for arbejderklassen som fulgte Bolsjevikpartiet, og desuden var der mods�tninger inden for selve partiet. Det overv�ldende flertal af arbejderne st�ttede mensjevikkerne og de "socialrevolution�re", dvs. konservative socialpatrioter. Situationen var endnu mindre gunstig med hensyn til h�ren og b�nderne. Her til kommer desuden det generelt lave kulturelle niveau i landet, mangelen p� politisk erfaring i proletariatets brede lag, specielt i provinserne, for slet ikke at tale om b�nderne og soldaterne.
Hvilke aktiver havde bolsjevismen at tr�kke p�? I begyndelsen af revolutionen var det kun Lenin der havde en klar og n�je gennemt�nkt revolution�r forestilling. De russiske partikadrer var spredte og i h�j grad forvirrede. Men partiet havde autoritet blandt de udviklede arbejdere. Lenin havde stor autoritet blandt partikadrerne. Lenins politiske forestilling svarede til revolutionens faktiske udvikling, og hver ny begivenhed styrkede den. Disse bolsjevismens aktiver gjorde underv�rker i en revolution�r situation, dvs. under forhold med bitter klassekamp. Partiet rettede hurtigt sin politik ind i overensstemmelse med Lenins opfattelse, dvs. i overensstemmelse med revolutionens faktiske forlob. Takket v�re dette fik det st�rk st�tte fra titusinde udviklede arbejdere. Ved at basere sig p� revolutionens udvikling lykkedes det partiet p� nogle f� m�neder at overbevise flertallet af arbejderne om det rigtige i dets paroler.
Det lykkedes dern�st for dette flertal, som var organiseret i sovjetterne, at drage soldaterne og b�nderne til sig.
Hvordan kan denne dynamiske, dialektiske proces forklares d�kkende med en formel om proletariatets modenhed eller umodenhed? En kolossal faktor i det russiske proletariats modenhed i februar eller marts 1917 var Lenin. Han faldt ikke ned fra himlen. Han personificerede arbejderklassens revolution�re tradition. For at Lenins paroler skulle n� frem til masserne m�tte der v�re kadrer, om end kun f� i begyndelsen; kadrerne m�tte have tillid til ledelsen, en tillid baseret p� alle tidligere erfaringer. At udelade disse elementer af sine beregninger er helt enkelt at se bort fra den levende revolution, at erstatte den med en abstraktion, "styrkeforholdet": for revolutionens udvikling best�r netop af stadige og hurtige forandringer i styrkeforholdene, som p�virkes af forandringer i proletariatets bevidsthed, tiltr�kningen af de tilbagest�ende lag til de udviklede, klassens voksende tiltro til sin egen styrke.
Den vigtigste drivfjeder i denne proces er partiet, pr�cis som den vigtigste drivfjeder i partiets mekanisme er dets ledelse. Ledelsens rolle og ansvar under en revolution�r epoke er enorm.
Sejren i oktober er et godt vidnesbyrd om proletariatets "modenhed". Men denne modenhed er relativ. F� �r senere tillod det selv samme proletariat at revolutionen blev kvalt af et bureaukrati, som opstod fra dets r�kker. Sejren er slet ikke den modne frugt af proletariatets "modenhed". Det er n�dvendigt at udnytte den revolution�re krises gunstige forhold til at mobilisere masserne; med det givne niveau af deres "modenhed" som udgangspunkt m� man drive dem fremad, l�re dem at forst� at fjenden ikke p� nogen m�de er alm�gtig, at han s�nderrives af mods�tninger, at der hersker panik bag den imponerende facade. Hvis det var mislykkedes for Bolsjevikpartiet at udf�re dette arbejde, s� havde der end ikke kunnet v�re tale om den proletariske revolutions sejr. Sovjetterne ville v�re blevet knust af kontrarevolutionen, og alle sm� vise m�nd i alle lande ville have skrevet artikler og b�ger om temaet at kun rodl�se dr�mmere kunne dr�mme om proletariatets diktatur i Rusland, med et s� lille og umodent proletariat.
Lige s� abstrakt, pedantisk og fejlagtig er henvisningen til b�ndernes "manglende selvst�ndighed". Hvor og hvorn�r har vore vise m�nd nogensinde i et kapitalistisk land set b�nder med et selvst�ndigt revolution�rt program eller evne til selvst�ndige revolution�re initiativer? B�nder kan spille en meget stor rolle i revolutionen, men kun som hj�lpetropper.
I mange tilf�lde handlede de spanske b�nder dristigt og k�mpede modigt. Men for at v�kke hele bondemassen, m�tte proletariatet optr�de som forbillede ved et beslutsomt opr�r mod borgerklassen, og indgyde b�nderne tro p� at sejren er mulig. Samtidig blev ethvert af proletariatets egne revolution�re initiativer lammet af dets egne organisationer.
Proletariatets "umodenhed" og b�ndernes "manglende selvst�ndighed" er hverken endegyldige eller grundl�ggende faktorer i historiske begivenheder. Bag klassernes bevidsthed ligger klasserne selv, deres antal, deres rolle i det �konomiske liv. Bag klasserne ligger et bestemt produktionssystem som igen bestemmes af niveauet af produktivkr�fternes udvikling. Hvorfor s� ikke sige at nederlaget for det spanske proletariat var bestemt af teknologiens lave niveau?
Vor forfatter erstatter den historiske proces' dialektiske betingelser med mekanisk determinisme. Derfor de billige og h�nlige udtalelser om de gode og d�rlige enkeltpersoners rolle. Historien er et forl�b af klassekamp. Men klasser s�tter ikke hele deres kraft ind automatisk og samtidigt. I l�bet af kampen skaber klasserne forskellige organer som spiller en vigtig og selvst�ndig rolle, og som uds�ttes for deformeringer. Dette er ogs� grunden til personlighedens rolle i historien. Det var naturligvis objektive �rsager som skabte Hitlers enevoldsherred�mme, men kun tykpandede "deterministiske" pedanter kan i dag n�gte Hitlers enorme rolle. Lenins ankomst til Petrograd den 3. april 1917 fik Bolsjevikpartiet til at vende i tide, og medf�rte at det kunne lede revolutionen til sejr.
De kloge hoveder kan sige, at hvis Lenin var d�d i udlandet i begyndelsen af 1917, s� ville Oktoberrevolutionen alligevel have fundet sted. Men det er ikke tilf�ldet. Lenin repr�senterede en af den historiske proces' levende elementer. Han personificerede erfaringerne og klarsynet hos proletariatets mest aktive del. Hans opdukken p� revolutionens arena i tide var n�dvendig for at mobilisere avantgarden, og give den en mulighed for at samle arbejderklassen og b�nderne omkring sig. En politisk ledelse kan i afg�rende �jeblikke med historiske omv�ltninger blive en lige s� vigtig faktor som h�rledelsens rolle i kritiske �jeblikke i en krig. Historien er ikke en automatisk proces. Hvis det var tilf�ldet hvorfor s� have ledere? partier? teoretisk kamp?
"Men hvorfor i helvede", sp�rger forfatteren som vi allerede har h�rt, "samledes de revolution�re masser, som forlod deres tidligere ledere, sig under Kommunistpartiets faner?" Sp�rgsm�let er forkert stillet. Det er ikke sandt at de revolution�re masser forlod alle deres tidligere ledere. De arbejdere som tidligere havde forbindelse med bestemte organisationer, fortsatte med at holde fast ved dem, samtidig med at de iagttog og kontrollerede. Arbejdere bryder ikke s� let med det parti som v�kker dem til et bevidst liv. Desuden beroligedes de af tilstedev�relsen af en gensidig beskyttelse inden for folkefronten: eftersom alle var enige, m�tte alt v�re i orden. De nye og friske masser vendte sig naturligvis til Komintern, som det parti der havde gennemf�rt den eneste sejrrige proletariske revolution, og, h�bede man, kunne garantere v�ben til Spanien.
Desuden var Komintern den mest ivrige fortaler for id�en om Folkefronten; dette gav tillid i uerfarne arbejderlag. Inden for Folkefronten var Komintern den mest ivrige fortaler for revolutionens borgerlige karakter; dette skabte tillid hos sm�- og til dels mellembourgeoisiet. Det var derfor masserne "samlede sig under Kommunistpartiets faner".
Vor forfatter stiller sp�rgsm�let som om proletariatet befandt sig i en velforsynet skoforretning og skulle v�lge sig et par sko. Som vi alle ved, lykkes selv denne simple handling ikke altid. Hvad ang�r ny ledelse er udvalget meget begr�nset. Kun gradvist, og kun p� basis af deres egne erfaringer gennem flere udviklingstrin, kan massernes brede lag overbevises om at en ny ledelse er fastere, mere til at stole p�, og mere loyal end den gamle. Ganske vist kan et svagt parti vokse hurtigt til et m�gtigt parti under en revolution, dvs. n�r begivenhederne udvikler sig hurtigt. Men dette kan kun ske hvis det klart forst�r revolutionens retning og r�der over p�lidelige kadrer, som ikke lader sig beruse af fraser og som ikke bliver skr�mt af forf�lgelse. Men et s�dant parti m� v�re til r�dighed inden revolutionen, eftersom uddannelse af kadrer kr�ver lang tid og revolutionen ingen tid giver.
Til venstre for alle andre partier i Spanien stod POUM, som utvivlsomt omfattede revolution�re proletariske elementer som ikke tidligere havde v�ret fast knyttet til anarkismen. Men det var netop dette parti som spillede en sk�bnesvanger rolle i den spanske revolutions udvikling. Det kunne ikke blive til et masseparti, fordi det s� f�rst m�tte besejre de gamle partier, og disse kun kunne besejres ved uforsonlig kamp, ved sk�nselsl�st at afsl�re deres borgerlige karakter.
Samtidig med at POUM kritiserede de gamle partier, underordnede man sig dem i alle grundl�ggende sp�rgsm�l. POUM deltog i den "Folkelige" valgkoalition; gik med i den regering som likviderede arbejderkommit�er; deltog i kampen for at oprette denne regeringskoalition; kapitulerede gang p� gang overfor den anarkistiske 1edelse; f�rte i samarbejde med denne en forkert fagforeningspolitik; og indtog en vaklende og ikke-revolution�r holdning til majopr�ret 1937.
Fra determinismens synsvinkel i almindelighed er det naturligvis muligt at indse, at POUM's politik ikke var nogen tilf�ldighed. Alt i denne verden har en �rsag. Imidlertid er den r�kke af �rsager, som skabte POUM's centrisme, p� ingen m�de kun en afspejling af det spanske eller catalanske proletariats tilstand. To �rsagssammenh�nge bev�gede sig mod hinanden i en vinkel, og p� et vist tidspunkt kom de i en uforsonlig konflikt.
Hvis man i sine betragtninger medtager tidligere internationale erfaringer, Moskvas indflydelse, virkningerne af en r�kke nederlag, osv. er det muligt politisk og psykologisk at forklare, hvorfor POUM viste sig at v�re et centristisk parti. Men dette �ndrer ikke dets centristiske karakter, og �ndrer heller ikke det faktum at et centristisk part altid virker som bremse p� revolutionen, altid l�ber panden mod en mur, og m�ske for�rsager revolutionens sammenbrud. Det �ndrer ikke det faktum at de catalanske masser var betydelig mere revolution�re end POUM, som igen var mere revolution�rt end dets ledelse. Hvis man under disse forhold kaster ansvaret for en forkert politik p� massernes "umodenhed", s� indlader man sig p� rent kvaksalveri, hvilket politisk bankerotte personer ofte tyer til.
Den historiske forfalskning best�r i dette: at ansvaret for de spanske massers nederlag l�gges over p� de arbejdende masser, og ikke p� de partier som lammede eller simpelthen knuste massernes revolution�re bev�gelse. POUM's forsvarsadvokater n�gter helt enkelt ledernes ansvar for derved at slippe for at b�re deres eget ansvar. Denne impotente filosofi, som fors�ger at affinde sig med at nederlag er et n�dvendigt led i den kosmiske udviklings k�de, er helt ude af stand til at stille sp�rgsm�l, og n�gter at g�re det, om s� konkrete faktorer som de programmer, partier, og personer som var nederlagets organisatorer. Denne sk�bne- og nedv�rdigelsesfilosofi st�r i direkte mods�tning til marxismen som den revolution�re handlings teori. Borgerkrig er en proces hvor de politiske opgaver l�ses med milit�re midler. Hvis resultatet af denne krig var bestemt af "klassernes styrkeforhold", s� ville krigen selv ikke v�re n�dvendig. En krig har sin egen organisering, sin egen politik, sine egne metoder, sin egen ledelse, som direkte bestemmer dens sk�ne. Naturligvis er "klassernes styrkeforhold" fundamentet for alle andre politiske faktorer, men akkurat som en bygnings fundament ikke mindsker betydningen af v�ggene, vinduerne, d�rene og taget, s� fjerner "klassernes tilstand" ikke vigtigheden af partier, deres strategi, deres ledelse. Ved at opl�se det konkrete i det abstrakte stopper de kloge hoveder i virkeligheden halvvejs. Den "mest dybtg�ende" l�sning p� problemet ville have v�ret at forklare at det spanske proletariats nederlag skyldtes produktivkr�fternes utilstr�kkelige udvikling. En s�dan n�gle er tilg�ngelig for enhver idiot.
Ved at reducere partiets og ledelsens betydning til nul, forn�gter disse kloge hoveder i det hele taget muligheden af en revolution�r sejr, for der findes ikke den mindste grund til af forvente mere gunstige forhold. Kapitalismen g�r ikke 1�ngere fremskridt, proletariatet �ges ikke i antal; tv�rtimod er det h�ren af arbejdsl�se der vokser, hvilket ikke �ger men reducerer proletariatets kampevne, og har en negativ virkning p� dets bevidsthed. Ligeledes er der ingen grund til at tro at b�nderne under kapitalismen er i stand til at opn� en h�jere revolution�r bevidsthed. Konklusionen p� vor forfatters analyse er s�ledes fuldst�ndig pessimisme, en fjernelse fra de revolution�re perspektiver. For at yde dem retf�rdighed b�r det siges, at de ikke selv forst�r hvad de siger.
Faktum er at de stiller helt urimelige krav til massernes bevidsthed. De spanske arbejdere og de spanske b�nder gav alt hvad disse klasser kan give i en revolution�r situation. Vi t�nker netop p� millionernes og titals millionernes klasse.
Que Faire repr�senterer bare en af disse sm� skoler, eller kirker eller kapeller som, skr�mt af klassekampens gang og den begyndende reaktion, publicerer deres sm� aviser og deres teoretiske studier i et hj�rne, ude p� sidelinjerne, isoleret fra den revolution�re t�nknings virkelige udvikling, for slet ikke at tale om massebev�gelsen.
Det spanske proletariat blev offer for en koalition som bestod af imperialister, spanske republikanere, socialister, anarkister, stalinister, og p� venstrefl�jen POUM. Alle lammede de den socialistiske revolution som det spanske proletariat faktisk var begyndt at virkeligg�re. Det er ikke let at udrydde den socialistiske revolution. Ingen har nogensinde fundet p� andre metoder end hensynsl�s undertrykkelse, massakrer p� avantgarden, henrettelse af lederne, osv. Naturligvis �nskede POUM ikke dette. Det �nskede p� den ene side at deltage i den republikanske regering, og indg� som loyal fredselskende opposition i de regerende partiers almene blok; og p� den anden side at opn� fredelige kammeratlige relationer p� et tidspunkt, hvor det drejede sig om uforsonlig borgerkrig. Netop af denne �rsag blev POUM offer for mods�tningerne i sin egen politik.
Den mest konsekvente politik i den regerende blok blev fort af stalinisterne. De var den borgerlig-republikanske kontrarevolutions k�mpende avantgarde. De ville fjerne behovet for fascisme ved at bevise for den spanske og verdens borgerklasse, at de selv magtede at kv�le den proletariske revolution under "demokratiets" banner. Dette var kernen i deres politik. Den spanske Folkefronts bankerotte politikere fors�ger i dag at kaste skylden p� GPU. Jeg formoder at vi ikke kan mist�nkes for at v�re for milde mod GPU's forbrydelser. Men vi kan klart se, og vi siger det til arbejderne, at GPU i dette tilf�lde blot handlede som den mest beslutsomme afdeling i Folkefrontens tjeneste. Deri l� GPU's styrke; deri l� Stalins historiske rolle. Kun uvidende spidsborgere kan feje dette til side med dumme sm�vitser om chefdj�velen.
Disse herrer besv�rer sig ikke engang med sp�rgsm�let om revolutionens sociale karakter. Til gavn for England og Frankrig proklamerede Moskvas lakajer, at den spanske revolution var borgerlig. P� dette bluf blev Folkefrontens forr�deriske politik bygget, en politik som ville have v�ret fuldst�ndig forkert, selv om den spanske revolution virkelig havde v�ret borgerlig. Men revolutionen udtrykte lige fra begyndelsen sin proletariske karakter langt tydeligere end revolutionen i Rusland i 1917. I POUM's ledelse sidder i dag herrer som mener at Andr�s Nin's politik var alt for "venstredrejet", at det eneste rigtige havde v�ret at forblive i Folkefrontens venstrefl�j. Den virkelige tragedie var at Nin, som f�rte sig frem med Lenins og Oktoberrevolutionens autoritet, ikke kunne beslutte sig til at bryde med Folkefronten.
Victor Serge, som ivrigt kompromitterer sig med en letsindig indstilling til alvorlige sp�rgsm�l, skriver at Nin ikke ville underkaste sig ordrer fra Oslo eller Cyoac�n. Kan en seri�s person virkelig begr�nse sp�rgsm�let om en revolutions klasseindhold til ynkelig sladder? De kloge hoveder i Que Faire har intet som helst svar p� dette sp�rgsm�l. De forst�r ikke selve sp�rgsm�let. Hvilken betydning har det faktum at det "umodne" proletariat grundlagde sine egne magtorganer, overtog fabrikker, og fors�gte at styre produktionen mens POUM af alle kr�fter fors�gte at undg� at bryde med de borgerlige anarkister, som sammen med de borgerlige republikanere og de ikke mindre borgerlige socialister og stalinister angreb og kvalte den proletariske revolution! S�danne "bagateller" interesserer �benbart kun den "forstenede ortodoksis" repr�sentanter. De kloge hoveder p� Que Faire har i stedet et specielt apparat som m�ler proletariatets modenhed og styrkeforhold, uafh�ngigt af alle sp�rgsm�l om revolution�r klassestrategi�