Om fagforeninger: Leon Trotskij (1930)
Oversat fra engelsk efter Leon Trotsky: On the Trade Unions.
Fra Trotskij: Om fagforeninger, s. 54-61.
Overf�rt til Internet af J�rn Andersen for Marxisme Online, 16. juni 2000.
Det er i dag latterligt og malplaceret at snakke om f�lles handling med Den Syndikalistiske Liga eller med Komiteen for fagforeningernes uafh�ngighed. Monatte har taget det endelige skridt. Han har allieret sig med Dumoulin mod kommunismen, mod oktoberrevolutionen og mod den proletariske revolution i almindelighed. For Dumoulin er en af de s�rligt farlige og forr�deriske fjender af den proletariske revolution. Det har han demonstreret i handling p� den mest frast�dende m�de. I lang tid har han lusket omkring p� venstrefl�jen for blot i det afg�rende �jeblik at forene sig med Jouhaux, dvs. med kapitalens mest krybende og mest korrupte agent. Opgaven for den �rlige revolution�re best�r frem for alt i Frankrig, hvor ustraffede forr�derier er utallige, i at p�minde arbejderne om fortidens erfaringer, at h�vde ungdommens uforsonlighed, utr�tteligt at fort�lle historien om Anden Internationales og den franske syndikalismes forr�deri og at afsl�re den sk�ndige rolle, som ikke alene Jouhaux og kompagni spillede, men frem for alt ogs� de franske " venstre" syndikalister som Merrheim og Dumoulin. Den som ikke formidler denne element�re opgave til den ny generation ber�ver sig for altid retten til revolution�r tillid. Kan man for eksempel bevare blot en skygge af respekt for de franske anarkister, n�r de atter fremstiller den gamle bajads Sebastian Faure som " antimilitarist" , men som affyrede pacifistiske fraser i fredstid og kastede sig i armene p� Malvy [31], dvs. i armene p� den franske b�rs [32] ved krigens begyndelse? Den der s�ger at pakke disse kendsgerninger ind i glemslens sl�r, som giver politisk amnesti til politiske forr�dere kan kun blive betragtet af os som en uforbederlig forr�der.
Monatte har taget det endelige skridt. Fra at have v�ret en ubestemt forbundsf�lle er han f�rst g�et hen og blevet den t�vende modstander og senere direkte fjende. Vi m� sige dette til arbejderne, klart, h�jt og sk�nselsl�st.
For enfoldige mennesker, men ogs� for visse svindlere, der spiller enfoldige kan vor vurdering synes overdreven og " uretf�rdig" . Monatte forener sig jo netop med Dumoulin udelukkende for at genoprette enheden i " fagbev�gelsen" . Kun derfor! Forst�r I, fagforeningerne er ikke et parti eller en " sekt" . Fagforeningerne m�, forst�r I, omfatte hele arbejderklassen, alle dens str�mninger. Man kan derfor arbejde p� fagforeningsomr�det ved Dumoulins side og hverken tage ansvar for hans fortid eller hans fremtid. Overvejelser af denne slags danner en hel k�de af billige spidsfindigheder, som de franske syndikalister og socialister ynder at jonglere med, n�r de vil skjule et noget ildelugtende arbejde.
Hvis der i Frankrig eksisterede enhedsfagforeninger, ville de revolution�re selvf�lgelig ikke have forladt organisationen p� grund af presset fra forr�dere, vendek�ber og bestukne agenter for imperialismen. De revolution�re ville ikke selv have taget initiativet til en splittelse. Men mens de tilsluttede sig eller forblev i disse fagforeninger, ville de have rettet alle deres anstrengelser mod en afsl�ring af forr�derne over for masserne, for at sv�kke troen p� disse forr�dere p� baggrund af massernes egne erfaringer, for at isolere dem og ber�ve dem den tillid de nyder, og for til sidst at hj�lpe masserne med at udst�de dem. Det alene kan retf�rdigg�re de revolution�res deltagelse i de reformistiske fagforeninger.
Men Monatte arbejder slet ikke side om side med Dumoulin i fagforeningerne, som bolsjevikkerne mange gange var n�dt til med mensjevikkerne, samtidig med, at de f�rte en systematisk kamp mod dem. Nej, Monatte har forenet sig med Dumoulin som en forbundsf�lle omkring en f�lles platform, og sammen med ham skabt en politisk klike eller " sekt" , der udtrykker sig i den franske syndikalismes sprog, for senere hen at f�re et politisk korstog for erobring af fagbev�gelsen. Monatte k�mper ikke imod forr�derne p� fagforeningsomr�det; tv�rtimod har han forenet sig med Dumoulin og taget ham under sin beskyttelse samtidig med, at han pr�senterer sig for masserne som Dumoulins l�remester. Monatte fort�ller masserne, at man roligt kan g� h�nd i h�nd med Dumoulin mod kommunisterne, mod Den R�de Faglige Internationale, mod oktoberrevolutionen og f�lgelig mod den proletariske revolution i almindelighed. Det er den usminkede sandhed, som vi m� tale �bent ud om til arbejderne.
Da vi engang karakteriserede Monatte som en centrist der glider mod h�jre, s�gte Chambelland [33] at forvandle denne fuldt ud videnskabelige definition til en billig vittighed, og sendte oven i k�bet den centristiske betegnelse tilbage til os, akkurat som en fodboldsspiller sender bolden tilbage ved at ramme den med sit hoved. Ak, men sommetider g�r det ud over hovedet: Ja, Monatte var en centrist og i hans centrisme indeholdes alle elementerne af den opportunisme, han manifesterer i dag.
I forbindelse med henrettelsen af de indokinesiske revolution�re [34] i dette for�r, udviklede Monatte indirekte f�lgende handlingsplan: " Jeg forst�r ikke, hvorfor partierne og organisationerne, som bestemmer over de n�dvendige midler under s�danne omst�ndigheder ikke sender repr�sentanter og journalister ud for at efterforske p� stedet. Ud fra Kommunistpartiets dusin parlamentsmedlemmer og ud af Socialistpartiets hundrede, kunne de da ikke v�lge en unders�gelseskommission, som skulle overdrages midler til en kampagne, der var i stand til at f� kolonialisterne til at tr�kke sig tilbage og frelse de ford�mte?" (Revolution Prolétarienne, nr. 104.)
Med en ordensduks' bydende bebrejdelser gav Monatte kommunisterne og socialdemokraterne r�d om, hvordan man skulle k�mpe mod " kolonialisterne" . For ham var socialpatrioterne og kommunisterne for seks m�neder siden folk fra den samme lejr, der blot havde at f�lge Monattes r�d for at f�re en korrekt politik. For Monatte eksisterede end ikke sp�rgsm�let om at forst�, hvordan socialpatrioterne kan k�mpe mod " kolonialisterne" , n�r de er tilh�ngere og praktiske ud�vere af den koloniale politik. Kan kolonierne, dvs. nationerne, stammerne og racerne m�ske styres uden at likvidere de opr�rere og revolution�re, som fors�ger at frig�re sig fra det tyngende koloniale �g? Zyromsky [35] og hans ligesindede har intet imod at pr�sentere en skrivebordsprotest mod kolonial bestialitet ved enhver gunstig lejlighed, men det forhindrer dem ikke i at tilh�re det social-koloniale parti, som styrede det franske proletariat i en chauvinistisk retning under krigen, hvis hovedform�l var at bevare og udvide kolonierne til gavn for det franske borgerskab. Monatte har glemt alt dette. Han r�sonnerede som om der efter dette ikke havde v�ret store revolution�re begivenheder i en r�kke vestlige og orientalske lande, og som om forskellige str�mninger ikke var blevet revideret i handling og tydeliggjort af erfaringen. For seks m�neder siden foregav Monatte at begynde helt forfra igen. Og i denne tid gjorde historien nar af ham. MacDonald [36], de franske syndikalisters trosf�lle, til hvem Louzon for nylig gav nogle magel�se r�d, sender ikke befriende unders�gelseskommissioner til Indien, men bev�bnede tropper og kommer i en heftig kamp med hinduerne p� en mere modbydelig m�de end nogen Curzon [37]. Og alle de engelske fagforeningsskurke billiger dette slagterarbejde. Er det tilf�ldigt?
I stedet for, under indflydelse af de nye erfaringer, at vende ryggen til den hykleriske " neutralitet" og " uafh�ngighed" har Monatte tv�rtimod taget et nyt skridt. Denne gang et afg�rende skridt over i armene p� de franske McDonalds og Thomas'er [38]. Vi har intet mere at diskutere med Monatte.
De " uafh�ngige" syndikalisters blok med borgerskabets erkl�rede agenter er meget symptomatisk. I spidsborgernes �jne ser det ud som om repr�sentanterne fra begge lejre havde taget et skridt mod hinanden i enhedens navn, mod en afslutning af broderstriden og andre yndige fraser. Der findes ikke noget mere frast�dende og mere falskt end dette frasemageri. Betydningen af denne blok er i virkeligheden en helt anden.
I arbejderbureaukratiets forskellige kredse og delvis ogs� i arbejderkredse repr�senterer Monatte de elementer, der s�gte at n�rme sig revolutionen, men som mistede troen p� den gennem erfaringerne fra de sidste ti eller tolv �r. Kan I ikke se, at den udvikler sig ad indviklede og forvirrede veje, at den f�rer til indre konflikter, stadig nye splittelser og at den efter et skridt fremad tager et halvt og undertiden et helt skridt tilbage? �rene med borgerlig stabilisering og med tilbagegang for den revolution�re bev�gelse har ophobet fortvivlelse, tr�thed og opportunistiske str�mninger i en vis del af arbejderklassen. Alle disse holdninger er f�rst nu modnet i Monatte-gruppen og har definitivt f�rt den fra den ene lejr til den anden. P� vejen st�dte Monatte p� Louis Sellier [39], som – d�kket med kommunale �resbevisninger – havde sine egne grunde til at vende revolutionen ryggen.
Monatte og Sellier er taget af sted sammen. Ingen ringere end Dumoulin er kommet dem i m�de. Dette betyder, at p� det tidspunkt, hvor Monatte svingede fra venstre mod h�jre, ans� Dumoulin det for opportunt at svinge fra h�jre mod venstre. Hvordan kan dette forklares? Det skyldes, at Monatte er en empiriker – og centrister er altid empirikere, ellers ville de ikke v�re centrister – har givet udtryk for sine f�lelser af stabiliseringsperioden i en tid, hvor denne periode er begyndt at forvandle sig til en anden, langt mindre rolig og stabil periode.
Verdenskrisen har antaget gigantiske dimensioner, og den er netop i �jeblikket ved at uddybes. Ingen kan forudsige, hvorn�r den vil oph�re eller hvilke politiske konsekvenser den vil f�re med sig. Situationen i Tyskland er s�rdeles tilspidset. De tyske valg frembragte akutte forstyrrelsesmomenter, ikke alene i de indre forhold, men ogs� i de internationale forhold, som atter viser p� hvilket grundlag Versaillefreden [40] hviler. Den �konomiske krise er g�et over de franske gr�nser, hvor vi allerede – efter et langt mellemspil – ser en begyndende arbejdsl�shed. I de relativt �konomisk fremgangsrige �r havde de franske arbejdere lidt under forbundsbureaukratiets politik. I krise�rene kan de minde det om dets forr�derier og forbrydelser. Jouhaux kan ikke v�re andet end urolig. Han beh�ver n�dvendigvis en venstrefl�j, m�ske mere n�dvendigt end Blum. Hvilket form�l tjener Dumoulin da? Selvf�lgelig skal man ikke tro, at det hele er tilrettelagt som tangenterne p� et klaver og er blevet aftalt i et samtale. Det er ikke n�dvendigt. Alle disse mennesker kender hinanden, de kender hinandens evner og is�r begr�nsningerne for, hvor langt en af dem kan g� til venstre uden at de og deres ledere bliver straffet. (Den kendsgerning, at forbundsbureaukratiet bevarer en �rv�gen og kritisk indstilling til Dumoulin, undertiden med en undertone af fjendtlighed, afkr�fter p� ingen m�de det ovenn�vnte. Reformisterne m� tage deres forholdsregler og holde �je med Duloulin, s� han ikke lader sig rive med af det arbejde, som reformisterne har p�lagt ham, og overskrider de afstukne gr�nser.)
Dumoulin indtager sin plads i fremmarchen som Jouhaux's venstrefl�j netop p� det tidspunkt, hvor Monatte, som konstant har svinget mod h�jre, har besluttet at tage det endelige skridt. Dumoulin m� genoprette sit omd�mme i det mindste en smule -ved Monattes hj�lp og p� hans bekostning. Jouhaux vil ikke g�re nogen indvendinger, n�r hans egen Dumoulin kompromitterer Monatte. P� denne m�de kommer alt p� sin plads: Monatte har brudt med venstrefl�jen p� det tidspunkt, hvor forbundsbureaukratiet har f�lt n�dvendigheden at d�kke over sin ubeskyttede venstrefl�j.
Vi analyserer ikke Monattes personlige venstre- og h�jredrejninger, han som engang var vor ven, og bestemt ikke Dumoulins, ham som vi for lang tid siden har d�mt som en uforbederlig fjende. Det, som interesserer os, er hvad disse personlige omgrupperinger betyder som symptomer, der afspejler langt mere dybtg�ende processer i selve arbejdermasserne.
Denne radikalisering, som de h�jr�stede proklamerede for to �r siden, n�rmer sig ubestrideligt i dag. Den �konomiske krise er n�et til Frankrig – efter en forsinkelse, det er sandt; det er ikke umuligt, at den vil udvikle sig p� en mild m�de sammenlignet med Tyskland. Kun erfaringen kan fastsl� dette. Men det er ubestrideligt, at den stabile passivitetstilstand, som den franske arbejderklasse levede i under de s�kaldte " radikaliserings�r" , vil blive afl�st inden meget kort tid af en voksende aktivitet og af en militant �nd. Det er denne ny periode, som de revolution�re m� vende deres ansigt imod.
P� t�rsklen til den ny periode samler Monatte de udmattede, de desillussionerede, de tr�tte og f�rer dem ind i Jouhaux's lejr. S� meget v�rre for Monatte og s� meget des bedre for revolutionen'.
Den periode, der ligger foran os, vil ikke blive en periode med fremgang for fagforeningernes falske neutralitet, men vil tv�rtimod blive en periode med en styrkelse af de kommunistiske positioner i arbejderbev�gelsen. Store opgaver ligger foran Venstreoppositionen. Med de sikre sejre, der venter den, er sp�rgsm�let da: hvad m� den g�re for at vinde dem ? Intet andet end at forblive tro mod sig selv. Men om dette, mere n�ste gang.
Prinkipo, den 15. december 1930.
30. Monatte tager det endelige skridt. Monatte og hans venner i den Syndikalistiske Liga havde udsendt en deklaration "Til fagforenings-enhedens rekonstruktion". Den var underskrevet af toogtyve aktivister fra CGT, CGTU og uafh�ngige fagforeninger herunder George Dumoulin (se note 15), og deklarationen erkl�rede: "Nogle fagforenings-aktivister ... er enige om, at efter ti �rs fraktionskamp var det n�dvendigt at g�re et fors�g p� at standse splittelsen i fagforeningerne. De var enige om at iv�rks�tte ideen om at genetablere fagforenings-enheden i en enkelt central organisation p� basis af Amiens-dokumentet. Efter deres mening kan dette kun udf�res p� baggrund af klassekampen og fagforeningsbev�gelsens uafh�ngighed, uden nogen indblanding fra politiske partier, kliker eller grupper, s�vel som fra regeringer". (Révolution prolétarienne, nr. 112, 5. december 1930).
31. Sebastian Faure ... Malvy. I januar 1915 opfordrede Faure til kamp mod krigen. Kort efter aftalte han med indenrigsminister Malvy at afst� fra antikrigsagitationen.
32. Den franske b�rs. Aktiemarked.
33. Chambelland, Maurice (1901-1966). I Vie ouvrières redaktion i 1922, i Kommunistpartiet i 1923, redakt�r af l'Humanité. Trak sig tilbage fra avisen og CPF i 1924. Medlem af Révolution prolétarienne-gruppen. Monattes n�rmeste medhj�lper.
34. Henrettelsen af de indokinesiske revolution�re. Efter et mytteri ved garnisonen ved Yen Bai i februar 1930 var der lokale bondeopstande og derefter strejker, der kulminerede i de store byer i maj. De franske imperialistiske repressalier var brutale, med tusinder nedskudte, titusinder arresterede og tusindvis af nedbr�ndte huse.
35. Zyromsky, Jean (1890- ). Leder af det Franske Socialistpartis venstrefl�j i 1930'erne. Under 2. Verdenskrig tilsluttede han sig Kommunistpartiet.
36. MacDonald, James Ramsay (1866-1937). Pacifistisk socialist under 1. verdenskrig. Storbritanniens f�rste arbejder-premierminister (1924). I 1931, under hans anden periode som premierminister, forlod han Arbejderpartiet for at danne et "nationalt enhedskabinet" med det konservative parti.
37. Curzon, George Nathaniel, Lord(1859-1925). Britisk udenrigsminister fra 1919 til 1923.
38. Thomas, J. H. (1874-1949) Britisk fagforeningsleder. Koloniminister i Arbejderpartiets regering i 1924. Forlod Arbejderpartiet sammen med MacDonald i 1931, da han igen fik posten som koloniminister.
39. Louis Sellier (1885- ). Generalsekret�r i det Franske Kommunistparti efter Frossards udtr�den i 1923; forlod partiet i 1929; grundlagde POP (Parti Ouvrier et Paysan – Arbejder- og Bondepartiet). POP'isterne var den franske parallel til Brandlerianerne i Tyskland og Lovestoneisterne i USA.
40. Versailles. Versailles-traktaten blev p�lagt Tyskland efter 1. verdenskrig af de allierede imperialistiske sejrherrer.