Fra Novemberrevolutionen til Brest-Litovsk-freden, Leon Trotskij 1918
En regeringskrise syntes if�lge denne demonstration aldeles uundg�elig. Men en meddelelse fra fronten, om at revolutionsh�ren havde begyndt offensiven, udviskede det indtryk, demonstrationen havde efterladt. Den samme dag, som proletariatet og Petrograds garnison havde kr�vet offentligg�relse af de hemmelige forhandlinger og et �bent fredstilbud, styrtede Kerenski revolutionsh�ren ind i offensiven. Det var naturligvis ikke noget tilf�ldigt sammentr�f af begivenheder. De politiske regiss�rer havde forberedt alt i forvejen, og offensivens tidspunkt var bestemt ikke af milit�re, men af politiske motiver. Den 19. juni drog den s�kaldte patriotiske manifestation gennem Petrograds gader. Newski Prospektet – borgerskabets hovedstr�g – var fyldt af ophidsede grupper, blandt hvilke officerer, journalister og elegante damer drev en hed agitation imod bolschevikerne. De f�rste beretninger om offensiven l�d gunstigt. Den ledende liberale presse holdt p�, at hovedsagen var i orden, at angrebet den 18. juni sine videre milit�re f�lger til trods var et d�dbringende slag mod revolutionen, da det vilde genfremstille den tidligere disciplin i h�ren og sikre de liberale borgere alle ledende stillinger i staten. Men vi forudsagde noget andet. I en s�rlig deklaration, som vi bekendtgjorde nogle dage f�r Juni-offensiven p� den f�rste sovjetkongres, erkl�rede vi, at denne offensiv vilde s�tte det indre sammenhold i h�ren over styr, idet den stillede de enkelte partier overfor hinanden, og at den vilde give de modrevolution�re stor overmagt, da disciplinens opretholdelse i en splittet, moralsk ikke fornyet h�r ikke vilde lykkes uden alvorlige repressalier. Vi forudsagde med andre ord i denne deklaration de konsekvenser, der senere sammenfattedes under navnet Kornilowaff�ren. Vi antog, at revolutionen vilde komme i fare b�de, hvis offensiven lykkedes, hvad vi ikke troede p�, og dersom den mislykkedes, hvad der forekom os aldeles uundg�eligt. Lykkedes offensiven, vilde det i den chauvinistiske stemning befordre foreningen af sm�borgere med bourgeoisiet og derved isolere det revolution�re proletariat, og mislykkedes den, var h�ren truet med fuldst�ndigt sammenbrud, kaotisk tilbagetog, tabet af nye provinser og med massernes skuffelse og fortvivlelse. Offensiven mislykkedes. Sejersefterretningerne varede ikke l�nge. De blev afl�st af triste meddelelser om, at mange troppeafdelinger havde n�gtet at angribe, om masakrer p� officerer, der mange steder alene dannede angrebsenhedernes (1) o. s. v.
Krigsbegivenhedernes basis var de stadig voksende vanskeligheder i landets indre liv: P� agrarsp�rgsm�lets, industriens og de nationale forholds omr�de gjorde koalitionsregeringen intet afg�rende skridt fremad. Forsyningen med levnedsmidler og trafikken blev stadig d�rligere; de lokale sammenst�d blev hyppigere: De "socialistiske" ministre r�dede masserne til at vente. Alle beslutninger og forholdsregler, deriblandt den konstituerende forsamling, blev udsatte. Regeringens ubeslutsomhed og usikkerhed var i�jnefaldende. Der var to mulige udveje: enten m�tte man fratage borgerskabet magten og hj�lpe revolutionen til udbrud, eller ogs� m�tte man ved str�nge repressalier baste og binde masserne. Kerenski og Zeretelli slog ind p� en mellemvej og gjorde derved sagen yderligere uklar. Da kadetterne, koalitionens fornuftigste og mest vidtskuende repr�sentanter, inds�, at den mislykkede Junioffensiv ikke blot p� det f�leligste kunde skade revolutionen, men ogs� de herskende partier, skyndte de sig at tr�de ud i tide og skubbede hele ansvarsbyrden over p� deres forbundsf�ller til venstre.
Den 2. juli fandt ministerkrisen sted; dens formelle �rsag var Ukrainesp�rgsm�let. Dette var i enhver henseende et moment af den st�rste politiske sp�nding. Fra de mest forskellige dele af fronten kom der delegationer og enkelte repr�sentanter og fortalte om det kaos i h�ren, som offensiven havde afstedkommet. Den s�kaldte regeringspresse kr�vede h�rde repressalier. Lignende r�ster lod sig ogs� mere og mere h�re i den s�kaldte socialistiske presses spalter. Kerenski gik mere og mere eller rettere sagt gik mere og mere �benlyst over p� kadetternes og kadetgeneralernes parti og viste demonstrativt sit had ikke blot til bolschevikerne, men ogs� hele sin modvilje mod de revolution�re partier i det hele taget. Ententens repr�sentant �vede tryk p� regeringen og kr�vede disciplinens genoprettelse og forts�ttelse af offensiven. I regeringskredse tabte man fuldst�ndigt hovedet. Blandt arbejderne steg ophidselsen; der ut�lmodigt s�gte at bane sig vej til udbrud. "Benyt dog kadetministrenes demission til at bem�gtige Eder hele magten" – med denne opfordring henvendte arbejderne i Petrograd sig til de social-revolution�re og menschevikerne, de ledende sovjetspartier. Jeg mindes eksekutivkomiteens m�de d. 2. juli. De socialistiske ministre var kommet til stede for at afl�gge beretning om den nye ministerkrise. Med sp�ndt opm�rksomhed ventede vi, hvilken stilling de nu vilde indtage, efter at de i den tunge pr�velse, koalitionspolitiken havde p�lagt dem, havde lidt et s� forsm�deligt nederlag. Zeretelli aflagde beretning. Han forklarede omhyggeligt eksekutivkomiteen, at de tilst�elser, han sammen med Terestchenko havde gjort Rada'en i Kiew p� ingen m�de bet�d en deling af Rusland, og at de derfor ikke b�d kadetterne tilstr�kkelig anledning til at tr�de ud af ministeriet. Zeretelli bebrejdede kadetf�rerne deres centralistiske doktrinarisme, deres mangel p� forst�else af Ukrainakompromisets n�dvendighed. Dette gjorde et yderst fattigt indtryk, koalitionens h�bl�se doktrin�r bebrejde de n�gterne kapitalpolitikere doktrinarisme, der benyttede den f�rste den bedste anledning til at lade deres politiske hj�lpere kvittere regningen for den afg�rende omv�ltning, de s� i de begivenheder, der blev f�lgen af 18. Juni-Offensiven. Efter alle koalitionens tidligere erfaringer at d�mme s� det ud, som om kun en eneste udvej var mulig: et brud med kadetterne og oprettelsen af en sovjet-regering. Styrkeforholdene indenfor sovjetterne var dengang af en s�dan beskaffenhed, at en sovjetregering vilde have v�ret fuldkommen i de social-revolution�res og menschevikernes magt. Vi var bestemt [ordet "ikke" m� v�re faldet ud; Red.] modstander af dette. Takket v�re muligheden for stadige nyvalg sikrede sovjetmekanismen en temmelig n�je repr�sentation af arbejder- og soldatermassernes st�rkt til venstre holdende stemning. Hvis koalitionen alts� br�d med bourgeoisiet, m�tte de radikale tendenser, s�ledes som vi havde forudset det, f� overv�gten i sovjetternes sammens�tning. Under disse omst�ndigheder vilde proleteriatets kamp alts� v�re mundet ud i sovjetorganisationens farvande og kunde uden fare udfolde sig videre. Men efter et brud med bourgeoisiet, vilde det sm�borgerlige demokrati selv v�re kommet i bourgeoisiets vold, s� at det m�tte s�ge n�jere tilslutning til det socialistiske proletariat, men derved vilde dets ubeslutsomhed og politiske forml�shed f�r eller senere under vor kritiks v�gt blive overvundet af de arbejdende masser. Dette var den eneste grund til, at vi opfordrede de ledende sovjetpartier – til hvilke vi, hvad vi ingenlunde skjulte, dog ikke n�rede mindste tillid – til at tage regeringsmyndigheden i deres h�nder.
Men heller ikke efter ministerkrisen af 2. juli gav Zeretelli og hans meningsf�ller afkald p� koalitionsideen. De oplyste i exekutivkomiteen, at ganske vist var de tidligere kadetter bidt af doktrinarisme, ja endog af modrevolution�re tendenser, men at der i provinsen fandtes mange borgerlige elementer, der endnu var i stand til at g� sammen med det revolution�re demokrati, og at man for at sikre disses medarbejde var n�dt til at tage bourgeoisiets repr�sentanter med i det ny ministerium. Efterretningen om, at koalitionens fald kun havde givet plads for en ny koalition, bredte sig hurtigt i Petrograd og fremkaldte her i soldater- og arbejderkvarteret en storm af ophidselse. S�ledes modnedes begivenhederne fra 3.-5. juli.
1) Vi anf�rer her i betragtning af dets store historiske betydning et uddrag af et dokument, som vort parti bekendtgjorde p� den alrussiske sovjetskongres d. 3. juni 1917 d. v. s. 2 uger f�r offensiven: "Vi anser det for n�dvendigt for kongresarbejdet f�rst og fremmest at frems�tte et sp�rgsm�l, af hvilket ikke alene hele kongresarbejdets sk�bne, men ogs� i ordets egentligste forstand hele den russiske revolutions sk�bne afh�nger: Sp�rgsm�let om den offensiv, der forberedes i n�rmeste fremtid. Idet de modrevolution�re kredse i Rusland stiller folket og h�ren, der ikke ved, i hvilke internationale m�ls navn de kaldes til at udgyde deres blod, foran offensivens kendsgerning og alle dens f�lger, venter de ogs�, at offensiven skal hidf�re en koncentration af magten i de milit�rdiplomatiske gruppers h�nder, der st�r i forbund med den engelske, franske og amerikanske imperialisme, og at den for fremtiden vil befri dem for at regne med det russiske demokratis organiserede vilje.
De hemmeligt modrevolution�re, der har taget initiativet til offensiven og ikke viger tilbage for noget krigseventyr, pr�ver bevidst p� at udnytte den ved landets indenrigspolitiske og internationale stilling fremkaldte splittelse i h�ren, hvorfor de vil bibringe demokratiets fortvivlede elementer den forkerte idé, at selve offensivens kendsgerning muligg�r h�rens reorganisation, og at manglen af et bestemt, virksomt program for krigsdikvidationen kan erstattes p� denne mekaniske m�de. Men det er dog klart, at en s�dan offensiv kun form�r helt at opl�se en h�r, i hvilken de forskellige troppeafdelinger st�r overfor hinanden."