Det Kommunistiske Partis Manifest
Karl Marx og Friedrich Engels (1848)
Et sp�gelse går gennem Europa - kommunismens sp�gelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette sp�gelse, paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi.
Hvor er det oppositionsparti, der ikke af sine regerende modstandere er blevet sk�ldt ud for kommunistisk, hver er det oppositionsparti, der ikke har slynget den br�ndem�rkende beskyldning for kommunisme tilbage i hovedet på de mere fremskredne oppositionsfolk og på deres reaktion�re modstandere?
Denne kendsgerning viser to ting.
Kommunismen anerkendes allerede af alle europ�iske magter som en magt.
Det er på h�je tid, at kommunisterne giver hele verden klar besked om deres synsmåde, deres mål, deres tendenser, og stiller et manifest fra partiet selv op mod eventyret om kommunismens sp�gelse.
Med dette formål m�dtes kommunister af de forskelligste nationaliteter i London og gjorde udkast til f�lgende manifest, som vil blive udsendt på engelsk, fransk, tysk, italiensk, flamsk og dansk.
Alle hidtidige samfunds historie [1] er en klassekampens historie.
Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig mods�tning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - f�rt en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolution�r omformning af hele samfundet eller med de k�mpende klassers f�lles undergang.
I historiens tidligere epoker finder vi n�sten overalt en fuldst�ndig opdeling af samfundet i forskellige st�nder, en mangfoldighed af sociale trin. I det gamle Rom har vi patriciere, riddere, plebejere, slaver; i middelalderen feudalherrer, vasaller, lavsmester, svende, livegne og desuden inden for de fleste af disse klasser atter s�rlige inddelinger.
Det moderne borgerlige samfund, der er opstået ved feudalsamfundets undergang, har ikke oph�vet klassemods�tningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen.
Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udm�rker sig ved, at den har forenklet klassemods�tningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte mods�tning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.
Af middelalderens livegne opstod småborgerne i de f�rste byer; af disse småborgere udviklede sig de f�rste spirer til bourgeoisiet.
Amerikas opdagelse og s�vejen syd om Afrika skabte et nyt felt for det frembrydende bourgeoisi. Det ostindiske og det kinesiske marked, Amerikas kolonisering, vareudvekslingen med kolonierne, for�gelsen af byttemidlerne og varerne overhovedet gav handelen, skibsfarten et hidtil ukendt opsving og bragte dermed det revolution�re element i det hensmuldrende feudalsamfund i rask udvikling.
Den hidtidige feudale eller lavsm�ssige driftsmåde i industrien var ikke l�ngere tilstr�kkelig til at tilfredsstille behovet, der voksede med de nye markeder. Den erstattedes af manufakturen. Lavsmestrene blev fortr�ngt af den industrielle middelstand; arbejdets deling mellem de forskellige lav veg pladsen for arbejdsdelingen i det enkelte v�rksted.
Men markederne voksede stadig, og stadig steg behovet. Heller ikke manufakturen slog til mere. Så revolutionerede dampen og maskinerne den industrielle produktion. I stedet for manufakturen trådte den moderne storindustri, i stedet for den industrielle middelstand trådte de industrielle million�rer, ledere af hele industrielle arméer, de moderne bourgeois'er.
Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte, Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umådelig udvikling. Denne har igen virket tilbage på industriens v�kst, og i samme grad som industri, handel, skibsfart og jernbaner voksede, i samme grad udviklede bourgeoisiet sig, �gede sine kapitaler, tr�ngte alle de klasser i baggrunden, der stammede fra middelalderen.
Vi ser altså, hvordan det moderne bourgeoisi selv er produktet af en lang udviklingsproces, af en r�kke omv�ltninger i produktions- og samf�rdselsforholdene.
Hvert udviklingstrin, som bourgeoisiet har genneml�bet, var ledsaget af et tilsvarende politisk fremskridt [2]. F�rst var det en undertrykt stand under lensadelens herred�mme; i kommunen [3] var det en bev�bnet og selvstyrende sammenslutning; det ene sted dannede det en uafh�ngig byrepublik, det andet sted en skattepligtig trediestand i monarkiet [4]; derpå dannede det på manufakturens tid modv�gt mod adelen i st�ndermonarkiet eller i det enev�ldige monarki, var overhovedet det v�sentlige grundlag for de store monarkier; og endelig tilk�mpede det sig, efter at storindustrien og verdensmarkedet var skabt, hele den politiske magt i den moderne parlamentariske stat. Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens f�llesanliggender.
Bourgeoisiet har spillet en h�jst revolution�r rolle i historien.
Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, �delagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt s�nderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den n�gne interesse, den f�lelsesl�se "kontante betaling". Det fromme sv�rmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige f�leris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har opl�st den personlige v�rdighed i byttev�rdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsl�se handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsl�res af religi�se og politiske illusioner, sat den åbne, skaml�se, direkte, beregnende udbytning.
Bourgeoisiet har taget helgenglorien fra alle de hverv, som man tidligere betragtede med hellig �refrygt. Det har forvandlet l�gen, juristen, pr�sten, digteren og videnskabsmanden til sine betalte l�narbejdere.
Bourgeoisiet har revet det r�rende sentimentale sl�r af familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold.
Bourgeoisiet har afsl�ret, hvordan den brutale kraftudfoldelse, som reaktionen i så h�j grad beundrer ved middelalderen, i virkeligheden var forbundet med det mest slappe driveri. F�rst bourgeoisiet har bevist, hvad menneskelig arbejde kan frembringe. Det har skabt ganske anderledes underv�rker end �gyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske domkirker, det har gennemf�rt ganske anderledes tog end folkevandringer og korstog.
Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den f�rste eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omv�ltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bev�gelse udm�rker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilh�rende �rv�rdige forestillinger og meninger bliver opl�st, og de nye, der dannes, bliver for�ldede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver kl�dt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se n�gternt på deres egen stilling i tilv�relsen, på deres indbyrdes forhold.
N�dvendigheden af at skaffe stadig �get afs�tning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt.
Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Til de reaktion�res store sorg har de slået den nationale grund bort under f�dderne på industrien. De �ldgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetg�relsen forts�ttes dag for dag. De bliver fortr�ngt af nye industrier, som det bliver et livssp�rgsmål for alle civiliserede nationer at indf�re, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets egen frembringelser, kommer der nye, som kr�ver produkter fra de fjerneste lande og himmelstr�g for at blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og v�re sig selv nok, tr�der de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afh�ngighed af hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med den åndelige. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver f�lleseje. Den nationale ensidighed og begr�nsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.
Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samf�rdselsmidlerne. De billige varepriser er det sv�re artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde; det tvinger dem til at indf�re den såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.
Bourgeoisiet har tvunget landet ind under byens herred�mme. Det har skabt v�ldige byer, det har i h�j grad �get bybefolkningen på landbefolkningens bekostning og derved draget en betydelig del af befolkningen bort fra det sl�vende liv på landet. Ligesom det har gjort landet afh�ngig af byerne, sådan har det gjort de barbariske og halvbarbariske lande afh�ngige af de civiliserede, landbrugslandene af de kapitalistiske lande, Østen af Vesten.
Bourgeoisiet samler mere og mere produktionsmidlerne, ejendomsbesiddelsen og befolkningen, som f�r var splittet. Det har klumpet befolkningen sammen, centraliseret produktionsmidlerne og koncentreret ejendommen i h�nderne på ganske få. Den n�dvendige f�lge af dette var en politisk centralisation. Uafh�ngige, l�st forbundne provinser, der havde forskellige interesser, love, regeringer og s�rlige toldgr�nser, bliv smeltet sammen til een nation med een regering, een lov, een national klasseinteresse, een toldgr�nse.
Bourgeoisiet har i de knap hundrede år, det har v�ret herskende klasse, skabt produktionskr�fter, der i deres kolossale omfang overgår, hvad alle tidligere generationer tilsammen har frembragt. Undertvingelse af naturkr�fterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af jorden - hvilket andet århundrede anede, at der slumrede sådanne produktionskr�fter i det samfundsm�ssige arbejdes sk�d.
Vi har altså set, at de produktions- og samf�rdselsmidler, som var det grundlag, bourgeoisiet udviklede sig på, blev skabt i det feudale samfund. På et vist trin i disse produktions- og samf�rdselsmidlers udvikling svarede de forhold, som det feudale samfunds produktion og vareudveksling foregik under, den feudale organisation af landbrug og manufaktur, kort sagt de feudale ejendomsforhold, ikke mere til de produktivkr�fter, der allerede var udviklet. De h�mmede produktionen i stedet for at fremme den. De forvandlede sig til l�nger. De måtte spr�nges, de blev spr�ngt.
I stedet kom den fri konkurrence med den sociale og politiske forfatning, som passede for den, med bourgeoisiklassens �konomiske og politiske herred�mme.
For vore �jne foregår en lignende bev�gelse. De borgerlige produktions- og samf�rdselsforhold, de borgerlige ejendomsforhold, det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så v�ldige produktions- og samf�rdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke l�ngere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem. I årtier har industriens og handelens historie kun v�ret historien om de moderne produktivkr�fters opr�r mod de moderne produktionsforhold, mod de ejendomsforhold, som er en livsbetingelse for bourgeoisiet og dets herred�mme. Det er tilstr�kkeligt at n�vne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkr�fter regelm�ssigt �delagt. Hvad vi m�der i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at v�re rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersn�d, en almindelig �del�ggelseskrig ber�vet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at v�re tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel. De produktivkr�fter, der står til dets rådighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige civilisation [5] og de borgerlige ejendomsforhold; tv�rtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de h�mmes af dem; og så snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, så truer de de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for sn�vre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. - Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den n�dtvungne tilintetg�relse af en masse produktivkr�fter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.
De våben, som bourgeoisiet brugte til at slå feudalismen ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv.
Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det d�den; det har også frembragt de mennesker, der skal f�re disse våben - de moderne arbejdere, proletarerne.
I samme grad som bourgeoisiet, d.v.s. kapitalen udvikler sig, i samme grad udvikler også proletariatet sig, den klasse, som består af de moderne arbejdere, der kun lever, sål�nge de finder arbejde, og som kun finder arbejde, sål�nge deres arbejde �ger kapitalen. Disse arbejdere, som må s�lge sig stykkevis, er en vare som enhver anden handelsartikel, og er derfor på samme måde underkastet alle konkurrencens omskiftelser, alle svingninger på markedet.
Proletarernes arbejde har på grund af den udstrakte anvendelse af maskiner og på grund af arbejdsdelingen mistet al selvst�ndig karakter og har dermed tabt enhver tiltr�kning for arbejderen. Han bliver et rent og sk�rt tilbeh�r til maskinen, og der kr�ves kun det mest enkle, ensformige greb, som kan l�res på et �jeblik. De omkostninger, arbejderen forårsager, indskr�nker sig derfor n�sten udelukkende til de livsforn�denheder, som er n�dvendige til hans underhold og til videref�rsel af hans race. Men prisen på en vare, altså også på arbejdet [6], er lig med dens produktionsomkostninger. I samme grad som arbejdet bliver mere utiltalende, synker altså l�nnen. Ja, i samme grad som maskineriet �ges og arbejdsdelingen tager til, vokser også arbejdsm�ngden [7], enten det nu er ved at s�tte arbejdstiden i vejret eller ved at kr�ve mere arbejde i en given tid, ved at s�tte maskinens fart op o.s.v.
Den moderne industri har forvandlet den patriarkalske mesters lille v�rksted til den industrielle kapitalists store fabrik. Arbejdermasserne, som stuves sammen i fabrikken, bliver organiseret som soldater. Som menige industrisoldater bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og underofficerer. De er ikke blot bourgeoisiklassens, bourgeoisistatens tr�lle, men de underkues hver dag, hver time, af maskinen, af opsynsmanden og f�rst og fremmest af den enkelte fabrikant selv. Jo mere åbent dette despoti proklamerer profit som sit formål, jo mere småligt, afskyeligt og opr�rende virker det.
Jo mindre arbejdet kr�ver fagkundskab og legemlig styrke, d.v.s. jo mere den moderne industri udvikler sig, desto mere bliver m�ndene fortr�ngt af kvinder og b�rn. Forskel i k�n og alder har ikke mere social gyldighed for arbejderklassen. Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og k�n kr�ver forskellige omkostninger.
Når endelig arbejderen er blevet udbyttet af fabrikanten og har fået sin arbejdsl�n udbetalt kontant, så falder de andre grupper af bourgeoisiet over ham, husejeren, k�bmanden, pantelåneren o.s.v.
De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndv�rkerne og b�nderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstr�kkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin v�rdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.
Proletariatet gennemgår forskellige udviklingstrin. Dets kamp mod bourgeoisiet begynder med selve dets eksistens.
I begyndelsen k�mper de enkelte arbejdere, så arbejderne på en fabrik, dern�st arbejderne indenfor et fag på et bestemt sted mod den enkelte fabrikant, der direkte udbytter dem. De retter deres angreb ikke blot mod de borgerlige produktionsforhold, de retter deres angreb mod produktionsmidlerne selv; de �del�gger de fremmede konkurrerende varer, de slår maskinerne i stykker, de stikker ild på fabrikkerne, de fors�ger at vinde den stilling tilbage, som middelalderens arbejdere havde.
På dette trin er arbejderne en masse, som er spredt ud over hele landet og splittet af indbyrdes konkurrence. Hvor arbejderne optr�der i samlet masse, skyldes det endnu ikke deres egen selvst�ndige samling, men det er bourgeoisiet, der af hensyn til sine egne politiske mål er n�dt til at s�tte hele proletariatet i bev�gelse og for en tid også er i stand til det. På dette trin k�mper proletariatet altså ikke mod sine fjender, men mod sine fjenders fjender, resterne af enev�lden, godsejerne, de ikke-industrielle bourgeois'er og småborgerne. Hele den historiske bev�gelse er altså samlet i h�nderne på bourgeoisiet; enhver sejr, som vindes på denne måde, er en sejr for bourgeoisiet.
Men med industriens udvikling vokser proletariatet ikke blot i tal; det tr�nges sammen i st�rre masser, dets kraft �ges, og det f�ler denne kraft mere. De forskellige interesser og livsvilkår indenfor proletariatet udlignes stadig mere, efterhånden som maskinerne mere og mere udvisker arbejdets forskellige art og n�sten overalt trykker l�nnen ned til samme lave niveau. Den voksende konkurrence indenfor bourgeoisiet og de handelskriser, der er f�lgen, g�r, at arbejdernes l�n bliver mere og mere svingende; den ustandselige forbedring af maskinerne, der udvikler sig i stadigt stigende tempo, g�r hele deres stilling i tilv�relsen mere og mere usikker, sammenst�dene mellem den enkelte arbejder og den enkelte bourgeois får mere og mere karakter af et sammenst�d mellem to klasser. Arbejderne begynder at danne sammenslutninger [8] mod bourgeois'erne; de finder sammen for at forsvare arbejdsl�nnen. De stifter selv varige sammenslutninger for at have proviant under lejlighedsvise rebellioner. Enkelte steder bryder kampen ud i opr�r.
Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samf�rdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er n�dvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år.
Denne organisering af proletarerne som klasse og dermed som politisk parti bliver hvert �jeblik spr�ngt igen af arbejdernes indbyrdes konkurrence. Men den opstår altid på ny, st�rkere, fastere, m�gtigere. Den gennemtvinger, at enkelte af arbejdernes interesser bliver anerkendt i form af love, idet den benytter sig af, at bourgeoisiet står splittet. Et eksempel: loven om 10 timers arbejdsdagen i England.
Sammenst�dene indenfor det gamle samfund fremmer overhovedet på mange måder proletariatets udviklingsproces. Bourgeoisiet befinder sig i en stadig kamp: f�rst mod aristokratiet; senere mod de dele af bourgeoisiet selv, hvis interesser er kommet i modstrid med industriens fremskridt; hele tiden mod bourgeoisiet i alle andre lande. I alle disse kampe tvinges det til at appellere til proletariatet, til at benytte sig af dets hj�lp og på den måde tr�kke det med ind i den politiske bev�gelse. Bourgeoisiet tilf�rer altså selv proletariatet det, der udg�r elementerne i dets egen dannelse [9], d.v.s. forsyner det med våben til bek�mpelse af bourgeoisiet selv.
Ved industriens fremtr�ngen bliver, som vi har set, store dele af den herskende klasse trykket ned i proletariatet eller trues i det mindste i deres eksistensbetingelser. Også de tilf�rer proletariatet en m�ngde dannelseselementer [10].
Og endelig, i den periode, da klassekampen n�rmer sig sin afg�relse, antager opl�sningsprocessen indenfor den herskende klasse, indenfor hele det gamle samfund, en så voldsom, en så grel karakter, at en lille del af den herskende klasse udskiller sig fra den og slutter sig til den revolution�re klassen, den klasse, der holder fremtiden i sin hånd. Ligesom altså tidligere en del af adelen gik over til bourgeoisiet, sådan går nu en del af bourgeoisiet over til proletariatet, s�rlig en del af bourgeois-ideologerne, som har arbejdet sig frem til en teoretisk forståelse af hele den historiske bev�gelse.
Af alle de klasser, som i dag står overfor bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolution�r klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien tr�nger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt.
Mellemlagene, småfabrikanterne, de småhandlende, håndv�rkerne, b�nderne, alle bek�mper de bourgeoisiet for at sikre deres eksistens som middelstand mod undergang. De er altså ikke revolution�re, men konservative. Ja, de er reaktion�re, de s�ger at dreje historiens hjul tilbage. Hvis de endelig er revolution�re, så er de det med henblik på den overgang i proletariatets r�kker, der forestår dem, så forsvarer de ikke deres nuv�rende, men deres fremtidige interesser, så forlader de deres eget standpunkt for at stille sig på proletariatets.
Pjalteproletariatet, dele af de laveste lag, der er udskilt af det gamle samfund, og som modstandsl�st rådner op, s�ttes hist og her i bev�gelse ved en proletarisk revolution, men if�lge hele sin stilling vil det v�re mere tilb�jeligt til at lade sig k�be til reaktion�re rumlerier.
Livsvilkårene i det gamle samfund er allerede oph�rt at eksistere for proletariatet. Proletaren er besiddelsesl�s; hans forhold til kone og b�rn har ikke mere noget til f�lles med de borgerlige familieforhold; det moderne industriarbejde, det moderne kapitalistiske slaveri, der er det samme i England og i Frankrig, i Amerika og i Tyskland, har ber�vet ham ethvert nationale pr�g. Lovene, moralen, religionen er for ham kun borgerlige fordomme, som d�kker over borgerlige interesser.
Alle tidligere klasser, der har erobret magten, har s�gt at sikre den stilling, de havde erhvervet, ved at tvinge hele samfundet ind under deres tilegnelsesvilkår. Men proletarerne kan kun erobre de samfundsm�ssige produktivkr�fter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmåde. Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal �del�gge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret.
Alle hidtidige bev�gelser har v�ret mindretalsbev�gelser eller bev�gelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bev�gelse er det uhyre flertals selvst�ndige bev�gelse i det uhyre flertals egen interesse. Proletariatet, det nuv�rende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale lag, der udg�r det officielle samfund, spr�nges i luften.
I begyndelsen er proletariatets kamp mod bourgeoisiet omend ikke efter sit indhold, så efter sin form, en national kamp. Ethvert lands proletariat må naturligvis f�rst g�re op med sit eget bourgeoisi.
Idet vi i store tr�k har tegnet de vigtigste faser i proletariatets udvikling, har vi forfulgt den mere eller mindre skjulte borgerkrig indenfor det bestående samfund lige til det punkt, hvor den bryder ud i åben revolution og proletariatet grundl�gger sit herred�mme ved med magt at styrte bourgeoisiet.
Hidtil har ethvert samfund, sådan som vi har set, hvilet på mods�tningen mellem undertrykkernes og de undertryktes klasser. Men for at en klasse skal kunne undertrykkes, må der v�re sikret den betingelser, som i det mindste g�r det muligt for den at friste livet som slave. Under livegenskabet arbejdede den livegne sig frem til at blive medlem af kommunen, ligesom småborgeren under den feudalistiske absolutisme blev til bourgeois. Den moderne arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i stedet for at stige med industriens fremskridt. Arbejderen bliver pauper, og pauperisme udvikler sig endnu hurtigere end befolkning og rigdom. Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at v�re samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er n�dt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet.
Den v�sentlige betingelse for bourgeoisiklassens eksistens og herred�mme er ophobningen af rigdom i h�nderne på private, kapitaldannelsen og kapitalfor�gelsen: Kapitalen er betinget af l�narbejdet. L�narbejdet hviler udelukkende på arbejdernes indbyrdes konkurrence. Industriens udvikling, som viljel�st og modstandsl�st fremmes af bourgeoisiet, skaber - i stedet for at isolere arbejderne i konkurrence - deres revolution�re samling i associationen. Med storindustriens udvikling bliver altså selve grundlaget for bourgeoisiets måde at producere og tilegne sig produkterne på slået bort under det. Det producerer f�rst og fremmest sine egne banem�nd. Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige.
1. Det vil n�jagtigt udtrykt sige: den historie, der er skriftligt overleveret. 1847 kendte man så godt som ingenting til samfundets forhistorie, den samfundsorganisation, der gik forud for al nedskreven historie. Senere har Haxthausen opdaget landsbyf�llesskabet i Rusland, og Maurer har påvist, at det er det samfundsm�ssige grundlag, som er det historiske udgangspunkt for alle tyske stammer, og efterhånden blev man klar over, at landsbykommuner med jordf�llesskab var samfundets urform fra Indien til Irland. Endelig blev den indre organisation af dette oprindelige kommunistiske samfund klarlagt i sin typiske form med Morgans afg�rende opdagelse af gens' sande natur og dens stilling inden for stammen. Med opl�sningen af dette oprindelige f�llesskab begynder samfundet at spaltes i s�rlige klasser, der ender med at stå i mods�tning til hinanden. Jeg har fors�gt at skildre denne opl�sningsproces i "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse", 2. oplag, Stuttgart 1866. (Note af Engels til den engelske udgave 1888).
2. I den engelske udgave, som Engels redigerede, er efter ordet fremskridt indsat: for denne klasse. -Red.
3. "Kommune" kaldte sig de i Frankrig opståede byer, endog f�r de var i stand til at tiltvinge sig lokalt selvstyre og politiske rettigheder som "trediestand" fra deres feudale herrer og mestre. I almindelighed har vi her anf�rt England som typisk for bourgeoisiets �konomiske udvikling og Frankrig som typisk for dets politiske udvikling. (Note af Engels til den engelske udgave 1888).
Sådan kaldte de italienske og franske borgere deres bysamfund, efter at de havde afk�bt eller aftvunget deres feudalherrer de f�rste selvstyrerettigheder. (Note af Engels til den tyske udgave 1890).
4. I den engelske udgave 1888 står efter "uafh�ngig byrepublik" ordene "(som i Italien og Tyskland)", og efter "monarkiet" ordene "(som i Frankrig)". -Red.
5. I senere udgaver, fra og med den tyske udgave 1872, er ordene "den borgerlige civilisation og" udeladt. -Red.
6. Senere påviste Marx, at arbejderen ikke s�lger sit arbejde, men sin arbejdskraft. Se redeg�relsen herfor i Engels' indledning til Marx' skrift "L�narbejde og kapital". - Red.
7. I den engelske udgave 1888 står der "arbejdsbyrde" i stedet for "arbejdsm�ngde". - Red.
8. I den engelske udgave 1888 er der efter "sammenslutninger" indf�jet "(fagforeninger)". - Red.
9. I den engelske udgave 1888 står der i stedet for "elementerne i dets egen dannelse" - "elementerne i dets egen politiske og almindelige dannelse". - Red.
10.
I den engelske udgave 1888 står der i stedet for "dannelseselementer"
- "oplysnings- og fremskridtselementer". - Red.