Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Skrevet af Fr. Engels i 1876. Offentliggjort f�rste gang i Die neue Zeit, �rgang 1896.
Teksten er her taget fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, Forlaget Tiden, K�benhavn 1973.
Arbejdet er kilden til al rigdom, siger de politiske �konomer. Det er det - ved siden af naturen, der leverer det stoffet, som det forvandler til rigdom. Men det er endnu uendelig meget mere end dette. Arbejdet er den f�rste grundbetingelse for alt menneskeligt liv, og det i en s�dan grad, at vi en vis forstand, m� sige: det har skabt mennesket selv.
For flere hundredtusinder af �r siden, under en endnu ikke n�jere bestemmelig fase af den jordperiode, som geologerne kalder den terti�re, formodentlig henimod dennes slutning, levede der et sted i den varme jordzone – sandsynligvis p� et stort fastland, som nu ligger p� bunden af det indiske ocean – en sl�gt af menneskelignende aber med s�rlig h�j udvikling. Darwin har givet os en tiln�rmelsesvis beskrivelse af disse vore forf�dre. De var st�rkt beh�rede over hele kroppen, havde sk�g og spidse �ren og levede i flokke i tr�erne.
Vel f�rst foranlediget af deres levevis, som under klatringen anviser h�nderne anden besk�ftigelse end f�dderne, begyndte disse aber at v�nne sig af med at bruge h�nderne under gangen p� den flade jord, og de begyndte at l�gge sig efter en mere og mere oprejst gang. Dermed var det afg�rende skridt i abens overgang til menneske gjort.
Alle endnu levende menneskelignende aber kan st� oprejst og bev�ge sig fremad p� de to f�dder alene. Men kun til n�d og h�jst ubehj�lpsomt. Deres naturlige gang sker i halvt oprejst stilling og indbefatter brugen af h�nderne. De fleste st�tter n�vens knoer mod jorden og svinger kroppen med krummede ben ind mellem de lange arme ligesom en lam, der g�r p� krykker. I det hele taget kan vi stadigv�k hos aberne iagttage alle overgangstrin fra gang p� alle fire til gang p� begge f�dder. Men hos ingen af dem er den sidste gangart blevet mere end en n�dhj�lp.
N�r den oprejste gang hos vore beh�rede forf�dre skulle blive f�rst regelen og siden en n�dvendighed, s� foruds�tter dette, at der i mellemtiden mere og mere tilfaldt h�nderne forskelligartet virksomhed. Ogs� hos aberne findes der allerede en vis deling mellem h�ndens og fodens anvendelse. H�nden bliver, som allerede omtalt, anvendt anderledes end foden under klatringen. Den tjener fortrinsvis til at plukke og fastholde f�den, s�dan som dette allerede hos de lavere pattedyr sker med forpoterne. Med h�nden bygger adskillige aber reder i tr�erne eller endog som chimpansen tag mellem grenene til beskyttelse mod vejrliget. Med h�nden griber de stokke til forsvar mod fjender eller bombarderer disse med frugter og sten. Med h�nden udf�rer de i fangenskab en r�kke simple sysler, som de har luret mennesket af. Men netop her viser det sig, hvor stor afstanden er mellem den uudviklede h�nd hos selv den mest menneskelignende abe og den h�jtudviklede h�nd, som mennesket har f�et gennem �rtusinders arbejde. Tallet og den almindelige placering af knogler og muskler stemmer hos dem begge; men den laveste vildes h�nd kan udf�re hundreder af sysler, som ingen abeh�nd g�r ham efter. Ingen abeh�nd har nogensinde forf�rdiget blot den r�este stenkniv.
De sysler, som vore forf�dre under overgangen fra abe til menneske i l�bet af �rtusinder l�rte deres h�nd at tilpasse sig, kan derfor i begyndelsen kun have v�ret ganske simple. De laveste vilde, selv de, hos hvem man kan formode et tilbagefald til en mere dyrelignende tilstand med samtidig legemlig degradation, st�r alligevel langt h�jere end hint overgangsv�sen. Indtil den f�rste flint blev forarbejdet til en kniv af menneskeh�nd, kan der v�re forl�bet tidsrum, i forhold til hvilke den os bekendte historiske tid synes ubetydelig. Men det afg�rende skridt var gjort: h�nden var blevet fri og kunne nu erhverve sig nye og atter nye f�rdigheder, og den derved erhvervede st�rre smidighed nedarvedes og �gedes fra sl�gt til sl�gt.
S�ledes er h�nden ikke blot et organ for arbejdet, den er ogs� et produkt af arbejdet. Kun ved arbejde, kun ved tilpasning til stadig nye sysler, ved nedarvning af den s�rlige udformning af muskler, sener og i l�ngere tidsrum ogs� af knogler, som derved var erhvervet, og ved stadig fornyet anvendelse af denne nedarvede forfinelse p� nye, mere og mere indviklede sysler har menneskeh�nden f�et den h�je fuldkommenhedsgrad, med hvilken den kunne fremtrylle Raffaels malerier, Thorvaldsens statuer og Paganinis musik.
Men h�nden stod ikke alene. Den var kun et enkelt lem i en hel, h�jst sammensat organisme. Og hvad der kom h�nden til gode, kom ogs� hele kroppen til gode, i hvis tjeneste den arbejdede, og det p� to m�der.
F�rst if�lge loven om v�kstens korrelation, som Darwin har kaldt den. Efter denne lov er bestemte former af enkelte dele i et organisk v�sen bestandig knyttet til visse former af andre dele, der tilsyneladende slet ingen sammenh�ng har med de f�rste. S�ledes har alle dyr, som besidder r�de blodlegemer uden cellek�rne, og hvis baghoved er forbundet med den f�rste ryghvirvel ved to ledflader, alle uden undtagelse ogs� m�lkevorter til ungernes die. S�ledes er spaltede klove hos pattedyr regelm�ssigt forbundet med flere maver til dr�vtygning. �ndringer af bestemte former tr�kker �ndringer af andre legemsdeles form efter sig, uden at vi kan forklare sammenh�ngen. Helt hvide katte med bl� �jne er altid eller n�sten altid d�ve. Den gradvise forfinelse af menneskeh�nden og i takt hermed udformningen af foden til den oprejste gang har utvivlsomt ogs� ved en s�dan korrelation virket tilbage p� andre dele af organismen. Dog er denne indvirkning endnu alt for lidt unders�gt til, at vi her kan g�re mere end at konstatere den i al almindelighed.
Langt vigtigere er den direkte, p�viselige tilbagevirkning af h�ndens udvikling p� den �vrige organisme. Som allerede sagt var vore abeforf�dre selskabelige; det er �jensynligt umuligt at aflede mennesket, det selskabeligste af alle dyr, fra en uselskabelig n�rmeste forfader. Det herred�mme over naturen, som begyndte med h�ndens udformning, med arbejdet, udvidede med hvert nyt fremskridt menneskets synskreds. Det opdagede stadig nye, hidtil ukendte egenskaber ved genstandene i naturen. P� den anden side bidrog arbejdets udfoldelse n�dvendigvis til at slutte sammenholdets medlemmer n�rmere sammen, idet den for�gede tilf�ldene af gensidig st�tte, af f�lles samvirke og klarede bevidstheden om dette samvirkes nytte for hver enkelt. Kort sagt, de vordende mennesker n�ede til, at de havde noget at sige hverandre. Behovet skabte sig sit organ: abernes uudviklede strubehoved omformedes langsomt, men sikkert, ved modulation for at frembringe stadig �get modulation, og mundens organer l�rte efterh�nden at udtale det ene artikulerede bogstav efter det andet.
At denne forklaring p� sprogets opst�en ud fra og sammen med arbejdet er den eneste rigtige, beviser sammenligningen med dyrene. Det lidet, som disse, selv de h�jest udviklede, har at meddele hverandre, kan de meddele ogs� uden artikuleret sprog. I naturtilstanden f�ler intet dyr det som en mangel, at det ikke kan tale eller ikke forst� menneskeligt sprog. Helt anderledes er det, n�r det er t�mmet af et menneske. Hunden og hesten har i omgang med mennesker et s� godt �re for artikuleret sprog, at de let kan forst� ethvert sprog s� langt, som deres forestillingskreds r�kker. De har endvidere erhvervet sig evnen til fornemmelser som hengivenhed for mennesker, taknemmelighed, hvad der tidligere var dem fremmed; og den, der har haft meget med s�danne dyr at g�re, vil n�ppe kunne sp�rre den overbevisning ude, at der gives tilf�lde nok, hvor de nu f�ler udueligheden til at tale som en mangel, hvad der ganske vist ikke mere er noget at g�re ved, efter at deres stemmeorganer er alt for st�rkt specialiseret i en bestemt retning. Hvor organet imidlertid er til stede, der falder ogs� denne uduelighed bort inden for visse gr�nser. Fuglenes mundorganer er sikkert s� forskellige fra menneskets som de kan v�re, og alligevel er fuglene de eneste dyr, der l�rer at tale; og den fugl, der har den afskyeligste stemme, papeg�jen, taler bedst. Man skal ikke sige, at den ikke forst�r, hvad den siger. Ganske vist vil den af lutter forn�jelse ved talens brug og ved menneskets selskab plaprende gentage hele sit ordforr�d i timevis. Men s� langt dens forestillingskreds r�kker, s� langt kan den ogs� l�re at forst�, hvad den siger. Man beh�ver blot at l�re en papeg�je sk�ldsord, s�ledes at den f�r en forestilling om deres betydning (en hovedforlystelse for matroser, der sejler hjem fra de varme lande); man beh�ver blot at pirre den, man vil snart finde, at den forst�r at anvende sine sk�ldsord lige s� rigtigt som en torvekone i Berlin. Liges� n�r den tigger om l�kkerier.
Arbejdet f�rst, efter det og s� sammen med det sproget – det er de to v�sentligste impulser, under hvis indflydelse en abes hjerne efterh�nden er blevet forvandlet til et menneskes langt st�rre og langt mere fuldkomne hjerne, hvor meget de end ligner hinanden. H�nd i h�nd med hjernens videre udformning skete imidlertid den videre udformning af dens n�rmeste v�rkt�j, sanseorganerne. Ligesom allerede sproget i dets gradvise udvikling n�dvendigvis ledsages af en tilsvarende forfinelse af h�reorganet, s�ledes ledsages hjernens udvikling overhovedet af samtlige sansers udvikling. �rnen ser betydeligt l�ngere end mennesket, men menneskets �je ser betydeligt mere ved tingene end �rnens �je. Hunden har en langt finere sporsans end mennesket, men den skelner ikke en hundrededel af de lugte, som for mennesket er bestemte kendetegn ved forskellige ting. Og f�lesansen, som hos aben knap eksisterer i sin r�este begyndelse, er f�rst blevet udviklet med menneskeh�nden selv, med arbejdet.
Udviklingen af hjernen og af dens hj�lpende sanser, af den klarere og klarere bevidsthed, af abstraktions- og konklusionsevnen �vede en tilbagevirkning p� arbejde og sprog, som gav begge dele en ny impuls til videre udformning, en udformning, der jo ikke n�ede nogen afslutning, da mennesket definitivt var skilt fra aben, men som siden dengang i det store og hele er g�et v�ldigt fremad, hos forskellige folk og til forskellige tider forskellig i grad og retning, stedvis endog afbrudt af lokal og tidsbegr�nset tilbagegang; en udformning, dels drevet kraftigt frem, dels styret ind i bestemte retninger gennem et nyt element, der kom til sammen med det f�rdige menneskes optr�den – samfundet.
Hundredtusinder af �r – i jordens historie svarer det ikke til mere end et sekund i menneskelivet [1] – er sikkert forl�bet, f�r der af tr�ernes klatrende abeflok fremgik et samfund af mennesker. Men sluttelig var det der. Og hvad genfinder vi som den betegnende forskel mellem abeflok og menneskesamfund? Arbejdet. Abeflokken n�jedes med at rasere sit foderomr�de, som var den tildelt ved den geografiske situation eller ved naboflokkes modstand; den foretog vandringer og optog kampe for at vinde nyt foderomr�de, men den var ude af stand til at presse mere ud af foderomr�det, end dette fra naturens h�nd b�d p�, bortset fra at flokken ubevidst g�dede jorden med sit affald. S� snart alle t�nkelige foderomr�der var besat, kunne der ikke l�ngere ske nogen for�gelse af abebefolkningen; dyrenes antal kunne i det h�jeste st� i stampe. Men hos alle dyr finder der i h�j grad en bort�dslen af n�ring sted, og derudover en udryddelse af den opvoksende n�ring allerede i kim. Ulven sk�ner ikke som j�geren de hjortehunner, som n�ste �r skal levere de sm� bukke; gederne i Gr�kenland, som nipper det unge buskads af, f�r det vokser til, har �dt alle landets bjerge n�gne. Denne "rovdrift" fra dyrenes side spiller en vigtig rolle ved den gradvise forvandling af arterne, idet den tvinger dem til at finde sig anden n�ring end den tilvante, hvorved deres blod f�r en anden kemisk sammens�tning og hele legemskonstitutionen efterh�nden bliver en anden, mens de engang fikserede arter d�r ud. Der kan ikke v�re tvivl om, at denne rovdrift har bidraget enormt til vore forf�dres forvandling til mennesker. Hos en aberace, der i intelligens og tilpasningsevne stod langt over alle andre, m�tte den f�re til, at antallet af n�ringsplanter udvidede sig mere og mere, at flere og flere spiselige dele af n�ringsplanterne blev anvendt til f�de, kort sagt, at n�ringen blev stadig mangfoldigere og dermed ogs� de stoffer, der indg�r i legemet, de kemiske betingelser for forvandlingen til menneske. Alt dette var imidlertid endnu ikke noget egentligt arbejde. Arbejdet begynder med fremstillingen af redskaber. Og hvad er de �ldste redskaber, vi forefinder? De �ldste, hvis man skal d�mme efter de fundne arvestykker fra forhistoriske mennesker, efter de tidligste historiske folks levevis og efter de r�este nulevende vilde? Redskaber til jagt og fiskefangst, de f�rste tillige v�ben. Jagt og fiskefangst foruds�tter imidlertid en overgang fra den blotte planten�ring til iblanding af k�d, og her har vi atter et v�sentligt skridt fremad i menneskets tilblivelse. K�dkosten indeholder i n�sten f�rdig tilstand de v�sentligste stoffer, som legemet har brug for til sit stofskifte; denne kost afkortede gennem ford�jelsen varigheden af de �vrige vegetative, til plantelivet svarende processer i legemet og indvandt derved mere tid, mere stof og mere lyst til udfoldelse af det egentlige dyriske (animalske) liv. Og jo mere det vordende menneske fjernede sig fra planten, desto mere h�vede det sig samtidig over dyret. Ligesom tilv�nningen til planten�ring ved siden af k�d har gjort de vilde katte og hunde til menneskets tjenere, s�ledes har tilv�nningen til k�dn�ring ved siden af plantekost v�sentligt bidraget til at give det vordende menneske legemskraft og selvst�ndighed. Mest v�sentlig var k�dn�ringens virkning imidlertid p� hjernen, som nu fik langt rigere tilgang af de n�dvendige stoffer til dens ern�ring og udvikling end tidligere, og som derfor kunne udvikle sig hurtigere og fuldkomnere fra sl�gt til sl�gt. Med de herrer vegetarianeres tilladelse, mennesket er ikke kommet til veje uden k�dn�ring, og selv om k�dn�ringen nok hos alle os bekendte folk har f�rt til menneske�deri engang p� et eller andet tidspunkt (Berlinernes forf�dre, Veletaberne eller Viltserne, �d deres forf�dre s� sent som i det 10. �rhundrede), s� kan det ikke r�re os i dag.
K�dkosten f�rte til to nye fremskridt af afg�rende betydning: til ildens brug og dyrenes t�mning. Den f�rste afkortede yderligere ford�jelsesprocessen, idet den bragte kosten s� at sige allerede halvford�jet ind i munden; den anden gjorde k�dkosten rigeligere, idet t�mningen ved siden af jagten �bnede en ny og mere regelm�ssig kilde til fremskaffelse af k�d og tillige med m�lken og dens behandling leverede et nyt n�ringsmiddel, der i stofblanding stod mindst p� h�jde med k�det. S�ledes blev begge disse ting allerede direkte til nye frig�relsesmidler for mennesket; det ville her f�re os for vidt at g� ind p� deres indirekte virkninger i enkeltheder, hvor um�deligt vigtige de end har v�ret for mennesket og samfundets udvikling.
Ligesom mennesket l�rte at spise alt spiseligt, s�ledes l�rte det ogs� at leve i ethvert klima. Det udbredte sig over hele den beboelige jord, som det eneste dyr, der i sig selv besad magtfuldkommenhed dertil. De andre dyr, der har v�nnet sig til alle klimaer, har ikke gjort dette p� egen h�nd, kun i selskab med mennesket: husdyr og ut�j. Og overgangen fra det j�vnt varme klima i urhjemmet til koldere egne, hvor �ret delte sig i vinter og sommer, skabte nye behov: bolig og kl�der til beskyttelse mod kulde og fugtighed, nye arbejdsomr�der og dermed nye besk�ftigelser, som adskilte mennesket mere og mere fra dyret.
Gennem samvirket af h�nd, taleorganer og hjerne ikke alene hos hver enkelt, men ogs� i hele samfundet, blev menneskene sat i stand til at udf�re mere og mere komplicerede sysler, at s�tte sig h�jere og h�jere m�l og at n� dem. Arbejdet selv blev fra sl�gt til sl�gt anderledes, mere fuldkomment, mere mangesidigt. Til jagt og kv�gavl kom landbrug, til dette spinding og v�vning, metalforarbejdning, pottemageri, skibsfart. Ved siden af handel og h�ndv�rk fik man endelig kunst og videnskab, af stammer blev der nationer og stater. Ret og politik udviklede sig og sammen med dem opstod det fantastiske spejlbillede af menneskelige ting i menneskets hoved: religionen. I forhold til alle disse dannelser, som til at begynde med fremtr�dte som produkter af hovedet og som syntes at beherske det menneskelige samfund, tr�dte den arbejdende h�nds mere beskedne frembringelser i baggrunden; og dét s� meget mere, som hovedet, det der planl�gger arbejdet, allerede p� et meget tidligt udviklingstrin af samfundet (f.eks. allerede i den simple familie) kunne lade det planlagte arbejde udf�re af andre h�nder end sine egne. Hele �ren for den hurtigt fremadskridende civilisation blev tilskrevet hovedet, hjernens udvikling og virksomhed; menneskene v�nnede sig til at forklare deres handlinger ud fra deres t�nkning i stedet for ud fra deres behov (som ganske vist afspejler sig i hovedet, kommer til bevidsthed) – og s�ledes opstod i tidens l�b den idealistiske verdensanskuelse, som har behersket hovederne navnlig siden den antikke verdens undergang. Den hersker endnu i den grad, at selv de materialistiske naturforskere af den darwinske skole endnu ikke kan g�re sig nogen klar forestilling om menneskets opst�en, fordi de er under indflydelse af hin ideologi og derfor ikke erkender den rolle, som arbejdet i denne forbindelse har spillet.
Som allerede antydet forandrer dyrene naturen gennem deres virksomhed, liges� vel som menneskene g�r det, omend ikke i samme grad som menneskene, og de �ndringer, de hidf�rer, virker som vi s� igen tilbage p� deres ophavsm�nd. Thi i naturen sker intet isoleret. Enhver foreteelse virker p� noget andet og omvendt, og det er i reglen forglemmelsen af denne alsidige bev�gelse og vekselvirkning, som forhindrer vore naturforskere i at se de simpleste ting klart. Vi s�, hvorledes gederne forhindrer ny skovbevoksning i Gr�kenland; p� Sankt Helena har de geder og svin, som de f�rste tilsejlende satte i land, f�et n�sten hele den gamle vegetation p� �en udryddet og har s�ledes beredt den jord, p� hvilken senere skipperes og kolonisters plantninger kunne brede sig. Men n�r dyrene ud�ver en varig indvirkning p� deres omgivelser, s� sker dette ufors�tligt og er for disse dyr selv noget tilf�ldigt. Men jo mere menneskene fjerner sig fra dyrene, desto mere antager deres indvirkning p� naturen karakter af overlagte, planm�ssige handlinger, der tilsigter bestemte, forud bekendte m�l. Dyret tilintetg�r en landstr�knings vegetation uden at vide, hvad det g�r. Mennesket tilintetg�r vegetationen for at tils� markerne eller plante tr�er og vinstokke, fordi han ved, at afgr�den vil indbringe ham mange fold af uds�den. Mennesket flytter nytteplanter og husdyr fra et land til et andet og �ndrer dermed hele verdensdeles vegetation og dyreliv. Endnu mere. Ved kunstig avl bliver b�de planter og dyr i den grad forandret under menneskets h�nd, at de ikke er til at kende igen. De vilde planter, som vore kornsorter stammer fra, s�ger man endnu forg�ves efter. Fra hvilket vildt dyr vore hunde, som indbyrdes er s� forskellige, eller vore lige s� talrige hesteracer stammer, strides man endnu om.
Det siger i�vrigt sig selv, at det ikke falder os ind at frakende dyrene evnen til planm�ssig, overlagt handlem�de. Tv�rtimod. Planm�ssig handlem�de eksisterer i kim alle vegne, allerede der, hvor protoplasma, levende �ggehvide, eksisterer og reagerer, dvs. udf�rer bestemte, selv nok s� enkle bev�gelser som f�lge af bestemte pirringer. En s�dan reaktion finder sted, hvor der endnu slet ingen celle best�r, for ikke at tale om en nervecelle. Den m�de, hvorp� insekt�dende planter indfanger deres bytte, st�r ligeledes i en vis henseende som planm�ssig, sk�nt den sker fuldst�ndig uden bevidsthed. Hos dyrene udvikles evnen til bevidst planm�ssig aktion i forhold til udviklingen af nervesystemet og n�r et ret h�jt trin hos pattedyrene. P� den engelske r�ve-parforcejagt kan man daglig iagttage, hvor n�je r�ven forst�r at anvende sit store stedkendskab for at undslippe sine forf�lgere, og hvor godt den kender alle terr�nfordele og benytter dem til at afbryde f�rten. Hos vore husdyr, der har n�et en h�jere udvikling i omgang med mennesker, kan man daglig iagttage fif, der st�r p� ganske samme trin som menneskeb�rns. Thi ligesom den menneskelige kims udviklingshistorie i moderens liv kun fremtr�der som en afkortet gentagelse af vore dyriske forf�dres million�rige legemlige udviklingshistorie, begyndende fra ormen, s�ledes udg�r menneskebarnets �ndelige udvikling en blot endnu mere afkortet gentagelse af de samme forf�dres intellektuelle udvikling, i det mindste for de senere forf�dres vedkommende. Men intet dyrs planm�ssige aktion har kunnet pr�stere at p�trykke jorden sin viljes stempel. Dertil beh�vedes mennesket.
Kort sagt, dyret bruger kun den ydre natur og tilvejebringer �ndringer i den simpelthen ved sin tilstedev�relse; mennesket g�r den ved sine �ndringer nyttig for sine form�l, behersker den. Og det er den sidste, v�sentlige forskel mellem mennesket og de �vrige dyr, og det er atter arbejdet, som bevirker denne forskel. [2]
Lad os imidlertid ikke smigre os selv for meget med vore menneskelige sejre over naturen. Den h�vner sig p� os for enhver s�dan sejr. Hver af dem har ganske vist i f�rste omgang de f�lger vi har regnet med, men i anden og tredje omgang har den ganske andre, uforudsete virkninger, som kun alt for ofte oph�vede de f�rste f�lger igen. De mennesker, som i Mesopotamien, Gr�kenland, Lilleasien og andre steder udryddede skovene for at vinde dyrkeligt land, dr�mte ikke om, at de dermed lagde grunden til, at disse lande nu er blevet til �rken og �demark, idet de med skovene ber�vede dem opsamlingssteder og reservoirer til fugtigheden. Da italienerne p� alpernes sydskr�ninger opbrugte granskovene, der plejedes s� omhyggeligt p� nordskr�ningerne, anede de ikke, at de dermed skar r�dderne til s�terdriften over p� deres omr�de; de anede endnu mindre, at de derved fjernede vandet fra deres bjergb�kke den st�rste del af �ret, hvorimod b�kkene i regntiden til geng�ld fl�d ud over sletterne som h�rgende floder. De, der udbredte kartoffelen i Europa, vidste ikke, at de sammen med den melede kartoffel ogs� udbredte kirtelsygen. Og p� den m�de bliver vi hvert �jeblik mindet om, at vi p� ingen m�de behersker naturen p� samme m�de, som en erobrer behersker et fremmed folk, som en der st�r uden for naturen – men at vi med k�d og blod og hjerne tilh�rer naturen og st�r midt i den, og at hele vort herred�mme over den best�r i, at vi frem for alle andre skabninger kan erkende dens love og anvende dem rigtigt.
Og faktisk l�rer vi for hver dag der g�r at forst� dens love rigtigere og at erkende de n�rmere og fjernere eftervirkninger efter vore indgreb i naturens vante gang. Navnlig efter naturvidenskabens v�ldige fremskridt i dette �rhundrede bliver vi bedre og bedre i stand til at l�re selv de fjernere naturlige eftervirkninger, i det mindste af vore almindeligste produktionshandlinger, at kende og at beherske dem. Men jo mere dette sker, desto mere vil menneskene p�ny ikke blot f�le sig, men ogs� vide sig eet med naturen, og jo mere umulig bliver den urimelige og naturstridige forestilling, at der skulle best� en mods�tning mellem �nd og materie, mellem menneske og natur, mellem sj�l og krop, en forestilling, der er opst�et i Europa efter den klassiske oldtids forfald og har f�et sit h�jeste udtryk i kristendommen.
Har det imidlertid allerede taget nogle �rtusinder, f�r vi nogenlunde l�rte at beregne de fjernere, naturlige virkninger af vore produktionsindstillede handlinger, s� var dette endnu vanskeligere med hensyn til de fjernere, samfundsm�ssige virkninger af disse handlinger. Vi har omtalt kartoffelen og den ledsagende udbredelse af kirtelsygen. Men hvad er kirtelsygen mod de virkninger, som forringelsen af arbejdernes kost til kartofler har haft p� folkemassernes levevilk�r i hele landet, eller mod den hungersn�d, som i 1847 ramte Irland som f�lge af kartoffelsygen, begravede en million kartoffelspisende eller n�sten kun kartoffelspisende irl�ndere under jorden og drev to millioner over havet. Da araberne l�rte at destillere alkohol, faldt det dem ikke i dr�mme ind, at de dermed skabte et af hovedredskaberne, hvormed urindbyggerne i det dengang slet ikke opdagede Amerika skulle blive bragt ud af verden. Og da s� Columbus opdagede dette Amerika, vidste han ikke, at han dermed vakte slaveriet til nyt liv, efter at det forl�ngst var overvundet i Europa, og lagde grunden til negerhandelen. De m�nd, der i det 17. og 18. �rhundrede arbejdede p� at fremstille en dampmaskine, anede ikke, at de lavede et redskab, som mere end noget andet skulle revolutionere samfundstilstandene i hele verden. Navnlig i Europa, ved koncentrering af rigdommen p� mindretallets side og besiddelsesl�sheden p� det uhyre flertals side, skulle dette redskab f�rst skaffe bourgeoisiet det sociale og politiske herred�mme, men dern�st frembringe en klassekamp mellem bourgeoisi og proletariat, som kun kan ende med bourgeoisiets fald og afskaffelsen af alle klassemods�tninger. – Men ogs� p� dette omr�de l�rer vi efterh�nden, ved langvarig, ofte bitter erfaring og ved sammenstilling og unders�gelse af det historiske stof, at skaffe os klarhed over de middelbare, fjernere samfundsm�ssige virkninger af vor produktive virksomhed, og dermed gives der os mulighed for at beherske og regulere ogs� disse virkninger.
Til at gennemf�re denne regulering h�rer der imidlertid mere end den blotte erkendelse. Dertil h�rer en fuldst�ndig omv�ltning af vor hidtidige produktionsm�de og dermed af hele vor nuv�rende samfundsorden.
Alle hidtidige produktionsm�der har kun sigtet p�
opn�else af den n�rmeste, mest umiddelbare nyttevirkning
af arbejdet. De yderligere f�lger, der f�rst indtr�der
i en senere tid og efterh�nden bliver effektive ved
gentagelse og ophobning, blev ganske overset. Det oprindelige
f�lleseje til jorden svarede p� den ene side til
menneskenes udviklingsniveau hvis synskreds overhovedet var
begr�nset til det allern�rmeste, og forudsatte p� den
anden side en vis overflod af disponibel jord, s�ledes at der
var et vist spillerum i forhold til de eventuelle slemme
f�lger af denne urgamle �konomi. Blev denne overflod p�
land udt�mt, s� gik ogs� f�llesejet i forfald. Alle
h�jere former for produktion har imidlertid f�rt til
befolkningens deling i forskellige klasser og dermed til
mods�tningen mellem herskende og undertrykte klasser. Men
dermed blev den herskende klasses interesse det drivende element
i produktionen, for s� vidt denne ikke indskr�nkede sig
til det mest n�dt�rftige livsunderhold for de
undertrykte. Mest fuldst�ndigt er dette gennemf�rt i den
kapitalistiske produktionsm�de, som nu hersker i
Vesteuropa. De enkelte kapitalister, som behersker produktion og
oms�tning, kan kun bekymre sig om den mest umiddelbare
nyttevirkning af deres handlinger. Ja selv denne nyttevirkning
– for s� vidt det drejer sig om nytten af den frembragte
eller omsatte vare – tr�der fuldst�ndig i baggrunden;
den profit, der kan opn�s ved salget, bliver den eneste
drivfjeder.
Bourgeoisiets samfundsvidenskab, den klassiske politiske �konomi, besk�ftiger sig fortrinsvis kun med de umiddelbart tilsigtede samfundsm�ssige virkninger af de menneskelige handlinger, der foretages med henblik p� produktion og oms�tning. Dette svarer ganske til den samfundsorganisation, hvis teoretiske udtryk den er. N�r de enkelte kapitalister producerer og oms�tter for den umiddelbare profits skyld, kan i f�rste omgang kun de n�rmeste, mest umiddelbare resultater komme i betragtning. Hvis den enkelte fabrikant eller forretningsmand s�lger den fabrikerede eller indk�bte vare blot med den s�dvanlige smukke profit, s� er han tilfreds, og det bekymrer ham ikke, hvad der bagefter bliver af varen eller dens k�ber. Liges� med de naturlige virkninger af de samme handlinger. De spanske plantere p� Kuba, som nedbr�ndte skovene p� skr�ningerne og med asken fik g�dning nok til een generations h�jst rentable kaffetr�er – hvad vedkom det dem, at de tropiske regnskyl bagefter skyllede det nu ubeskyttede jordlag ned, s� kun den n�gne klippe blev tilbage? Under den nuv�rende produktionsm�de kommer fornemmelig kun det f�rste, h�ndgribelige resultat i betragtning, n�r det g�lder naturen og ogs� samfundet; og s� undrer man sig endda over, at de fjernere eftervirkninger efter de herp� indstillede handlinger er af ganske anden, i regelen ganske modsat karakter; at harmonien mellem tilbud og eftersp�rgsel sl�r over i sin pol�re mods�tning, s�ledes som forl�bet af hver ti�rig industriel cyklus demonstrerer det, og som ogs� Tyskland har oplevet et lille forspil til det i form af "krakket"; [3] at privatejendommen, grundet p� eget arbejde, med n�dvendighed udvikler sig videre til arbejderens ejendomsl�shed, mens al besiddelse mere og mere koncentreres i h�nderne p� ikke-arbejdere; at [4]
Skrevet af F. Engels i 1876. Offentliggjort f�rste gang i Die neue Zeit, �rgang 1896.
Efter manuskriptet.
1. En autoritet af f�rste rang i denne henseende, Sir W. Thomson, har beregnet, at der ikke kan v�re forl�bet meget mere end hundrede millioner �r siden den tid, da jorden var s� afk�let, at planter og dyr kunne leve p� den. (Note af Engels).
2. I randen f�lgende blyantsnotits af Engels: "For�dling". – Red.
3. Engels sigter til den �konomiske krise 1873-74. – Red.
4. Her bryder manuskriptet af. – Red.