Borgerkrigen i Frankrig (Karl Marx 1870/71)

Anden adresse fra generalr�det om den fransk-tyske krig


Skrevet af K. Marx og godkendt p� et m�de i Den internationale arbejderassociations generalr�d den 9. september 1870. Samtidig trykt som flyveskrift p� engelsk, fransk og tysk. Efter det engelske flyveskrifts tekst.

Noter


Til medlemmerne af Den internationale arbejderassociation i Europa og De forenede Stater

I vort f�rste manifest af 23. juli sagde vi:

"D�dsklokken over det andet kejserd�mme har allerede lydt i Paris. Det vil ende, som det et begyndt: med en parodi. Men lad os ikke glemme, at det var regeringerne og de herskende klasser i Europa, der gjorde det muligt for Louis Bonaparte 18 �r igennem at spille det andet kejserd�mmes grusomme farce."

Alts� allerede f�r krigsoperationerne var begyndt, behandlede vi den bonapartistiske s�beboble som noget, der tilh�rte fortiden.

Vi tog ikke fejl af det andet kejserd�mmes levedygtighed. Vi havde heller ikke uret i vor frygt for, at den tyske krig ville "miste sin strengt defensive karakter og udarte til en krig mod det franske folk". Forsvarskrigen endte faktisk med Louis Napoleons overgivelse, kapitulationen ved Sedan og republikkens proklamering i Paris [10]. Men allerede l�nge f�r disse begivenheder, allerede i samme �jeblik som den bonapartistiske militarismes fuldst�ndige r�ddenskab blev tydelig for alle, havde den preussiske milit�rklike besluttet sig til at f�re erobringskrige. Kong Wilhelms egen proklamation i begyndelsen af krigen l� ganske vist i vejen som en ubehagelig hindring. I sin trontale til den nordtyske rigsdag havde han h�jtideligt erkl�ret, at han kun f�rte krig med franskm�ndenes kejser og ikke med det franske folk. Den 11. august havde han udstedt et manifest til den franske nation, i hvilket han sagde: "Kejser Napoleon har til lands og til vands angrebet den tyske nation, der �nskede og stadig �nsker at leve i fred med det franske folk; jeg har overtaget kommandoen over den tyske h�r for at tilbagevise hans overfald, og jeg er af milit�re begivenheder blevet tvunget til at overskride Frankrigs gr�nser." Ikke tilfreds med at h�vde at krigen var af "rent defensiv karakter" ved at meddele, at han kun havde taget overkommandoen over de tyske h�re, "for at tilbagevise overfald", tilf�jede han yderligere, at han kun "ved milit�re begivenheder var blevet tvunget til" at overskride Frankrigs gr�nser. En forsvarskrig udelukker naturligvis ikke angrebsoperationer, dikteret af "milit�re begivenheder".

If�lge dette havde denne gudfrygtige konge alts� overfor Frankrig og verden forpligtet sig til en ren forsvarskrig. Hvorledes skulle man l�se ham fra dette h�jtidelige l�fte? Sceneinstrukt�rerne m�tte fremstille ham, som om han modvilligt gav efter for den tyske nations uimodst�elige bud; de gav straks stikordet til det liberale tyske bourgeoisi med dets professorer, dets kapitalister, dets byr�dsmedlemmer og dets avisredakt�rer. Dette bourgeoisi, der i sine kampe for borgerlig frihed fra 1864 til 1870 havde frembudt et magel�st billede af ubeslutsomhed, uduelighed og fejhed, var naturligvis henrykt over at kunne betr�de den europ�iske scene som den tyske patriotismes br�lende l�ve. Det tillagde sig et sk�r af borgerlig uafh�ngighed for at anstille sig, som om det p�tvang den preussiske regering – hvad? - netop denne regerings hemmelige planer. Det gjorde bod for sin �relange og n�sten religi�se tro p� Louis Bonapartes ufejlbarlighed, idet det h�jlydt kr�vede den franske republik s�nderlemmet. Lad os et �jeblik h�re p� disse stovte patrioters fromme p�skud!

De vover ikke at p�st�, at befolkningen i Elsass-Lothringen l�ngtes efter den tyske omfavnelse. Tv�rtimod. For at tugte dens franske patriotisme blev Strassburg, en by, der beherskes af et selvst�ndigt beliggende kastel, seks dage i tr�k form�lsl�st og barbarisk bombarderet med "tyske" granater og stukket i brand, og et stort antal v�rgel�se indbyggere dr�btes. Javel! disse provinsers jord havde for lange tider siden tilh�rt det for l�ngst afd�de Tyske rige. Derfor, lader det til, skal jorden og menneskene p� den konfiskeres som umistelig tysk ejendom. Hvis Europas gamle kort skal omarbejdes efter arkivarers smag, s� m� vi absolut ikke glemme, at kurfyrsten af Brandenburg i sin tid for sine preussiske besiddelsers vedkommende var den polske republiks vasal.

De mere snedige patrioter vil imidlertid have Elsass og den tysktalende del af Lothringen som "materiel garanti" mod overfald fra fransk side. Da dette foragtelige p�skud har forvirret mange svage hoveder, f�ler vi os forpligtet til at g� n�rmere ind p� det.

Der er ingen tvivl om, at Elsass' hele form, sammen med den form, den modsatte Rhinbred har, og med en stor f�stning som Strassburg omtrent midtvejs mellem Basel og Germersheim, i h�j grad begunstiger et fransk indfald i Sydtyskland, mens et indfald fra Sydtyskland i Frankrig st�der p� s�rlige vanskeligheder. Der er endvidere ingen tvivl om, at anneksionen af Elsass og den tyske del af Lothringen ville give Sydtyskland en langt st�rkere gr�nse; det ville s� v�re herre over Vogesernes kam i hele dens l�ngde og over de f�stninger, der d�kker Vogesernes nordlige passer. Hvis Metz ogs� blev annekteret, s� ville Frankrig ganske vist for �jeblikket v�re ber�vet to vigtige operationsbaser mod Tyskland, men det ville ikke hindre det i at oprette nye ved Nancy eller Verdun. Tyskland har Koblenz, Mainz, Germersheim, Rastatt og Ulm, hver is�r en operationsbasis mod Frankrig, og har i denne krig i rigt m�l gjort brug af dem; med hvilket sk�r af ret kan det misunde franskm�ndene Metz og Strassburg, de eneste to betydelige f�stninger, det har i denne egn? Oven i k�bet truer Strassburg kun Sydtyskland, s� l�nge dette er en fra Nordtyskland adskilt magt. Fra 1792 til 1795 blev Sydtyskland aldrig angrebet fra denne side, fordi Preussen deltog i krigen mod den franske revolution; men s� snart Preussen i 1795 sluttede sin separatfred og overlod Sydtyskland til sig selv, begyndte angrebene mod denne del af landet, med Strassburg som basis, og vedvarede til 1809. I virkeligheden kan et forenet Tyskland g�re Strassburg og enhver fransk armé i Elsass uskadelig, hvis det koncentrerer alle sine tropper mellem Saarlouis og Landau, s�ledes som det er sket i denne krig, og rykker frem eller tager imod et slag p� vejen fra Mainz til Metz. S� l�nge tyske troppers hovedstyrke st�r dér, er enhver h�r, der rykker ind i Sydtyskland fra Strassburg, omg�et og dens indre forbindelseslinjer truet. Hvis der er noget, det nuv�rende felttog har vist, s� er det den lethed, med hvilken man kan angribe Frankrig fra Tyskland.

Men �rlig talt, er det ikke i og for sig en meningsl�shed og anakronisme, hvis man oph�jer milit�re hensyn til det princip, efter hvilket de nationale gr�nser skal bestemmes? Hvis vi ville f�lge denne regel, s� ville �strig endnu have krav p� Venetien og Minciolinjen og Frankrig p� Rhinlinjen for at beskytte Paris, der afgjort er mere udsat for angreb fra nord�st end Berlin fra sydvest. Hvis gr�nserne skal bestemmes ud fra milit�re interesser, ville kravene aldrig tage ende, fordi enhver milit�r linje n�dvendigvis er mangelfuld og kan forbedres ved at annektere endnu et omr�de; og yderligere kan den aldrig blive definitiv og retf�rdig, fordi den altid p�tvinges den overvundne af sejrherren og f�lgelig allerede b�rer spiren til en ny krig i sig.

Det er noget, al historie l�rer. Det g�r med nationerne som med den enkelte. For at fratage dem enhver mulighed for at angribe m� man ber�ve dem alle forsvarsmidler. Man m� ikke blot gribe dem ved struben, men ogs� dr�be dem. Hvis en erobrer nogen sinde har taget "materielle garantier" for at bryde en nations kraft, s� er det Napoleon I med hans fredstraktat i Tilsit [11] og den m�de, hvorp� han gennemf�rte den mod Preussen og det �vrige Tyskland. Og alligevel brast hans gigantiske magt nogle �r senere som et r�ddent siv i kampen mod det tyske folk. Hvad er de "materielle garantier", som Preussen i sine vildeste dr�mme kan eller m� p�tvinge Frankrig, i sammenligning med dem, som Napoleon I aftvang det selv? Resultatet vil denne gang ikke v�re mindre ulykkesvangert. Historien vil ikke m�le sin geng�ldelse efter, hvor mange kvadratmil man har fravristet Frankrig, men efter den store forbrydelse, at man i det 19. �rhundredes anden halvdel p� ny har kaldt erobringspolitikken til live.

Den teutonske patriotismes ordf�rere siger: Men I m� ikke forveksle tyskerne med franskm�ndene. Vi �nsker ikke h�der, men kun sikkerhed. Tyskerne er i grunden et fredselskende folk. Under deres besindige varet�gt forvandler selv en erobring sig fra en �rsag til kommende krige til et pant p� evig fred. Selvf�lgelig var det ikke Tyskland, som i 1792 faldt ind i Frankrig med det oph�jede form�l at sl� det 18. �rhundredes revolution ned med bajonetter! Og det var ikke Tyskland, der besudlede sine h�nder ved at underkue Italien, ved at undertrykke Ungarn og ved at s�nderlemme Polen! Dets nuv�rende milit�rsystem, der deler hele den v�benduelige mandlige befolkning i to dele – en st�ende h�r, der g�r tjeneste, og en anden st�ende h�r, der har orlov, og som begge i lige grad er forpligtet til passiv lydighed over for regenterne af guds n�de -, et s�dant milit�rsystem er naturligvis en "materiel garanti" for verdensfreden og tilmed civilisationens h�jeste m�l. I Tyskland som alle vegne forgifter den best�ende ordnings lakajer den offentlige mening med virak og forl�jet selvros.

De ser indignerede ud, disse tyske patrioter, ved synet af disse franske f�stninger Metz og Strassburg, men de ser ikke noget uretf�rdigt i det uhyre system af moskovitiske bef�stninger omkring Warszawa, Modlin og Ivangorod. Mens de gyser for et bonapartistisk angrebs r�dsler, lukker de �jnene for det tsaristiske protektorats sk�ndsel.

Ligesom der 1865 blev udvekslet l�fter mellem Louis Bonaparte og Bismarck, s�ledes blev der ogs� i 1870 udvekslet l�fter mellem Gortjakov og Bismarck. Ligesom Louis Napoleon smigrede sig selv med, at krigen i 1866 ville f�re til gensidig udmattelse af �strig og Preussen og derved ville g�re ham selv til �verste voldgiftsdommer over Tyskland, s�ledes smigrede Aleksander sig selv med, at krigen i 1870 p� grund af Tysklands og Frankrigs gensidige udmattelse ville oph�je ham til �verste voldgiftsdommer i Vesteuropa. Ligesom det andet kejserd�mme ans� det nordtyske forbund for uforeneligt med sin eksistens, m�tte det selvherskerlige Rusland tro, at det blev truet af et tysk rige under Preussens f�rerskab. Det er loven for det gamle politiske system. Dér, hvor den g�lder, betyder gevinst for den ene tab for den anden. Tsarens overvejende indflydelse p� Europa har sin rod i hans traditionelle overh�jhed over Tyskland. Nu, da vulkanske sociale kr�fter i selve Rusland truer med at ryste selvherskerd�mmet i dets dybeste grundvold, kan tsaren da finde sig i et s�dant prestigetab overfor udlandet? Allerede nu bruger aviserne i Moskva det samme sprog, som de bonapartistiske aviser f�rte efter krigen i 1866. Tror de teutonske patrioter virkelig, at Tysklands frihed og fred er sikret, n�r de tvinger Frankrig over i Ruslands arme? Hvis v�benlykken, sejrens overmod og dynastiske intriger forleder Tyskland til at r�ve fransk omr�de, st�r der kun to veje �bne for det. Enten m� det, uanset hvad f�lgen heraf bliver, blive den russiske ekspansions �benbare redskab, eller ogs� m� det efter en kort pause ruste sig til en ny "defensiv" krig, ikke til en af disse nymodens "lokaliserede" krige, men til en racekrig, en krig mod slavernes og romanernes forbundne racer.

Den tyske arbejderklasse, der ikke var i stand til at hindre krigen, havde energisk underst�ttet den som en krig for Tysklands uafh�ngighed og for Frankrigs og Europas befrielse for det andet kejserd�mmes knugende mareridt. Det var de tyske industriarbejdere, der sammen med landarbejderne gav sener og muskler til heltemodige h�re, mens deres familier sad sultende hjemme. Decimerede af slagene i udlandet vil de endnu en gang blive decimeret af elendigheden hjemme. De forlanger nu p� deres side "garantier", garantier for, at de ikke forg�ves har bragt deres uhyre ofre, at de har erobret friheden, at de sejre, de har tilk�mpet sig over de bonapartistiske h�re, ikke forvandles til et nederlag for det tyske folk ligesom i 1815. Og som den f�rste garanti forlanger de en �refuld fred for Frankrig og anerkendelse af den franske republik.

Det tyske socialdemokratiske arbejderpartis centralkomité offentliggjorde den 5. oktober et manifest, i hvilket den energisk fastholdt disse garantier. "Vi protesterer", hedder det her, "mod anneksionen af Elsass-Lothringen. Og vi ved, at vi taler i den tyske arbejderklasses navn. I Frankrigs og Tysklands f�lles intetesse, i fredens og frihedens interesse, i det vesteurop�iske civilisations interesse mod �stligt barbari vil de tyske arbejdere ikke t�lmodigt finde sig i anneksionen af Elsass-Lothringen ... Vi m� st� fast side om side med vore arbejderkammerater i alle lande for proletariatets f�lles internationale sag!"

Uheldigvis kan vi ikke regne med, at de umiddelbart har held med sig. N�r de franske arbejdere midt i fredstid ikke kunne standse aggressoren, har de tyske arbejdere da mere udsigt til at kunne standse sejrherren midt i v�bengnyet? De tyske arbejderes manifest forlanger, at Louis Bonaparte, som en almindelig forbryder, skal udleveres til den franske republik. Men deres herskere g�r sig al mulig umage for at geninds�tte ham i Tuilerierne som den bedste mand til at ruinere Frankrig. Hvad det end bliver til, s� vil historien vise, at de tyske arbejdere ikke er af samme b�jelige materiale som det tyske bourgeoisi. De vil g�re deres pligt.

Ligesom de hilser vi republikkens oprettelse i Frankrig, men samtidig tynges vi af bekymringer, der forh�bentlig viser sig at v�re ubegrundede. Denne republik har ikke styrtet tronen, men kun indtaget dens ledige plads. Den er ikke blevet proklameret som en social erobring, men som en national forsvarsforanstaltning. Den er i h�nderne p� en provisorisk regering, der dels er sammensat af notoriske orleanister, dels af bourgeoisrepublikanere; og blandt dem er der nogle, som juniopr�ret i 1848 har br�ndem�rket for evigt. Arbejdsdelingen mellem denne regerings medlemmer synes ikke at sp� noget godt. Orleanisterne har bem�gtiget sig de st�rke stilinger – h�ren og politiet -, mens man har overladt de s�kaldte republikanere snakkestillingerne. Nogle af deres f�rste handlinger beviser temmelig tydeligt, at de ikke blot har arvet en ruinhob fra kejserd�mmet, men ogs� dets frygt for arbejderklassen. N�r der nu med um�deholdne udtryk loves umulige ting i republikkens navn, sker det s� ikke for at fremlokke kravet om en "mulig" re gering? Mon ikke visse af republikkens borgerlige herskere spekulerer i, at republikken skal tjene som en simpel overgang og bro til en orleanistisk restauration?

Den franske arbejder bev�ger sig derfor under vanskelige forhold. Ethvert fors�g p� at styrte den nye regering, nu hvor fjenden n�sten banker p� Paris' porte, ville v�re fortvivlet d�rskab. De franske arbejdere m� g�re deres pligt som borgere; men de m� ikke lade sig beherske af de nationale minder fra 1792, s�ledes som de franske b�nder lod sig bedrage af de nationale minder om det f�rste kejserd�mme. De skal ikke gentage fortiden, men opbygge fremtiden. M�tte de roligt og beslutsomt udnytte de midler, som den republikanske frihed giver dem til grundigt at gennemf�re deres egen klasses organisation. Det vil give dem nye herkuliske kr�fter til Frankrigs genf�delse og til vor f�lles opgave – proletariatets befrielse. Af deres kraft og klogskab afh�nger republikkens sk�bne.

De engelske arbejdere har allerede gjort skridt til at ud�ve et sundt tryk udefra for at bryde deres regerings modvilje mod at anerkende den franske republik [12]. N�r den engelske regering i dag t�ver, skal dette sandsynligvis g�re bod for anti-jakobinerkrigen i 1792 og for det uanst�ndige hastv�rk, med hvilket den i sin tid billigede statskuppet. De engelske arbejdere kr�ver desuden af deres regering, at den af al magt skal mods�tte sig Frankrigs s�nderlemmelse, hvad en del af den engelske presse er skaml�s nok til at forlange. Det er den samme presse, som tyve �r igennem forgudede Louis Bonaparte som Europas forsyn og hilste de amerikanske slaveholderes opr�r [13] med rasende bifald. I dag g�r den ligesom dengang slaveholdernes �rinde.

Den internationale arbejderassociations sektioner m� i alle lande rejse arbejderne til aktion. Hvis arbejderne glemmer deres pligt, hvis de forholder sig passive, s� vil den nuv�rende frygtelige krig kun v�re forl�beren for endnu frygteligere internationale kampe og vil i hvert land f�re til, at arbejderne lider nye nederlag i deres kamp mod k�rdens, jordens og kapitalens herrer.

Vive la république!

London, den 9. september 1870.

 

Noter

10. Den 4. september 1870 blev republikken proklameret i Frankrig, og en ny regering, den s�kaldte "nationale forsvarsregering", blev dannet. – Red.

11. Tilsittraktaten blev indg�et i 1807 mellem Frankrig og Rusland efter Preussens milit�re nederlag over for Napoleon I's tropper. – Red.

12. Der sigtes til den b�lge af m�der, som de engelske arbejdere p� initiativ af Marx og I. Internationales generalr�d afholdt for at fremme anerkendelsen af den franske repulblik. – Red.

13. Under den amerikanske borgerkrig (1861/65) mellem de industrielle nordstater og sydstaterne, som opretholdt slavesystemet p� plantagerne, st�ttede den engelske presse sydstaterne, d.v.s. slaveriet. – Red.