Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
L�narbejde og kapital blev holdt som foredrag i december 1847 i Den tyske Arbejderforening i Bruxelles, og i april 1849 trykt i Neue Rheinische Zeitung.
P� dansk i bl.a. i Karl Marx: �konomi og Filosofi. Ungdomsskrifter, s. 130-158; i Marx-Engels: Udvalgte Skrifter, bind I, s. 65-73; og som selvst�ndig pjece Marl Marx: L�narbejde og kapital. De to sidstn�vnte indeholder ogs� et forord af Fr. Engels fra 1891.
Fra forskellige sider har man bebrejdet os, at vi ikke har fremstillet de �konomiske forhold, som udg�r det materielle grundlag for de nuv�rende klasse- og nationalkampe. Vi har konsekvent kun ber�rt disse forhold, hvor de umiddelbart meldte sig i politiske stridigheder.
Det gjaldt fremfor alt om at f�lge klassekampen i de aktuelle begivenheder og udfra det forh�ndenv�rende historiske stof, der �ges dag for dag, empirisk at p�vise, at samtidig med at arbejderklassen, der havde v�ret den drivende kraft i februar og marts, blev underkuet, blev dens modstandere besejret – i Frankrig bourgeois-republikanerne, p� hele det europ�iske kontinent borger- og bondeklasserne, som bek�mpede den feudale enev�lde; at sejr for den "honnette republik" i Frankrig samtidig bet�d fald for de nationer, som havde besvaret Februar-revolutionen med heroiske uafh�ngighedskrige; at endelig Europa ved sejren over de revolution�re arbejdere faldt tilbage til sit gamle dobbeltslaveri, det engelsk-russiske slaveri. Juni-kampen i Paris, Wiens fald, Berlins tragikomiske november 1848, Polens, Italiens og Ungarns fortvivlede anstrengelser, Irlands udsultning – det var de hovedmomenter, i hvilke den europ�iske klassekamp mellem bourgeoisi og arbejderklasse tilspidsede sig, og udfra hvilke vi p�viste, at enhver revolution�r rejsning m� mislykkes – lad dens m�l synes nok s� fjernt fra klassekampen – indtil den revolution�re arbejderklasse sejrer, at enhver social reform er en utopi, indtil den proletariske revolution og den feudalistiske kontrarevolution pr�ver kr�fter i en verdenskrig. I vor fremstilling – ligesom i virkeligheden – var Belgien og Schweiz tragikomiske, karikaturagtige genrebilleder i det store historiske tableau, den ene m�nstret p� den borgerlige monarkiske stat, den anden m�nstret p� den borgerlige republik, begge to stater, der indbilder sig at v�re lige s� uafh�ngige af klassekampen som af den europ�iske revolution. [1]
Nu da vore l�sere har set klassekampen udvikle sig i 1848 og antage kolossale politiske former, er det p� tide at g� n�rmere ind p� selve de �konomiske forhold, der er grundlaget s�vel for bourgeoisiets eksistens og klasseherred�mme som for arbejdernes slaveri.
Vi vil i tre store afsnit [2] fremstille: 1. l�narbejdets forhold til kapitalen, arbejderens slaveri, kapitalistens herred�mme, 2. middelstandens og den s�kaldte bondestands uundg�elige undergang under det nuv�rende system, 3. hvorledes de forskellige europ�iske nationers bourgeoisiklasser kommercielt undertrykkes og udbyttes af verdensmarkedets despot – England.
Vi vil fors�ge at g�re fremstillingen ganske j�vn og popul�r og ikke foruds�tte selv de mest element�re begreber om den politiske �konomi. Vi �nsker, at arbejderne skal kunne forst� os. Og desuden hersker der i Tyskland den m�rkv�rdigste uvidenhed og begrebsforvirring med hensyn til de simpleste �konomiske forhold, fra de patenterede forsvarere af de best�ende tilstande ned til de socialistiske mirakelmagere og de miskendte politiske genier, som det splittede Tyskland er endnu rigere p� end p� landsfaderlige fyrster.
Det f�rste sp�rgsm�l bliver: Hvad er arbejdsl�n? – Hvorledes bestemmes den?
Hvis man spurgte arbejdere: "Hvor stor er jeres arbejdsl�n?", s� ville een svare: "Jeg f�r af min arbejdsgiver 1 mark pr. arbejdsdag", og en anden: "Jeg f�r 2 mark" osv. Alt efter som de tilh�rer den ene eller den anden arbejdsgren, ville de angive forskellige pengesummer, som de af deres arbejdsgiver f�r for en bestemt arbejdstid eller for at fremstille et bestemt stykke arbejde, f.eks. for at v�ve en alen l�rred eller for at s�tte et trykark. Trods forskellen mellem deres angivelser vil de alle stemme overens p� eet punkt: arbejdsl�nnen er den sum penge, som den kapitalist, de netop arbejder for, betaler for en bestemt arbejdstid eller for en bestemt arbejdsydelse.
Kapitalisten k�ber alts� tilsyneladende deres arbejde for penge. For penge s�lger de deres arbejde til ham. Men det er kun tilsyneladende. Hvad de i virkeligheden s�lger til kapitalisten for penge, er deres arbejdskraft. Denne arbejdskraft k�ber kapitalisten for en dag, en uge, en m�ned osv. Og efter at han har k�bt den, bruger han den ved at lade arbejderne arbejde i den fastsatte tid. For den samme pengesum, arbejdsgiveren har k�bt deres arbejdskraft for, f.eks. 2 mark, kunne han have k�bt to pund sukker eller en hvilken som helst anden vare til et bestemt bel�b. De 2 mark, for hvilke han k�ber to pund sukker, er prisen for 2 pund sukker. De 2 mark, for hvilke han k�ber brugen af arbejdskraften i 12 timer, er prisen for de 12 timers arbejde. Arbejdskraften er alts� en vare, hverken mere eller mindre end sukker er det. Den f�rste m�ler man med et ur, den anden med en v�gt.
Arbejderne ombytter deres vare, arbejdskraften, med kapitalistens vare, pengene, og denne ombytning sker i et ganske bestemt forhold. S� og s� mange penge for s� og s� lang tids brug af arbejdskraften. For tolv timers v�vning 2 mark. Og de 2 mark, repr�senterer de ikke alle andre varer, som jeg kan k�be for 2 mark? Arbejderen har alts� faktisk ombyttet sin vare, arbejdskraften, med andre varer af enhver art og i et bestemt forhold. Idet arbejdsgiveren udbetaler ham 2 mark, har han givet ham et bestemt kvantum k�d, en bestemt m�ngde kl�der, br�nde, lys osv. i bytte for hans arbejdsdag. De 2 mark udtrykker alts� det forhold, hvori arbejdskraften bliver byttet med andre varer, byttev�rdien af hans arbejdskraft. En vares byttev�rdi, m�lt i penge, er netop dens pris. Arbejdsl�n er alts� kun et s�rligt navn for arbejdskraftens pris, som man i almindelighed kalder arbejdets pris, for prisen p� denne ejendommelige vare, der kun eksisterer i menneskeligt k�d og blod.
Lad os tage en eller anden arbejder, f.eks. en v�ver. Arbejdsgiveren leverer ham v�vestol og garn. V�veren s�tter sig til arbejdet, og garnet bliver til l�rred. Arbejdsgiveren bem�gtiger sig l�rredet og s�lger det, f.eks. for 20 mark. Er nu v�verens arbejdsl�n en andel i l�rredet, i de 20 mark, produktet af hans arbejde? Aldeles ikke. L�nge f�r l�rredet er solgt, m�ske l�nge f�r det er v�vet f�rdigt, har v�veren f�et sin arbejdsl�n. Kapitalisten betaler alts� ikke denne l�n med de penge, som han vil f� for l�rredet, men med penge, han havde i forvejen. Lige s� lidt som v�vestol og garn er v�verens produkter, men leveret ham af arbejdsgiveren, lige s� lidt er de varer det, som han f�r i bytte for sin egen vare, arbejdskraften. Det er muligt, at arbejdsgiveren slet ikke finder nogen k�ber til sit l�rred; det er muligt, at han ikke engang kan f� s� meget for det, som han har givet arbejderen, og det er muligt, at han s�lger det meget fordelagtigt i forhold til v�verl�nnen. Alt det vedr�rer slet ikke v�veren. Kapitalisten k�ber v�verens arbejdskraft med en del af sin forh�ndenv�rende formue, sin kapital, p� akkurat samme m�de som han har k�bt r�stoffet – garnet – og arbejdsinstrumentet – v�vestolen – med en anden del af sin formue. Efter at han har gjort disse indk�b, og dertil h�rer k�bet af den til l�rredsproduktionen n�dvendige arbejdskraft, producerer han udelukkende med r�stoffer og arbejdsredskaber, der tilh�rer ham. Til de sidste h�rer nu netop ogs� vor gode v�ver, der lige s� lidt har andel i produktet eller produktets pris, som v�vestolen har det.
Arbejdsl�nnen er alts� ikke en andel, som arbejderen har i den vare, han har produceret. Arbejdsl�nnen er den del af de allerede forh�ndenv�rende varer, for hvilken kapitalisten tilk�ber sig en bestemt sum produktiv arbejdskraft.
Arbejdskraften er alts� en vare, som dens ejer, l�narbejderen, s�lger til kapitalen. Hvorfor s�lger han den? For at leve.
Arbejdskraftens udtryksform, arbejdet, er imidlertid arbejderens egen livsvirksomhed, hans egen livsytring, og denne livsvirksomhed s�lger han til tredjemand for at sikre sig de forn�dne eksistensmidler. Hans livsvirksomhed er alts� for ham kun et middel til at eksistere; han arbejder for at leve. Han regner ikke selv arbejdet med til sit liv, det betyder tv�rtimod, at han ofrer en del af sit liv; det er en vare, som han har borthandlet til tredjemand. Produktet af hans virksomhed er derfor ikke form�let med hans virksomhed. Det, han producerer til sig selv, er ikke den silke, han v�ver, ikke det guld, som han bringer op af bjergskakten, ikke det palads, han bygger. Hvad han producerer til sig selv er arbejdsl�nnen; silke, guld og palads opl�ser sig for ham i et bestemt kvantum livsforn�denheder, m�ske en bomuldsjakke, kobberm�nter og en k�lderlejlighed. Og denne arbejder, som i 12 timer v�ver, spinder, borer, drejer, bygger, skovler, sl�r sk�rver, b�rer sten osv. – anser han nu disse tolv timers v�ven, spinderi, boren, drejen, byggen, skovlen og sk�rveslagning som sin livsytring, som liv? Nej, tv�rtimod. Hans liv begynder dér, hvor denne virksomhed holder op, ved bordet, p� v�rtshusb�nken, i sengen. De 12 timers arbejde har derimod ikke nogen betydning for ham som v�ven, spinderi, boren osv., men kun som erhverv, der bringer ham til bordet, p� v�rtshusb�nken og i sengen. Hvis silkeormen spandt for at friste livet som larve, s� var den fuldkommen l�narbejder. Arbejdskraften har ikke altid v�ret en vare. Arbejdet har ikke altid v�ret l�narbejde, dvs. frit arbejde. Slaven solgte ikke sin arbejdskraft til slaveejeren, lige s� lidt som koen s�lger sin ydelse til bonden. Slaven med sin arbejdskraft er een gang for alle solgt til sin ejer. Han er en vare, som kan g� fra den ene ejers h�nd til den andens. Han er selv en vare, men arbejdskraften er ikke hans vare. Den livegne s�lger kun en del af sin arbejdskraft. Det er ikke ham, der f�r l�n af jordens ejer; jordens ejer f�r tv�rtimod en tribut af ham.
Den livegne h�rer med til jorden og afkaster frugter til jordens ejer. Den fri arbejder s�lger derimod sig selv, og han g�r det stykkevis. Han bortauktionerer 8, 10, 12, 15 timer af sit liv, den ene dag som den anden, til den h�jestbydende, til ejerne af r�stofferne, arbejdsredskaberne og eksistensmidlerne, dvs. til kapitalisten. Arbejderen tilh�rer hverken en ejer eller selve jorden; men 8, 10, 12, 15 timer af hans daglige liv tilh�rer den, der k�ber dem. Arbejderen forlader, s� ofte han vil, den kapitalist, som han bortf�ster sig til, og kapitalisten afskediger ham, s� ofte han finder for godt, s� snart han ikke mere drager nytte af ham eller ikke den beregnede nytte. Men arbejderen, for hvem salget af arbejdskraften er den eneste erhvervskilde, kan ikke forlade hele klassen af k�bere, dvs. kapitalistklassen, uden at give afkald p� sin eksistens. Han tilh�rer ikke den ene eller den anden kapitalist, men kapitalistklassen; og det er hans egen sag at f� sig selv afsat, dvs. at finde en k�ber i denne kapitalistklasse.
F�rend vi g�r n�rmere ind p� forholdet mellem kapital og l�narbejde, vil vi kort fremstille de almindeligste forhold, som kommer i betragtning ved fasts�ttelsen af arbejdsl�nnen.
Arbejdsl�nnen er, som vi har set, prisen for en bestemt vare, arbejdskraften. Arbejdsl�nnen bestemmes alts� af de samme love, som bestemmer prisen for enhver anden vare. Sp�rgsm�let bliver alts�: hvordan bestemmes en vares pris?
Hvad bestemmer en vares pris?
Det g�r konkurrencen mellem k�bere og s�lgere, forholdet mellem eftersp�rgsel og tilf�rsel, mellem udbud og behov. Konkurrencen, som bestemmer en vares pris, er tresidig.
Den samme vare bliver udbudt af forskellige s�lgere. Den, der s�lger af samme kvalitet som de andre, men billigere, er sikker p� at sl� de andre s�lgere af marken og sikre sig den st�rste afs�tning. S�lgerne strides alts� indbyrdes om afs�tning, om markedet. Enhver af dem vil s�lge, s�lge s� meget som muligt, og hvor det er muligt, s�lge alene med udelukkelse af de �vrige s�lgere. Derfor s�lger den ene billigere end den anden. Der finder alts� en konkurrence sted mellem s�lgerne, der trykker prisen ned p� de varer, som de udbyder.
Men der finder ogs� konkurrence sted mellem k�berne, og den f�r p� sin side prisen p� de udbudte varer til at stige.
Der finder endelig en konkurrence sted mellem k�berne og s�lgerne; de f�rste vil k�be s� billigt som muligt, de andre s�lge s� dyrt som muligt. Resultatet af denne konkurrence mellem k�bere og s�lgere afh�nger af, hvordan det forholder sig med de to andre sider af konkurrencen, dvs. om konkurrencen er st�rkest inden for k�bernes h�r eller inden for s�lgernes h�r. Industrien f�rer to h�rmasser i marken mod hinanden, hvoraf hver is�r atter leverer et slag inden for sine egne r�kker mellem sine egne tropper. Den h�rmasse sejrer over modstanderen, som har det mindste slagsm�l mellem sine egne tropper indbyrdes.
Lad os antage, at der er 100 baller bomuld p� markedet og samtidig k�bere til 1000. I dette tilf�lde er eftersp�rgselen alts� 10 gange s� stor som tilf�rselen. F�lgelig bliver konkurrencen mellem k�berne meget st�rk, idet hver af dem vil tilrive sig een – eller, hvis de kunne komme til det, helst alle 100 baller. Dette eksempel er ikke noget vilk�rligt p�fund. Vi har i handelshistorien oplevet misv�kstperioder for bomulden, hvor nogle kapitalister i forening s�gte at tilk�be sig ikke 100 baller, men hele jordens bomuldsforr�d. I det anf�rte tilf�lde vil alts� den ene k�ber s�ge at sl� den anden af marken ved at tilbyde en forholdsvis h�jere pris for bomuldsballerne. Bomuldss�lgerne, der ser den fjendtlige h�rs tropper i den heftigste kamp med hinanden og f�ler sig sikre p� salget af samtlige 100 baller, skal nok vogte sig for at ryge i totterne p� hinanden for at f� bomuldspriserne trykket ned p� et tidspunkt, hvor deres modstandere kappes om at f� dem skruet i vejret. Der er alts� pludselig indtr�dt fred i s�lgerh�ren. De st�r som een mand overfor k�berne, l�gger filosofisk armene over kors, og deres krav vil ikke finde nogen gr�nse, hvis ikke selv de mest n�rg�ende k�belystnes tilbud ogs� havde deres meget bestemte gr�nse.
Er alts� tilf�rselen af en vare svagere end eftersp�rgselen efter denne vare, s� finder der kun ringe eller slet ingen konkurrence sted mellem s�lgerne. I samme forhold som denne konkurrence aftager, vokser konkurrencen mellem k�berne. Resultatet bliver en mere eller mindre betydelig stigning af varepriserne.
Det er velkendt, at det omvendte tilf�lde med det omvendte resultat indtr�der hyppigere. Et betydeligt overskud af tilf�rselen i forhold til eftersp�rgselen: fortvivlet konkurrence mellem s�lgerne; mangel p� k�bere: udsalg af varer til spotpriser.
Men hvad betyder stigning og fald af priserne, hvad betyder h�j pris, lav pris? Et sandskorn er h�jt, n�r det betragtes i mikroskop, og et t�rn er lavt sammenlignet med et bjerg. Og n�r prisen bestemmes af forholdet mellem eftersp�rgsel og tilf�rsel, hvad bestemmes s� forholdet mellem eftersp�rgsel og tilf�rsel af?
Lad os se p� den f�rste den bedste borger. Han vil ikke bet�nke sig et �jeblik, men som en anden Alexander den Store s�nderhugge denne metafysiske knude med den lille tabel. Hvis fremstillingen af den vare, som jeg s�lger, har kostet mig 100 mark, vil han sige, og jeg f�r 110 mark ved at s�lge denne vare, i l�bet af et �r forst�r sig – s� er det en borgerlig, en honnet, en p�n fortjeneste. Men f�r jeg 120, 130 mark, s� er det en h�j fortjeneste; og fik jeg hele 200 mark, s� ville det v�re en overordentlig, en enorm fortjeneste. Hvad st�r alts� for borgeren som m�lestok for fortjenesten? Hans vares produktionsomkostninger. F�r han i bytte for sin vare en sum af andre varer, hvis fremstilling har kostet mindre, s� har han tabt ved handelen. F�r han i bytte mod sin vare en sum af andre varer, hvis fremstilling har kostet mere, s� har han tjent. Og fortjenestens stigen eller falden beregner han efter den grad, hans vares byttev�rdi ligger over eller under nul – produktionsomkostningerne.
Vi har nu set, hvordan det skiftende forhold mellem eftersp�rgsel og tilf�rsel snart fremkalder prisstigning, snart prisfald, snart h�je, snart lave priser. Stiger prisen p� en vare i betydelig grad p� grund af manglende tilf�rsel eller uforholdsm�ssigt voksende eftersp�rgsel, s� er n�dvendigvis prisen p� en hvilken som helst vare faldet i forhold dertil; thi prisen p� en vare udtrykker jo kun i penge det forhold, hvori en tredje vare ville blive givet i bytte for den. Stiger f.eks. prisen p� en alen silket�j fra 5 mark til 6 mark, s� er prisen p� s�lv faldet i forhold til silket�j, og ligeledes er prisen p� alle andre varer, der er blevet st�ende ved deres gamle priser, faldet i forhold til silket�jet. For at f� den samme sum silkestof m� man give en st�rre sum i bytte. Hvad bliver f�lgen af, at prisen p� en vare stiger? Store kapitalm�ngder vil blive kastet ind i den blomstrende industrigren, og denne indvandring af kapital i den foretrukne industris omr�de vil vedblive, indtil den indbringer den s�dvanlige avance eller rettere, til prisen p� dens produkter p� grund af overproduktion synker ned under produktionsomkostningerne.
Omvendt: falder prisen p� en vare under dens produktionsomkostninger, s� vil kapitalen tr�kke sig tilbage fra produktionen af denne vare. Bortset fra det tilf�lde, hvor en industrigren ikke mere er tidssvarende, alts� m� g� under, vil produktionen af en s�dan vare, dvs. dens tilf�rsel, ved denne kapitalflugt aftage, indtil den svarer til eftersp�rgselen, alts� til dens pris igen kommer p� h�jde med dens produktionsomkostninger eller rettere, indtil tilf�rselen er faldet under eftersp�rgselen, dvs. indtil dens pris igen stiger over dens produktionsomkostninger, thi den kurante pris p� en vare ligger altid over eller under dens produktionsomkostninger.
Vi ser, hvorledes kapitalerne bestandig vandrer ud og ind, fra den ene industris omr�de til den andens. Den h�je pris fremkalder en for st�rk indvandring, og den lave pris en for st�rk udvandring.
Fra et andet synspunkt kunne vi vise, hvordan ikke blot tilf�rselen, men ogs� eftersp�rgselen bestemmes af produktionsomkostningerne. Men dette ville f�re os for langt bort fra vort emne.
Vi har lige set, hvorledes tilf�rselens og eftersp�rgselens svingninger atter og atter f�rer prisen p� en vare tilbage til produktionsomkostningerne. Ganske vist ligger en vares virkelige pris altid over eller under produktionsomkostningerne; men stigning og fald supplerer gensidigt hinanden, s�ledes at varerne – inden for et bestemt tidsrum, hvor industriens ebbe og flod sammenregnes – bliver ombyttet indbyrdes i forhold, der stemmer overens med produktionsomkostningerne, dvs. s�ledes at deres pris bestemmes af produktionsomkostningerne.
Denne prisbestemmelse ved produktionsomkostningerne skal ikke forst�s i �konomernes betydning. �konomerne siger, at varernes gennemsnitspris er lig med produktionsomkostningerne; dette skulle v�re loven. Den anarkiske bev�gelse, hvor stigningen udj�vnes ved faldet, faldet ved stigningen, betragter de som noget tilf�ldigt. Man kunne med samme ret, hvad andre �konomer ogs� har gjort, betragte svingningerne som lov og bestemmelsen ved produktionsomkostningerne som tilf�ldighed. Men kun disse svingninger, der n�rmere betragtet f�rer de frygteligste �del�ggelser med sig og ligesom jordsk�lv f�r det borgerlige samfund til at ryste i sin grundvold, kun disse svingninger bestemmer i deres forl�b prisen ved hj�lp af produktionsomkostningerne. Totalbev�gelsen af denne uorden er dens orden. Under forl�bet af dette industrielle anarki, i denne kredsbev�gelse, udligner konkurrencen s� at sige den ene ekstravagance ved hj�lp af den anden.
Vi ser alts�: en vares pris er bestemt af dens produktionsomkostninger p� den m�de, at de tider, hvori prisen p� denne vare stiger over produktionsomkostningerne, udlignes ved de tider, hvor den synker under produktionsomkostningerne, og omvendt. Dette g�lder naturligvis ikke for et enkelt givet industriprodukt, men kun for hele industrigrene. Det g�lder alts� heller ikke for den enkelte industridrivende, men kun for hele klassen af industridrivende.
Prisens bestemmelse p� grundlag af produktionsomkostningerne er lig med prisens bestemmelse p� grundlag af den arbejdstid, der er n�dvendig til en vares fremstilling, thi produktionsomkostningerne best�r for det f�rste af r�stoffer og slid p� redskaber, dvs. industriprodukter, hvis fremstilling har kostet en vis sum af arbejdsdage, og som f�lgelig repr�senterer en vis sum af arbejdstid, og for det andet af umiddelbart arbejde, som netop m�les i tid.
Men de samme almindelige love, som regulerer vareprisen i almindelighed, regulerer naturligvis ogs� arbejdsl�nnen, prisen p� arbejdet.
Arbejdsl�nnen vil snart stige, snart falde, alt efter forholdet mellem eftersp�rgsel og tilf�rsel, alt efter som konkurrencen mellem k�berne af arbejdskraften, kapitalisterne, og s�lgerne af arbejdskraften, arbejderne, former sig. Til vareprisernes svingninger i almindelighed svarer arbejdsl�nnens svingninger. Men inden for disse svingninger vil arbejdets pris v�re bestemt af produktionsomkostningerne, af den arbejdstid, der er n�dvendig for at frembringe denne vare, arbejdskraften.
Hvad er nu arbejdskraftens produktionsomkostninger?
Det er de omkostninger, der kr�ves for at bevare arbejderen som arbejder og for at uddanne ham til arbejder.
Jo mindre uddannelsestid et arbejde derfor kr�ver, desto mindre er arbejderens produktionsomkostninger, og desto lavere er prisen for hans arbejde, hans arbejdsl�n. I de industrigrene, hvor der n�sten ikke kr�ves nogen l�retid, og hvor arbejderens blotte legemlige eksistens er tilstr�kkelig, indskr�nker de produktionsomkostninger, som er n�dvendige for at opretholde ham, sig n�sten helt til de varer, som kr�ves for at holde ham i live i arbejdsdygtig stand. Prisen p� hans arbejde vil derfor v�re bestemt af prisen p� de absolutte livsforn�denheder.
Der kommer imidlertid endnu en omst�ndighed til. Fabrikanten, der beregner sine produktionsomkostninger og derefter prisen p� sine produkter, tager sliddet p� arbejdsredskaberne med i beregningen. Koster en maskine ham f.eks. 1000 mark, og slides denne maskine op p� 10 �r, s� l�gger han �rligt 100 mark til varens pris, for efter 10 �rs forl�b at kunne erstatte den opslidte maskine med en ny. P� samme m�de m� omkostningerne ved arbejderbefolkningens videref�relse, de omkostninger, der s�tter den i stand til at formere sig og erstatte udslidte arbejdere med nye, regnes med til produktionsomkostningerne for den direkte arbejdskraft. Sliddet p� arbejderen bliver alts� taget med i beregningen p� samme m�de som sliddet p� maskinen.
Produktionsomkostningerne for den direkte arbejdskraft best�r alts� af omkostningerne ved arbejderens eksistens og klassens videref�relse. Prisen for disse omkostninger udg�r arbejdsl�nnen. Den s�ledes bestemte arbejdsl�n hedder arbejdsl�nnens minimum. Dette minimum for arbejdsl�nnen g�lder – som varernes prisbestemmelse ved produktionsomkostningerne overhovedet – ikke for det enkelte individ, men for arten. Enkelte arbejdere, millioner af arbejdere, f�r ikke nok til at kunne eksistere og f�re sl�gten videre; men inden for sine svingninger udlignes arbejdsl�nnen for hele arbejderklassen til dette minimum.
Nu da vi har klarlagt os de almindeligste love, der g�lder for arbejdsl�nnen som for prisen p� enhver anden vare, kan vi g� n�rmere ind p� vort emne.
Kapitalen best�r af r�stoffer, arbejdsredskaber og livsforn�denheder af enhver art, som anvendes for at producere nye r�stoffer, nye arbejdsredskaber og nye livsforn�denheder. Alle disse bestanddele er skabt ved hj�lp af arbejde, er arbejdsprodukter, ophobet arbejde. Ophobet arbejde, der tjener som middel til ny produktion, er kapital.
S�ledes siger �konomerne.
Hvad er en negerslave? Et menneske af den sorte race. Den ene forklaring er lige s� god som den anden.
En neger er en neger. F�rst under bestemte forhold bliver han slave. En bomuldsspindemaskine er en maskine til at spinde bomuld med. Kun under bestemte forhold bliver den til kapital. L�srevet fra disse forhold er den lige s� lidt kapital, som guld i og for sig er penge eller sukker sukkerpris.
I produktionen virker menneskene ikke blot p� naturen, men ogs� p� hinanden. De producerer kun ved, at de arbejder sammen p� en bestemt m�de og indbyrdes udveksler deres frembringelser. For at producere indg�r de i bestemte forbindelser og forhold med hinanden, og kun inden for disse samfundsm�ssige forbindelser og forhold finder deres indvirken p� naturen, finder produktionen sted.
Disse samfundsm�ssige forhold, hvori producenterne st�r til hinanden, de betingelser, hvorunder de udveksler deres virksomhed og tager del i produktionshelheden, vil naturligvis v�re afh�ngig af produktionsmidlernes karakter og �ndre sig med denne. Ved opfindelsen af et nyt krigsredskab, gev�ret, �ndredes n�dvendigvis hele armeens indre organisation, forvandledes de forhold, under hvilke individerne udg�r en armé og kan virke som armé, og ogs� forskellige armeers forhold til hinanden �ndrede sig.
De samfundsforhold, hvorunder individerne producerer, de samfundsm�ssige produktionsforhold �ndrer sig alts�, forvandler sig med de materielle produktionsmidlers, med produktionskr�fternes forandring og udvikling. Produktionsforholdene taget som helhed udg�r det, man kalder samfundsm�ssige forhold, samfundet, nemlig et samfund p� et bestemt historisk udviklingstrin, et samfund med ejendommelig, s�rpr�get karakter. Det antikke samfund, det feudale samfund, det borgerlige samfund er s�danne helheder af produktionsforhold, som hver is�r tillige betegner et bestemt udviklingstrin i menneskehedens historie.
Ogs� kapitalen er et samfundsm�ssigt produktionsforhold. Den er et borgerligt produktionsforhold, et produktionsforhold knyttet til det borgerlige samfund. De livsforn�denheder, de arbejdsredskaber, de r�stoffer, som kapitalen best�r af, er de ikke frembragt og ophobet under givne samfundsm�ssige betingelser, under bestemte samfundsm�ssige forhold? Anvendes de ikke under givne samfundsm�ssige betingelser, under bestemte samfundsm�ssige forhold til ny produktion? Og g�r ikke netop denne bestemte samfundsm�ssige karakter de produkter til kapital, der tjener til ny produktion?
Kapitalen best�r ikke blot af livsforn�denheder, arbejdsredskaber og r�stoffer, ikke blot af materielle produkter; den best�r i lige s� h�j grad af byttev�rdier. Alle de produkter, den best�r af, er varer. Kapitalen er alts� ikke blot en sum af materielle produkter, den er en sum af varer, af byttev�rdier, af samfundsm�ssige st�rrelser.
Kapitalen er og bliver den samme, hvad enten vi s�tter bomuld i stedet for uld, ris i stedet for korn, dampskibe i stedet for jernbaner, blot forudsat, at bomulden, risen og dampskibene – kapitalens legeme – har samme byttev�rdi, samme pris som ulden, kornet og jernbanerne, som den f�r var legemliggjort i. Kapitalens legeme kan stadig forvandle sig, uden at der sker den ringeste forandring med kapitalen.
Men selv om enhver kapital er en sum af varer, dvs. af byttev�rdier, s� er dog ikke enhver sum af varer, af byttev�rdier, kapital.
Enhver sum af byttev�rdier er en byttev�rdi. Hver enkelt byttev�rdi er en sum af byttev�rdier. F.eks. er et hus, som er 1000 mark v�rd, en byttev�rdi p� 1000 mark. Et stykke papir, som er 1 pfennig v�rd, er en sum af byttev�rdler p� 100/100 pfennig. Produkter, der kan byttes med hinanden, er varer. Det bestemte forhold, hvori de kan byttes med hinanden, udg�r deres byttev�rdi, eller, udtrykt i penge, deres pris. Disse produkters masse kan ikke �ndre deres bestemmelse: at v�re vare, at udg�re en byttev�rdi eller at have en bestemt pris. Et tr� er et tr�, hvad enten det er stort eller lille. Forandrer det jernets karakter af vare, af byttev�rdi, hvis vi bytter det bort for andre produkter i lod eller tons? Alt efter m�ngden er det en vare af st�rre eller mindre v�rdi, med h�jere eller lavere pris.
Hvordan bliver nu en sum af varer, af byttev�rdier, til kapital?
Ved at den holder og formerer sig som selvst�ndig samfundsm�ssig magt, dvs. som en magt i h�nderne p� en del af samfundet, gennem udveksling med den umiddelbare, levende arbejdskraft. Eksistensen af en klasse, der ikke ejer andet end sin arbejdsevne, er en n�dvendig foruds�tning for kapitalen.
Det er f�rst det ophobede, fortidige, legemliggjorte arbejdes herred�mme over det umiddelbare, levende arbejde, der g�r det ophobede arbejde til kapital.
Kapitalen best�r ikke i, at ophobet arbejde tjener det levende arbejde som middel til ny produktion. Den best�r i, at det levende arbejde tjener det ophobede arbejde som middel til at opretholde og formere dettes byttev�rdi.
Hvad foreg�r der i byttehandelen mellem kapitalist og l�narbejder?
Arbejderen f�r livsforn�denheder i bytte for sin arbejdskraft, men kapitalisten f�r i bytte for disse livsforn�denheder arbejde, arbejderens produktive virksomhed, den skabende kraft, hvormed arbejderen ikke blot erstatter, hvad han fort�rer, men giver det ophobede arbejde en st�rre v�rdi, end det havde i forvejen. Arbejderen modtager af kapitalisten en del af de forh�ndenv�rende livsforn�denheder. Hvortil tjener disse livsforn�denheder ham? Til umiddelbart forbrug. Men s� snart jeg forbruger livsforn�denheder, mister jeg dem uigenkaldeligt, medmindre jeg da bruger den tid, i hvilken disse midler holder mig i live, til at producere nye livsforn�denheder, til ved hj�lp af mit arbejde at skabe nye v�rdier til erstatning for de v�rdier, som g�r til grunde ved forbruget. Men netop denne �dle reproduktive kraft afst�r arbejderen jo til kapitalen som bytte for modtagne livsforn�denheder. Han har alts� mistet den for sit eget vedkommende.
Lad os tage et eksempel: en forpagter giver sin daglejer 5 s�lvgroschen om dagen. For disse 5 s�lvgroschen arbejder han hele dagen p� forpagterens mark og sikrer ham s�ledes en indt�gt p� 10 s�lvgroschen. Forpagteren f�r ikke blot de v�rdier erstattet, som han har afst�et til daglejeren; han fordobler dem. Han har alts� p� en frugtbar, produktiv m�de anvendt eller forbrugt de 5 s�lvgroschen, som han gav daglejeren. Han har for de 5 s�lvgroschcn netop k�bt daglejerens arbejde og kraft, som frembringer produkter af jorden til den dobbelte v�rdi og g�r de 5 s�lvgroschen til 10 s�lvgroschen. Daglejeren f�r derimod i stedet for sin produktivkraft, hvis virkninger han netop har afst�et til forpagteren, 5 s�lvgroschen, som han bytter med livsforn�denheder, livsforn�denheder, som han forbruger mere eller mindre hurtigt. De 5 s�lvgroschen er alts� forbrugt i dobbelt forstand: reproduktivt for kapitalen, thi de er byttet med en arbejdskraft, som frembragte 10 s�lvgroschen, uproduktivt for arbejderen, thi de er byttet med livsforn�denheder som for stedse er forsvundet, og hvis v�rdi han kun kan f� igen ved at gentage den samme byttehandel med forpagteren. Kapitalen foruds�tter alts� l�narbejdet, l�narbejdet kapitalen. De betinger gensidigt hinanden; de frembringer gensidigt hinanden.
En arbejder i en bomuldsfabrik, producerer han kun bomuldsstoffer? Nej, han producerer kapital. Han producerer v�rdier, som p� ny tjener til at byde over hans arbejde, til ved hj�lp af det at skabe nye v�rdier.
Kapitalen kan kun for�ges ved at ombyttes med arbejdskraft, ved at skabe l�narbejde. L�narbejderens arbejdskraft kan kun ombyttes med kapital ved at for�ge kapitalen, ved at forst�rke den magt, hvis slave den er. Kapitalens formering er derfor formering af proletariatet, dvs. arbejderklassen.
Arbejderens interesse er derfor den samme som kapitalistens, p�st�r bourgeoisiet og dets �konomer. Og faktisk! Arbejderen g�r til grunde, n�r kapitalen ikke besk�ftiger ham. Kapitalen g�r til grunde, hvis den ikke udbytter arbejdskraften, og for at udbytte den, m� den k�be den. Jo raskere den kapital, som er bestemt til produktion, den produktive kapital, formerer sig, jo mere industrien derfor blomstrer, jo mere bourgeoisiet beriger sig, jo bedre forretningen g�r, desto flere arbejdere beh�ver kapitalisten, desto dyrere s�lger arbejderen sig.
Den uomg�ngelige betingelse for en t�lelig tilstand for arbejderen er alts� den hurtigst mulige v�kst af den produktive kapital.
Men hvad vil den produktive kapitals v�kst sige? Det ophobede arbejdes voksende magt over det levende arbejde. Bourgeoisiets voksende herred�mme over den arbejdende klasse. N�r l�narbejdet producerer den fjendtlige magt, kapitalen, den fremmede rigdom, der behersker det, str�mmer der fra denne besk�ftigelsesmidler, dvs. eksistensmidler tilbage til det, p� den betingelse, at det p� ny g�r sig til en del af kapitalen, til den drivkraft, der p� ny slynger kapitalen ind i en hurtigere og hurtigere voksende bev�gelse.
At kapitalens interesser er de samme som arbejdernes, vil blot sige: kapital og l�narbejde, er to sider af et og samme forhold. Den ene betinger den anden, som �gerkarlen og �delanden gensidig betinger hinanden.
S� l�nge l�narbejderen er l�narbejder, afh�nger hans sk�bne af kapitalen. Det er det h�jtpriste interessef�llesskab mellem arbejder og kapitalist.
Vokser kapitalen, s� vokser l�narbejdets m�ngde, s� vokser antallet af l�narbejdere, kort sagt: kapitalens herred�mme udstr�kker sig over en st�rre masse individer. Og lad os foruds�tte det gunstigste tilf�lde: n�r den produktive kapital vokser, stiger eftersp�rgselen efter arbejde. Prisen p� arbejdet, arbejdsl�nnen, stiger alts�.
Et hus kan v�re stort eller lille, men s� l�nge de omgivende huse ligeledes er sm�, tilfredsstiller det alle samfundsm�ssige krav til en bolig. Men rejser der sig et palads ved siden af det lille hus, s� skrumper det lille hus ind til en hytte. Det lille hus beviser nu, at dets indehaver ikke stiller nogen krav eller kun meget ringe krav; og det kan i l�bet af civilisationens fremgang skyde nok s� meget i vejret, hvis paladset ved siden af skyder i vejret i samme forhold eller endnu hurtigere, vil beboeren af det forholdsm�ssigt lille hus stadig f�le sig mere ubehageligt til mode, mere utilfredsstillet, mere trykket inden for sine fire v�gge.
En m�rkbar v�kst af arbejdsl�nnen foruds�tter en rask tilv�kst af produktiv kapital. Den raske tilv�kst af produktiv kapital fremkalder en lige s� rask v�kst af rigdom, luksus, samfundsm�ssige behov og samfundsm�ssige nydelser. Sk�nt alts� arbejderens nydelser er steget, er den sociale tilfredsstillelse, de giver ham, faldet p� baggrund af kapitalistens for�gede nydelser, som er utilg�ngelige for arbejderen, og p� baggrund af samfundets udviklingstrin overhovedet. Vore behov og nydelser har deres rod i samfundet; vi m�ler dem derfor med samfundet; vi m�ler dem ikke med de genstande, som tilfredsstiller dem. De er af relativ natur, fordi de er af social natur.
Arbejdsl�nnen bestemmes overhovedet ikke blot af den m�ngde varer, jeg kan f� i bytte for den. Den indeholder forskellige forhold.
Hvad arbejderne i f�rste omgang f�r for deres arbejdskraft, er en bestemt sum penge. Er arbejdsl�nnen kun bestemt af denne pengepris?
I det 16. �rhundrede voksede den m�ngde guld og s�lv, der cirkulerede i Europa, som f�lge af opdagelsen af rigere og lettere tilg�ngelige bjergv�rker i Amerika. Guldets og s�lvets v�rdi faldt derfor i forhold til de �vrige varer. Arbejderne fik nu som f�r den samme m�ngde udm�ntet s�lv for deres arbejdskraft. Pengeprisen p� deres arbejde blev ved med at v�re den samme, og alligevel var deres arbejdsl�n faldet, thi de kunne f� en ringere sum andre varer i bytte for den samme m�ngde s�lv. Dette var en af de omst�ndigheder, der fremmede kapitalens v�kst og bourgeoisiets opkomst i det 16. �rhundrede.
Lad os tage et andet tilf�lde. I vinteren 1847 var som f�lge af misv�kst de mest uundv�rlige levnedsmidler, korn, k�d, sm�r, ost etc. steget betydeligt i pris. Lad os foruds�tte, at arbejderne da havde f�et den samme pengesum for deres arbejdskraft som tidligere. Var deres arbejdsl�n da ikke faldet? Jovist. For de samme penge fik de mindre br�d, k�d etc. i bytte. Deres arbejdsl�n var faldet, ikke fordi s�lvets v�rdi var blevet formindsket, men fordi levnedsmidlernes v�rdi var steget.
Lad os endelig foruds�tte, at arbejdets pengepris stadig var den samme, mens alle landbrugs- og manufakturvarer faldt i pris p� grund af anvendelsen af nye maskiner, gunstigere vejrforhold etc. For den samme m�ngde penge kan arbejderne da k�be flere varer af alle slags. Deres arbejdsl�n er alts� steget, netop fordi dennes pengev�rdi ikke har forandret sig.
Arbejdets pengepris, den nominelle arbejdsl�n, falder alts� ikke sammen med den reelle arbejdsl�n, dvs. med den sum af varer, som virkelig bliver givet i bytte for arbejdsl�nnen. N�r vi alts� taler om arbejdsl�nnens stigen eller falden, s� skal vi ikke blot tage arbejdets pengepris, den nominelle arbejdsl�n, i betragtning.
Men hverken den nominelle arbejdsl�n, dvs. den pengesum, for hvilken arbejderen s�lger sig til kapitalisten, eller den reelle arbejdsl�n, dvs. den sum af varer, som han kan k�be for disse penge, udt�mmer de forhold, som indeholdes i arbejdsl�nnen.
Fremfor alt bestemmes arbejdsl�nnen yderligere af sit forhold til fortjenesten, til kapitalistens profit – den forholdsm�ssige, relative arbejdsl�n.
Den reelle arbejdsl�n udtrykker prisen p� arbejde i forhold til prisen p� andre varer, den relative arbejdsl�n betegner derimod det umiddelbare arbejdes andel i den nyskabte v�rdi i forhold til den del deraf, som tilfalder det ophobede arbejde, kapitalen.
Vi sagde p� side 20: "Arbejdsl�nnen er ikke en andel, som arbejderen har i den vare, han har produceret. Arbejdsl�nnen er den del af de allerede forh�ndenv�rende varer, for hvilken kapitalisten tilk�ber sig en bestemt sum produktiv arbejdskraft". Men denne arbejdsl�n m� kapitalisten atter have erstattet gennem den pris, han f�r for det produkt, arbejderen har fremstillet; han m� have den erstattet s�dan, at han som regel tillige beholder et overskud udover sine udlagte produktionsomkostninger, en profit. Udsalgsprisen for den vare, arbejderen har fremstillet, falder for kapitalisten i tre dele: for det f�rste erstatning af prisen p� de r�stoffer, han forud havde anskaffet, foruden erstatning for slid p� de redskaber, maskiner og andre arbejdsmidler, han ligeledes forud havde anskaffet; for det andet erstatning for den arbejdsl�n, han har udbetalt forud, og for det tredje i det yderligere overskud, kapitalistens profit. Mens den f�rste del kun erstatter tidligere forh�ndenv�rende v�rdier, er det klart, at s�vel erstatningen for arbejdsl�nnen som kapitalistens overskudsprofit i det store og hele tages af den nyv�rdi, der er skabt ved arbejderens arbejde, og som er tilf�rt r�stofferne. Og i denne forstand kan vi, for at sammenligne dem med hinanden, opfatte b�de arbejdsl�n og profit som andele af arbejderens produkt.
Den reelle arbejdsl�n kan holde sig uforandret, ja den kan stige, og alligevel kan den relative arbejdsl�n falde. Lad os f.eks. antage, at alle eksistensmidler er sunket to tredjedele i pris, mens dagl�nnen kun synker en tredjedel, alts� f.eks. fra 3 mark til 2 mark. Sk�nt arbejderen med disse to mark r�der over en st�rre sum af varer end tidligere med 3 mark, s� er dog hans arbejdsl�n aftaget i forhold til kapitalistens fortjeneste. Kapitalistens (f.eks. fabrikantens) profit er blevet en mark st�rre, dvs.: for en ringere sum af byttev�rdier, som han betaler arbejderen, m� arbejderen producere en st�rre sum af byttev�rdier end f�r. Kapitalens andel er steget i forhold til arbejdets andel. Fordelingen af samfundets rigdom mellem kapital og arbejde er blevet endnu mere ulige. Kapitalisten r�der med samme kapital over en st�rre m�ngde arbejde. Kapitalistklassens magt over arbejderklassen er vokset, arbejderens samfundsm�ssige stilling er blevet d�rligere, er blevet trykket endnu et trin ned under kapitalistens.
Hvordan lyder nu den almengyldige lov, der bestemmer arbejdsl�nnens og profittens falden og stigen i deres gensidige forhold?
De st�r i omvendt forhold til hinanden. Kapitalens andel, profitten, stiger i samme forhold, som arbejdets andel, dagl�nnen, falder, og omvendt. Profitten stiger i samme grad, som arbejdsl�nnen falder, den falder i samme grad som arbejdsl�nnen stiger.
Man vil m�ske indvende, at kapitalisten kan tjene ved en fordelagtig udveksling af sine produkter med andre kapitalister, ved stigning i eftersp�rgselen efter hans vare, enten p� grund af, at der �bnes nye markeder, eller p� grund af et �jeblikkeligt for�get behov p� de gamle markeder osv.; at kapitalistens profit alts� kan for�ges ved at narre andre kapitalister, uafh�ngigt af, at arbejdsl�nnen, arbejdskraftens byttev�rdi stiger eller falder; eller kapitalistens profit kunne ogs� stige ved forbedring af arbejdsredskaberne, ny anvendelse af naturkr�fterne osv.
Man m� f�rst indr�mme, at resultatet bliver det samme, selv om det er hidf�rt ad modsat vej. Profitten er ganske vist ikke steget, fordi arbejdsl�nnen er faldet, men arbejdsl�nnen er faldet, fordi profitten er steget. Kapitalisten har for samme sum af fremmed arbejde k�bt en st�rre sum af byttev�rdier uden derfor at have betalt arbejdet h�jere; det vil alts� sige, arbejdet bliver ringere betalt i forhold til den nettoindt�gt, det indbringer kapitalisten.
Tillige m� vi huske, at enhver vares gennemsnitspris, det forhold, hvori den kan ombyttes med andre varer, trods svingninger i varepriserne, bestemmes af dens produktionsomkostninger. Derved udlignes n�dvendigvis forfordelingerne indenfor kapitalistklassen. Maskinernes forbedring, ny anvendelse af naturkr�fter i produktionens tjeneste g�r det muligt indenfor en given arbejdstid med samme sum af arbejde og kapital at frembringe en st�rre masse produkter, men absolut ikke en st�rre masse byttev�rdier. N�r jeg ved anvendelse af spindemaskinen kan levere dobbelt s� meget garn i timen som f�r dens opfindelse, f.eks. hundrede pund i stedet for halvtreds, s� f�r jeg i l�ngden ikke flere varer i bytte for disse hundrede pund end tidligere for halvtreds, fordi produktionsomkostningerne er g�et ned med det halve, eller fordi jeg med de samme omkostninger kan levere det dobbelte produkt.
Endelig, i hvilket forhold end kapitalistklassen, bourgeoisiet – i et enkelt land, eller p� hele verdensmarkedet – fordeler produktionens nettoudbytte mellem sig, s� er den samlede sum af dette nettoudbytte til enhver tid kun den sum, med hvilken det ophobede arbejde i det hele er blevet for�get ved det umiddelbare arbejde. Denne samlede sum tiltager alts� i samme forhold som det, hvori arbejdet for�ger kapitalen, det vil sige i det forhold, hvori profitten stiger, sammenlignet med arbejdsl�nnen.
Vi ser alts�, at selv n�r vi holder os indenfor forholdet mellem kapital og l�narbejde, stiller kapitalens interesser og l�narbejdets interesser sig �jeblikkelig i skarp mods�tning til hinanden.
En rask tilv�kst af kapitalen er lig med en rask tilv�kst af profitten. Profitten kan kun tage hurtigt til, n�r prisen p� arbejde, den relative arbejdsl�n, tager af lige s� hurtigt. Den relative arbejdsl�n kan falde, selv om den reelle arbejdsl�n stiger samtidig med den nominelle arbejdsl�n – med arbejdets pengev�rdi -, men blot ikke stiger i samme forhold som profitten. Hvis f.eks. arbejdsl�nnen i gode forretningstider stiger med 5 procent, profitten derimod med 30 procent, s� er den forholdsm�ssige, den relative arbejdsl�n ikke taget til, men derimod taget af.
Hvis alts� arbejderens indt�gt for�ges ved kapitalens hurtige v�kst, s� for�ges samtidig den samfundsm�ssige kl�ft, som skiller arbejderen fra kapitalisten, s� for�ges samtidig kapitalens magt over arbejdet, arbejdets afh�ngighed af kapitalen.
At arbejderen er interesseret i kapitalens hurtige v�kst betyder kun: jo hurtigere arbejderen for�ger den fremmede rigdom, des federe bidder falder der af til ham, des flere arbejdere kan der besk�ftiges og rekrutteres, des mere kan m�ngden af kapitalens slaver for�ges.
Vi har alts� set:
Selv den situation, der er den gunstigste for arbejderklassen, at kapitalen vokser s� hurtigt som muligt, oph�ver dog ikke, hvor meget den end kan forbedre arbejderens materielle k�r, mods�tningen mellem hans interesser og bourgeoisinteresserne, kapitalistens interesser. Profit og arbejdsl�n kommer ligesom tidligere til at st� i omvendt forhold til hinanden.
Vokser kapitalen hurtigt, kan arbejdsl�nnen stige; kapitalens profit vokser dog uforholdsm�ssigt hurtigere. Arbejderens materielle stilling har forbedret sig, men p� bekostning af hans samfundsm�ssige stilling. Den samfundsm�ssige kl�ft, som skiller ham fra kapitalisten, er blevet st�rre.
Endelig:
At den gunstigste betingelse for l�narbejdet er den produktive kapitals hurtigst mulige v�kst, vil kun sige: jo hurtigere arbejderklassen for�ger og forst�rrer den fjendtlige magt, den fremmede rigdom, der r�der over den, p� desto gunstigere betingelser tillades det den p� ny at arbejde p� at for�ge den borgerlige rigdom, p� at udvide kapitalens magt, mens den selv m� smede de gyldne l�nker, hvormed bourgeoisiet sl�ber den efter sig.
Er nu virkelig den produktive kapitals v�kst og arbejdsl�nnens stigning s� uadskilleligt forbundet, som de borgerlige �konomer h�vder? Vi m� ikke tro dem p� deres ord. Vi m� end ikke tro, at jo federe kapitalen bliver, desto bedre bliver dens slave fodret. Bourgeoisiet er alt for oplyst, det regner alt for godt til at dele de feudale herrers fordomme, som pralede med deres tjenerskabs glans. Bourgeoisiets eksistensbetingelser tvinger det til at regne.
Vi m� alts� n�rmere unders�ge:
Hvorledes virker den produktive kapitals v�kst p� arbejdsl�nnen?
Hvis den produktive kapital i det borgerlige samfund i det store og hele vokser, finder der en mere alsidig ophobning af arbejde sted. Kapitalerne tager til i antal og omfang. For�gelsen af kapitalisternes antal for�ger kapitalisternes indbyrdes konkurrence. Kapitalens stigende omfang g�r det muligt at f�re endnu v�ldigere arbejderh�re med endnu m�gtigere krigsredskaber ud p� den industrielle slagmark.
Den ene kapitalist kan kun sl� den anden af marken og erobre hans kapital ved at s�lge billigere. For at kunne s�lge billigere uden at ruinere sig m� han kunne producere billigere, det vil sige, for�ge arbejdets produktionskraft s� meget som muligt. Men arbejdets produktionskraft for�ges f�rst og fremmest vej en st�rre arbejdsdeling, ved en mere alsidig indf�relse og stadig forbedring af maskinerne. Jo st�rre arbejderh�ren er, som arbejdet bliver fordelt p�, i jo m�gtigere omfang maskinerne indf�res, desto frugtbarere bliver arbejdet. Derved opst�r der en alsidig kappestrid mellem kapitalisterne om at for�ge arbejdsdelingen og anvendelsen af maskiner og udbytte dem i st�rst muligt omfang.
Hvis nu en kapitalist ved hj�lp af st�rre arbejdsdeling, ved anvendelse af nye og forbedring af gamle maskiner, ved en fordelagtigere og for�get udnyttelse af naturkr�fterne har fundet midler til med den samme sum af arbejde eller af ophobet arbejde at frembringe en st�rre sum af produkter, en st�rre m�ngde varer end hans konkurrenter, hvis han f.eks. i denne samme arbejdstid, som hans konkurrenter bruger til at v�ve en halv alen l�rred, kan producere en hel alen l�rred, hvordan vil denne kapitalist s� b�re sig ad?
Han kunne blive ved med at s�lge en halv alen l�rred til den gamle markedspris, men det ville dog ikke v�re noget middel til at sl� hans konkurrenter af marken og for�ge sin egen afs�tning. Men i samme grad som hans produktion har udvidet sig, har ogs� afs�tningsbehovet udvidet sig for ham. De m�gtigere og kostbarere produktionsmidler, som han har bragt til verden, s�tter ham ganske vist i stand til at s�lge sin vare billigere, men de tvinger ham samtidig til at s�lge flere varer, til at erobre et ulige st�rre marked for sine varer; vor kapitalist vil alts� s�lge sin halve alen l�rred billigere end sine konkurrenter.
Kapitalisten vil dog ikke s�lge den hele alen s� billigt, som hans konkurrenter s�lger den halve alen, sk�nt produktionen af den hele alen ikke koster ham mere, end den halve koster de andre. Ellers ville han ikke tjene noget ekstra, men kun f� produktionsomkostningerne tilbage i bytte. Hans eventuelt st�rre indt�gt ville stamme fra, at han havde sat en st�rre kapital i bev�gelse, men ikke fra at han havde udnyttet sin kapital bedre end de andre. Desuden n�r han det m�l, som han vil n�, n�r han blot ans�tter varens pris nogle procenter lavere end sine konkurrenter. Han sl�r dem af marken, han fravrister dem i det mindste en del af deres afs�tning, idet han underbyder dem. Og endelig m� vi huske, at den gangbare pris altid ligger over eller under produktionsomkostningerne, alt efter som varens salg falder p� den for industrien gunstige eller ugunstige �rstid. Alt efter som markedsprisen pr. alen l�rred ligger under eller over dens hidtil s�dvanlige produktionsomkostninger, vil de procenter veksle, som kapitalisten, der har anvendt nye, frugtbarere produktionsmidler, tjener udover sine virkelige produktionsomkostninger.
Men vor kapitalists privilegium er ikke af lang varighed. Andre konkurrerende kapitalister indf�rer de samme maskiner og den samme arbejdsdeling, indf�rer dem i samme eller endnu st�rre m�lestok, og disse forbedringer vil blive s� almindelige, at prisen p� l�rred er g�et ned ikke blot under dets gamle, men under dets nye produktionsomkostninger.
Nu befinder kapitalisterne sig alts� indbyrdes i samme stilling, som de befandt sig i f�r indf�relsen af de nye produktionsmidler, og n�r de med disse midler kan levere det dobbelte produkt til samme pris, tvinges de nu til at levere det dobbelte produkt under den gamle pris. Udfra disse nye produktionsomkostningers standpunkt begynder det samme spil s� igen. Mere arbejdsdeling, flere maskiner, udbytning af arbejdsdeling og maskiner i st�rre m�lestok. Og konkurrencen bringer igen den samme modvirkning mod dette resultat.
Vi ser alts�, hvordan produktionsm�den, produktionsmidlerne stadig underg�r omv�ltninger, bliver revolutioneret, hvordan arbejdsdeling med n�dvendighed drager en st�rre arbejdsdeling efter sig, anvendelsen af maskiner stadig st�rre anvendelse af maskiner, arbejde i stor m�lestok arbejde i endnu st�rre m�lestok.
Det er den lov, som atter og atter kaster den borgerlige produktion ud af dens gamle bane og tvinger kapitalen til at ansp�nde arbejdets produktionskr�fter, fordi den har ansp�ndt dem, den lov, som ikke under den nogen ro, men stadig tilhvisker den: Videre! Videre!
Denne lov er den selvsamme lov, som indenfor handelsperiodernes svingninger n�dvendigvis udligner en vares pris til dens produktionsomkostninger.
Hvilke m�gtige produktionsmidler en kapitalist end f�rer i marken, vil konkurrencen g�re disse produktionsmidler almindelige, og fra det �jeblik, hvor den har gjort dem almindelige, er den eneste f�lge af hans kapitals st�rre frugtbarhed kun, at han nu for samme pris m� levere ti, tyve eller hundrede gange s� meget som f�r. Men da han m�ske m� afs�tte tusinde gange s� meget for at opveje den lavere salgspris ved at afs�tte produktet i st�rre masser, fordi et for�get salg nu er n�dvendigt, ikke blot for at tjene mere, men for at f� erstatning for produktionsomkostningerne – selve produktionsapparatet bliver, som vi har set, bestandig dyrere – og fordi dette massesalg er blevet et livssp�rgsm�l ikke blot for ham, men ogs� for hans medbejlere, s� begynder den gamle kamp s� meget desto heftigere, jo frugtbarere de allerede opfundne produktionsmidler er. Arbejdsdelingen og anvendelsen af maskiner vil alts� gentage sig i ulige st�rre m�lestok.
Hvor v�ldigt de anvendte produktionsmidler end udfolder sig, vil konkurrencen altid s�ge at ber�ve kapitalen de gyldne frugter af denne udfoldelse, idet den f�rer varens pris tilbage til produktionsomkostningerne, idet den alts� i samme forhold, som der kan produceres billigere, det vil sige, produceres mere med samme sum af arbejde, g�r den billigere produktion, levering af stadig st�rre masser af produkter til samme pris, til en bydende n�dvendighed. S�ledes ville kapitalisten ved sine egne anstrengelser ikke have vundet andet end forpligtelsen til at levere mere i den samme arbejdstid, kort sagt: han f�r d�rligere betingelser for at for�ge sin kapitals v�rdi. Mens konkurrencen s� stadig forf�lger ham med loven om produktionsomkostningerne, og hvert v�ben, som han smeder mod sine rivaler, vender tilbage som v�ben mod ham selv, s�ger kapitalisten bestandig at overtrumfe konkurrencen ved rastl�st at indf�re nye maskiner, som ganske vist er kostbarere, men som producerer billigere, at indf�re nye arbejdsdelinger i stedet for de gamle og ikke vente, til konkurrencen har for�ldet de nye.
Hvis man nu forestiller sig denne febrilske aktivitet samtidig p� hele verdensmarkedet, forst�r man, hvorledes kapitalens v�kst, ophobning og koncentration medf�rer en uafbrudt, stadig voksende kolossal arbejdsdeling, anvendelse af nye og forbedring af gamle maskiner.
Men hvordan indvirker nu disse omst�ndigheder, der er s� uadskilleligt knyttet til den produktive kapitals v�kst, p� fasts�ttelsen af arbejdsl�nnen?
Den st�rre arbejdsdeling s�tter een arbejder i stand til at g�re 5, 10, 20 mands arbejde, den for�ger alts� konkurrencen mellem arbejderne til det 5-, 10- eller 20-dobbelte. Arbejderne konkurrerer ikke blot med hinanden, n�r een s�lger sig billigere end en anden; de konkurrerer, n�r een g�r arbejdet for 5, 10 eller 20, og den af kapitalen indf�rte og stadig for�gede arbejdsdeling tvinger arbejderne til at konkurrere p� denne m�de.
Endvidere: i samme grad som arbejdsdelingen tiltager, forenkles arbejdet. Arbejderens s�rlige dygtighed bliver v�rdil�s. Han forvandles til en enkelt, ensformig produktionskraft, som hverken beh�ver at s�tte legemlig eller �ndelig sp�ndkraft ind i spillet. Hans arbejde bliver tilg�ngeligt for alle. Derfor tr�nger konkurrenter ind p� ham fra alle sider, og desuden m� vi huske, at jo enklere og lettere det er at l�re arbejdet, jo lavere produktionsomkostninger det kr�ver at tilegne sig det, desto dybere synker arbejdsl�nnen; thi ligesom prisen p� enhver anden vare bestemmes den af produktionsomkostningerne.
Alts�, i samme grad som arbejdet bliver mere utilfredsstillende, mere modbydeligt, i samme grad tager konkurrencen til og arbejdsl�nnen af. Arbejderen s�ger at holde sin arbejdsl�n oppe ved at arbejde mere, enten det nu sker ved at arbejde flere timer eller ved at pr�stere mere i samme tid. Drevet af n�d for�ger han yderligere arbejdsdelingens ulykkelige virkninger. Resultatet er: jo mere han arbejder, desto mindre l�n f�r han, af den simple grund nemlig, at han i samme grad, som han konkurrerer med sine arbejdskammerater af disse arbejdskammerater skaber liges� mange konkurrenter, som tilbyder sig p� liges� slette betingelser som han selv; at han alts� i sidste instans konkurrerer med sig selv som medlem af arbejderklassen.
Maskinerne frembringer de samme virkninger i meget st�rre m�lestok ved at fortr�nge dygtige arbejdere med udygtige, m�nd med kvinder, voksne med b�rn, idet maskinerne, hvor der indf�res nye, kaster h�ndv�rkerne p� gaden i massevis, og hvor de forefindes, forbedres og erstattes med mere ydedygtige maskiner, afskediger arbejderne i mindre flokke. Ovenfor har vi i raske tr�k skildret den industrielle krig mellem kapitalisterne indbyrdes; denne krig har det ejendommelige ved sig, at slagene i den vindes mindre ved hvervning end ved afskedigelse af arbejderh�ren. Feltherrerne, kapitalisterne, kappes indbyrdes om, hvem der kan afskedige de fleste industrisoldater.
�konomerne fort�ller os ganske vist, at de arbejdere, som maskinerne har overfl�diggjort, finder nye besk�ftigelsesgrene.
De vover ikke direkte at p�st�, at netop de afskedigede arbejdere f�r besk�ftigelse ved nye arbejdsgrene. Kendsgerningerne r�ber for h�jt mod denne l�gn. De p�st�r egentlig kun, at der for andre bestanddele af arbejderklassen, f.eks. for den del af den unge arbejdergeneration, der allerede stod parat til at g� ind i den �delagte industrigren, vil �bne sig nye besk�ftigelsesmuligheder. Det m� selvf�lgelig v�re en stor tilfredsstillelse for de faldne arbejdere. De herrer kapitalister vil ikke komme til at mangle frisk k�d og blod til udbytning, man vil lade de d�de begrave deres d�de. Dette er snarere noget, som bourgeoisiet tr�ster sig selv end arbejderne med. Hvis hele l�narbejderklassen blev tilintetgjort af maskinerne, hvor skr�kkeligt ville det da ikke v�re for kapitalen, som uden l�narbejde oph�rer med at v�re kapital!
Men s�t nu, at de, som af maskinerne direkte er blevet tr�ngt ud af arbejdet, og hele den del af den nye generation, som allerede lurede p� dette job, fandt ny besk�ftigelse. Tror man da virkelig, at denne ville blive s� h�jt betalt som den, der gik tabt? Dette ville v�re i modstrid med alle �konomiens love. Vi har set, hvordan den moderne industri f�rer med sig, at der stadig indf�res en enklere, mere underordnet art af besk�ftigelse i stedet for den mere sammensatte h�jere.
Hvordan skulle alts� en arbejdermasse, der p� grund af maskinerne er blevet kastet ud af en industrigren, finde et tilflugtssted i en anden, medmindre denne er lavere, d�rligere betalt?
Man har som en undtagelse n�vnt de arbejdere, som selv arbejder med fabrikation af maskiner. S� snart der ville kr�ves og forbruges flere maskiner i industrien, m�tte antallet af maskiner n�dvendigvis stige, alts� ogs� maskinfabrikationen, alts� ogs� besk�ftigelsen af arbejdere i maskinfabrikationen, og de arbejdere, som anvendes i denne industrigren m�tte v�re dygtige, ja fagl�rte arbejdere.
Siden 1840 har denne allerede tidligere kun halvvejs sande p�stand mistet ethvert skin af sandsynlighed, da nemlig den stadig mere omfattende anvendelse af maskiner hverken forekommer oftere eller sj�ldnere ved fabrikationen af maskiner end ved fabrikationen af bomuldsgarn, og de i maskinfabrikkerne besk�ftigede arbejdere ville, n�r de stilledes overfor de mest kunstf�rdige maskiner, kun komme til at spille en rolle som meget simple maskiner.
Men i stedet for den p� grund af maskinen afskedigede mand besk�ftiger fabrikken m�ske tre b�rn og een kvinde. Og skulle m�ske ikke een mands l�n sl� til for tre b�rn og een kvinde? Kan ikke en minimumsl�n sl� til for at opretholde og formere arbejderbefolkningen? Hvad beviser alts� denne yndede bourgeoisitalem�de? Intet andet, end at der nu forbruges fire gange s� mange arbejderliv som tidligere for at skaffe livets underhold til een arbejderfamilie.
Lad os i f� ord sammenfatte, hvad vi har sagt: jo mere den produktive kapital vokser, desto mere for�ges arbejdsdelingen og anvendelsen af maskiner. Og jo mere arbejdsdelingen og anvendelsen af maskiner for�ges, desto mere for�ges konkurrencen mellem arbejderne indbyrdes, og desto mere synker deres l�n.
Og dertil kommer, at arbejderklassen ogs� rekrutteres fra samfundets h�jere lag: en m�ngde sm� industridrivende og sm� rentierer, der skyndsomst m� r�kke armene i vejret sammen med arbejderne, synker ned i arbejderklassen. S�ledes dannes der en stadig t�ttere skov af oprakte, arbejdskr�vende arme, og armene selv bliver mere og mere magre.
Det er indlysende, at de sm� industridrivende ikke kan holde ud i den krig, hvor det er en af de f�rste betingelser at producere i st�rre og st�rre m�lestok, hvad der netop vil sige at v�re en stor og ikke en lille industridrivende.
At kapitalrenten aftager i samme forhold, som kapitalens masse tager til, som kapitalen alts� vokser, og at derfor den lille rentier ikke mere kan leve af sine renter, men m� sl� sig p� industridrift og alts� bidrager til at for�ge de sm� industridrivendes r�kker og derved skaber fremtidige kandidater til proletariatet, alt dette beh�ver ingen n�rmere forklaring.
I samme forhold endelig, som kapitalisterne ved den ovenfor skildrede bev�gelse tvinges til at udnytte de allerede forh�ndenv�rende k�mpem�ssige produktionsmidler i endnu st�rre m�lestok og til at s�tte alle kredittens springfjedre i bev�gelse for at n� dette m�l, i samme forhold for�ges de industrielle jordsk�lv, hvor handelsverdenen kun holder sig oppe ved at ofre en del af rigdommen, af produkterne, ja endog af produktionskr�fterne til underverdenens guder – kort sagt: kriserne tager til. De bliver hyppigere og heftigere allerede af den grund, at i samme forhold som produkternes masse stiger, og alts� trangen til udstrakte markeder vokser, skrumper verdensmarkedet mere og mere ind, der bliver stadig f�rre nye markeder tilovers at udbytte, da hver tidligere krise har draget et marked ind under verdenshandelen, der ikke f�r var erobret, eller som handelen kun havde udnyttet overfladisk. Kapitalen lever imidlertid ikke blot af arbejde. Som den p� en gang fornemme og barbariske herre den er, drager den ligene af sine slaver med sig i graven, hele arbejderhekatomber, der g�r under i kriserne. Vi ser alts�: n�r kapitaler vokser hurtigt, vokser konkurrencen mellem arbejderne ulige hurtigere, dvs. desto st�rre er den relative nedgang i besk�ftigelsesmidler og livsforn�denheder for arbejderklassen, og alligevel er kapitalens hastige v�kst den gunstigste betingelse for l�narbejdet.
1. De begivenheder, der hentydes til – som tidligere omtalt i "Neue Rheinische Zeitung" – er februarrevolutionen i Paris 1848 og de revolutioner, den udl�ste i de fleste europ�iske lande.
I Paris havde arbejderne tilk�mpet sig magten, men led endeligt nederlag i juni 1848; i Berlin og Wien var det kommet til v�bnede opstande i marts: i Berlin blev den nye nationalforsamling spr�ngt af h�ren i november; Wien blev erobret af h�ren i oktober; Ungarn havde opn�et en ny forfatning, der blev erkl�ret ugyldig i august 1848, og en p�f�lgende revolution blev sl�et ned ved russisk mellemkomst. En opstand i den polske del af Pr�jsen blev nedk�mpet 1848; den russisk beherskede del af Polen havde mistet sin sidste rest af selvst�ndighed efter en mislykket revolution i 1830. I Italien blev Lombardiets og Venezias rejsning mod �strig sl�et ned i 1848 og 49. I Irland havde hungersn�d i midten af 1840'erne kr�vet op mod to millioner ofre. I England var det ikke kommet til v�bnet opstand; arbejderbev�gelsen – chartisterne – havde planlagt en demonstration, der blev forbudt, og da lederne intet turde foretage sig, mistede bev�gelsen derefter sin politiske betydning. – Belgien havde fra 1847 en liberal regering, der gennemf�rte moderate reformer. – De svejtsiske kantoner havde i 1830 f�et demokratiske forfatninger; en konservativ-katolsk reaktion (Sonderbund) led nederlag i 1847, og i 1848 indf�rtes ny forfatning og f�lles parlament.
(Note af Villy S�rensen i Karl Marx: �konomi og filosofi. Ungdomsskrifter)
2. tre store afsnit: afsnit 2 og 3 blev ikke skrevet.