Dansk afdeling: Lenin: "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom (1920)
Vi har i citatet fra Frankfurt-brochuren set, med hvilken energi "venstre"-folkene hævder denne parole. Det er trist at se, hvordan folk, der utvivlsomt regner sig for marxister og ønsker at være det, har glemt marxismens grundsandheder. Se hvad Engels, der ligesom Marx hører til de overmåde sjældne forfattere, i hvis store arbejder hver sætning er bemærkelsesværdig ved indholdets dybde, i 1874 skrev imod de 33 blanquistiske kommunarders manifest (38).
" '... Vi er kommunister,' (skrev de blanquistiske kommunarder i deres manifest) 'fordi vi ønsker at nå vort mål uden at standse ved mellemstationer,
uden at indlade os på kompromisser, som kun udskyder sejrens
dag og forlænger trældomstiden.'
De tyske kommunister er kommunister, fordi de gennem alle mellemstationer og kompromisser, som ikke skabes af dem, men af den historiske udviklings gang, klart ser og stadig forfølger endemålet: afskaffelse af klasserne og skabelse af et samfund, hvor der ikke længere eksisterer privat ejendomsret til jorden og produktionsmidlerne. De 33 blanquister er kommunister, fordi de bilder sig ind, at blot de har den gode vilje til at springe mellemstationerne og kompromisserne over, er sagen afgjort, og når det, som det jo står fast 'går løs' en af dagene, og de bare kommer til roret, så er 'kommunismen indført' i overmorgen. Hvis dette ikke er muligt med det samme, så er altså heller ikke de kommunister.
Hvilken barnlig naivitet at gøre ens egen utålmodighed til et teoretisk argument!" (Fr. Engels: De Blanquistiske Kommuneflygtninges Program i brochuren Internationales aus dem Volksstaat (39) (1871-1875), 1894, s.45.)
I samme artikel giver Engels udtryk for sin dybe ærbødighed for Vaillant og taler om hans "ubestridelige fortjenester" (Vaillant var, ligesom Guesde, en af den internationale socialismes største førere, indtil de forrådte socialismen i august 1914). Men en vitterlig fejl lader Engels ikke passere uden udførlig kritik. Naturligvis, meget unge og uerfarne revolutionære, ligesom småborgerlig revolutionære af endda meget ærværdig alder og med megen erfaring, finder det overordentlig "farligt", uforståeligt og urigtigt at "gå med til kompromisser". Og mange sofister ræsonnerer (fordi de er overordentlig eller overvættes "erfarne" politikere) netop sådan som de engelske opportunistiske førere, kammerat Lansbury omtalte: "Når bolsjevikkerne har lov til det og det kompromis, hvorfor skulle vi så ikke have lov til de kompromisser, der passer os?" Men proletarer, som er opdraget gennem talrige strejker – for blot at tage et af klassekampens udslag, – forstår i reglen udmærket den dybe (filosofiske, historiske, politiske og psykologiske) sandhed, som Engels udvikler. Enhver proletar har oplevet en strejke, har oplevet "kompromisser" med forhadte undertrykkere og udbyttere, hvor arbejderne må genoptage arbejdet, enten uden at have opnået noget eller sådan, at de må gå ind på en delvis opfyldelse af deres krav. Enhver proletar er takket være den atmosfære af massekamp og skarp tilspidsning af klassemodsætningerne, hvori han lever, opmærksom på forskellen mellem et kompromis, der er påtvunget af objektive omstændigheder (de strejkendes kasse er tom, der kommer ingen støtte fra anden side, de er udsultede og udpinte til det yderste), et kompromis, hvis indgåelse på ingen måde formindsker de pågældende arbejderes revolutionære hengivenhed og beredvillighed til fortsat at kæmpe – og på den anden side et kompromis, som indgås af forrædere, der pukker på objektive omstændigheder for at dække over deres egoistiske interesser (skruebrækkere indgår jo også et "kompromis"), deres fejhed, deres ønske om at stå sig godt med kapitalisterne, deres modtagelighed for trusler, undertiden for overtalelse, undertiden for bestikkelse, undertiden for smiger fra kapitalisternes side (sådanne forræder-kompromisser giver den engelske arbejderbevægelses historie særlig mange eksempler på for de engelske trade union føreres vedkommende, men næsten alle arbejdere i alle lande har i den ene eller den anden form oplevet tilsvarende fænomener).
Der forekommer naturligvis enkelte overordentlig vanskelige og komplicerede tilfælde, hvor det kun med det største besvær lykkes at fastslå den egentlige karakter af et og andet "kompromis", ligesom der er mord, hvor det er meget svært at afgøre, om der foreligger et fuldt ud berettiget eller måske uomgængeligt drab (for eksempel i nødværge) eller grov uagtsomhed eller ligefrem en raffineret gennemført plan. Selvfølgelig, i politik, hvor det undertiden drejer sig om yderst komplicerede - nationale og internationale – relationer mellem klasser og partier, vil særdeles mange tilfælde være langt vanskeligere end spørgsmålet om det berettigede "kompromis" i en strejke eller om det forræderiske "kompromis", som begås af en skruebrækker, en forræderisk fører o.s.v. Det er absurd at ville lave en recept eller en almindelig regel ("ingen kompromisser!"), som skal passe til alle tilfælde. Man må bruge sig eget hoved og finde rede i hver enkelt situation. En partiorganisation og partiførere, som fortjener denne benævnelse, har jo netop også den funktion, gennem langvarigt, hårdnakket, forskelligartet og mangesidet arbejde, som alle tænkende repræsentanter for den pågældende klasse er med i *), at erhverve den nødvendige viden, den nødvendige erfaring og den – ved siden af viden og erfaring – nødvendige politiske sans, så de hurtigt og rigtigt kan løse komplicerede politiske spørgsmål.
Naive og ganske uerfarne folk tror, at hvis man overhovedet indrømmer tilladeligheden af kompromisser, sletter man samtidig ethvert skel mellem opportunismen, som vi fører og må føre en uforsonlig kamp imod, og den revolutionære marxisme eller kommunismen. Men hvis den slags folk endnu ikke ved, at alle skel, både i naturen og i samfundet, er bevægelige og til en vis grad betingede, kan man ikke hjælpe dem på anden måde end gennem en langvarig skoling, opdragelse og oplysning og politiske og dagligdags erfaringer. Blandt de praktiske, politiske spørgsmål i hvert særskilt eller specifikt historisk øjeblik er det vigtigt at kunne udskille dem, i hvilke man ser hovedformen for utilladelige, forræderiske kompromisser, som rummer en for den revolutionære klasse ødelæggende opportunisme, og at sætte alle kræfter ind på at forklare og bekæmpe dem. Under den imperialistiske krig 1914-18 mellem de to grupper af lige rovgriske røverlande var opportunismens hovedform, grundform, socialchauvinismen, d.v.s. støtte til "fædrelandsforsvaret", som i virkeligheden i en sådan krig var ensbetydende med at forsvare sit "eget" bourgeoisis røveriske interesser. Efter krigen var forsvar for det røveriske Folkeforbund (40), forsvar for direkte eller indirekte forbund mellem bourgeoisiet i ens eget land mod det revolutionære proletariat og "sovjet"bevægelsen, forsvar for det borgerlige demokrati og den borgerlige parlamentarisme mod "sovjetmagten" de vigtigste ytringsformer for de utilladelige og forræderiske kompromisser, der tilsammen udgør en for det revolutionære proletariat og dets sag ødelæggende opportunisme.
"... Man må med al mulig beslutsomhed afvise ethvert kompromis med andre partier … enhver manøvre- og forhandlingspolitik ... "
skriver de tyske venstre-folk i Frankfurt-brochuren.
Det er mærkeligt, at disse venstre-folk ikke med sådanne meninger udtaler en afgjort fordømmelse af bolsjevismen! Det er dog umuligt, at de tyske venstre-folk ikke ved, at hele bolsjevismens historie, både før og efter oktoberrevolutionen er fuld af manøvrer, forhandlingspolitik og kompromisser med andre og deriblandt borgerlige partier!
At føre krig for at styrte det internationale bourgeoisi, en krig, der er hundrede gange mere vanskelig, langvarig og kompliceret end den mest hårdnakkede af de sædvanlige krige mellem staterne, og så på forhånd give afkald på manøvrer, udnyttelse af en interessemodsætning (selv en midlertidig) mellem fjenderne, afvise overenskomster og promisser med mulige (selv midlertidige, ubestandige, vaklende og betingede) forbundsfæller – er det ikke over al måde latterligt? Er det ikke det samme, som hvis man under en vanskelig bestigning af et endnu uudforsket og hidtil utilgængeligt bjerg på forhånd gav afkald på undertiden at gå i siksak, undertiden at gå tilbage, opgive den en gang valgte retning og prøve forskellige retninger? Og folk, som er så lidt bevidste og så uerfarne (det er endda godt, hvis det skyldes deres ungdom: Vorherre lader jo en tid lang ungdommen sige sådanne dumheder), sådanne folk kan finde støtte – ligegyldigt om det er direkte eller indirekte, åbent eller skjult, helt eller delvist – hos visse medlemmer af det hollandske kommunistiske parti!!
Efter proletariatets første socialistiske revolution, efter at bourgeoisiet er styrtet i et enkelt land, vil dette lands proletariat længe være svagere end bourgeoisiet, allerede i kraft af bourgeoisiets vældige internationale forbindelser og desuden i kraft af, at de små vareproducenter i det land, hvor bourgeoisiet er styrtet, bevirker en spontan og uafladelig genoprettelse og genfødelse af kapitalisme og bourgeoisi. Man kan kun besejre en stærkere modstander med den største kraftanspændelse og med en ubetinget, yderst omhyggelig, velovervejet, forsigtig og behændig udnyttelse såvel af enhver, selv den mindste, "revne" mellem fjenderne, enhver interessemodsætning mellem bourgeoisiet i de forskellige lande, mellem de forskellige grupper eller arter af bourgeoisi i det enkelte land – som af enhver, selv den mindste, mulighed for at skaffe sig en forbundsfælle af massekarakter, lad forbundsfællen så være nok så midlertidig, vaklende, usikker, utilforladelig og betinget. Den, som ikke har forstået dette, har ikke forstået et gran af marxismen og af den videnskabelige, nutidige socialisme overhovedet. Den, som ikke over et ret langt tidsrum og i ret forskelligartede politiske situationer har bevist sin evne til at anvende denne sandhed i gerning, i praksis, han har endnu ikke lært at hjælpe den revolutionære klasse i dens kamp for at befri hele den arbejdende menneskehed for udbytterne. Og det her sagte gælder i lige grad før og efter proletariatets erobring af den politiske magt.
Vor teori er ikke et dogme, men en vejledning til handling, sagde Marx og Engels (41), og den største fejl, den største forbrydelse, sådanne patentmarxister som Karl Kautsky, Otto Bauer o.s.v. har begået, er den, at de ikke har fattet dette og forstået at anvende det i den proletariske revolutions vigtigste øjeblikke. "Politisk virksomhed er ikke som fortovet på Nevskijprospektet" (det rene, brede og jævne fortov på Petersborgs helt lige hovedgade), sagde allerede N. G. Tjernysjevskij (42), den førmarxistiske periodes store russiske socialist. Russiske revolutionære har siden Tjernysjevskijs tid med utallige ofre måttet bøde for at have ignoreret eller glemt denne sandhed. Det må for enhver pris undgås, at venstrekommunister og revolutionære i Vesteuropa og Amerika, som er arbejderklassens sag hengivne, kommer til at betale lige så dyrt som de efterblevne russere for at nå til erkendelse af denne sandhed.
De russiske revolutionære socialdemokrater gjorde inden tsarismens fald ofte brug af borgerlige liberales tjenester, d.v.s. de indgik en mængde praktiske kompromisser med dem, og i 1901-1902, endnu før bolsjevismens opståen, Indgik Iskras gamle redaktion (som bestod af Plekhanov, Akselrod, Sasulitj, Martov, Potresov og mig) et (ganske vist ikke langvarigt) formelt, politisk forbund med Struve (43), den borgerlige liberalismes politiske fører, idet vi samtidig forstod uden ophør at føre en skånselsløs, idémæssig og politisk kamp mod den borgerlige liberalisme og mod selv de ringeste udslag af dens indflydelse i arbejderbevægelsen. Bolsjevikkerne fulgte bestandig den samme politik. Fra 1905 har de systematisk virket for et forbund mellem arbejderklassen og bønderne mod det liberale bourgeoisi og tsarismen, uden nogensinde at opgive at støtte bourgeoisiet mod tsarismen (for eksempel ved valgenes anden runde eller ved suppleringsvalg) og uden at indstille den uforsonlige idémæssige og politiske kamp mod det borgerligt-revolutionære bondeparti, de "socialrevolutionære" ved at afsløre dem som småborgerlige demokrater, der falskeligt kaldte sig socialister. I 1907 dannede bolsjevikkerne for en kort tid en formel politisk blok med de socialrevolutionære ved dumavalgene. I 1903 til 1912 stod vi i en årrække formelt sammen med mensjevikkerne i det fælles socialdemokratiske parti, uden nogensinde at indstille den idémæssige og politiske kamp imod disse folk, der formidlede den borgerlige indflydelse på proletariatet og var opportunister. Under krigen indgik vi nogle kompromisser med "kautskyanerne", venstremensjevikkerne (Martov) og en del af de socialrevolutionære (Tjernov og Natanson), vi sad sammen med dem i Zimmerwald og Kienthal (44) og udgav fælles manifester, men vi indstillede ikke og svækkede aldrig den idémæssige og politiske kamp mod kautskyanerne, mod Martov og Tjernov (Natanson døde i 1919 og stod os da meget nær, næsten solidarisk med os, som "revolutionær-kommunistisk" narodnik (45)). Under selve oktoberomvæltningen dannede vi en uformel, men meget vigtig (og meget vellykket) politisk blok med de småborgerlige bønder, idet vi uden nogen ændring overtog hele de socialrevolutionæres agrarprogram, d.v.s. indgik på et utvivlsomt kompromis for at vise bønderne, at vi ikke ville overstemme dem, men komme til forståelse med dem. Samtidig tilbød vi dem at danne (og realiserede snart) en regulær politisk blok, indbefattet deltagelse i regeringen med de "venstre-socialrevolutionære", som sprængte denne blok efter indgåelsen af Brestfreden og derpå i juli 1918 rejste en væbnet opstand og siden førte væbnet kamp mod os.
Man vil efter dette forstå, at de tyske "venstre"-folks angreb på det tyske kommunistiske partis centralkomité, fordi denne accepterer tanken om en blok med de Uafhængige (Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, kautskyanerne), forekommer os at være aldeles grundløse og et tydeligt bevis på, at "venstre"-folkene har uret. I Rusland havde vi også både højremensjevikker (som var med i Kerenskijs regering), svarende til de tyske Scheidemann'er, og venstremensjevikker (Martov), som var i opposition til højremensjevikkerne og svarede til de tyske kautskyanere. Arbejdermassernes gradvise overgang fra mensjevikkerne til bolsjevikkerne så vi klart i 1917: På den første alrussiske sovjetkongres i juni 1917 havde vi i alt 13 pct. af stemmerne. Flertallet lå hos de socialrevolutionære og mensjevikkerne. På den anden sovjetkongres (25. oktober 1917, efter gammel tidsregning) havde vi 51 pct. af stemmerne. Hvorfor har i Tyskland arbejdernes ganske tilsvarende drejning fra højre mod venstre ikke straks ført til en styrkelse af kommunisterne, men først af mellempartiet de Uafhængige, skønt dette parti aldrig har haft selvstændige politiske ideer og aldrig har ført en selvstændig politik, men blot har vaklet mellem Scheidemann'erne og kommunisterne?
En af årsagerne er åbenbart den fejlagtige taktik, de tyske kommunister har anvendt, og de må nu frygtløst og ærligt erkende denne fejl og lære at rette den. Fejlen lå i, at de ikke ville deltage i det reaktionære, borgerlige parlament og i de reaktionære fagforeninger, fejlen lå i mangfoldige udslag af den "venstre"-børnesygdom, som nu er kommet til åbent udbrud, og som må helbredes jo før jo bedre, til desto større nytte for organismen.
Det tyske Uafhængige Socialdemokratiske Parti er vitterligt uensartet sammensat, ved siden af gamle opportunistiske førere (Kautsky, Hilferding og åbenbart i høj grad Crispien, Ledebour. o.a.), der har vist sig ude af stand til at forstå betydningen af sovjetmagten og proletariatets diktatur og til at lede proletariatets revolutionære kamp, har der også dannet sig en proletarisk venstrefløj i dette parti, og denne fløj er i bemærkelsesværdig hurtig vækst. Hundredtusinder af dette partis medlemmer (det har vel henved ¾ mill. medlemmer) er proletarer, som har forladt Scheidemann og hurtigt nærmer sig kommunismen. Denne proletariske fløj foreslog allerede på de Uafhængiges Leipzigkongres (1919) øjeblikkelig og uforbeholden tilslutning til III Internationale. Det er direkte latterligt at være bange for et "kompromis" med denne fløj af partiet. Tværtimod må kommunisterne ubetinget søge og finde en passende form for kompromis med den, et kompromis, som på den ene side kan lette og fremskynde den nødvendige fuldstændige sammenslutning med denne fløj og på den anden side ikke hæmmer kommunisterne det ringeste i deres idémæssige og politiske kamp mod de Uafhængiges opportunistiske højrefløj. Antagelig vil det ikke blive let at finde en passende form for et kompromis, men kun en charlatan kan love de tyske arbejdere og de tyske kommunister en "let" vej til sejren.
Kapitalismen ville ikke være kapitalisme, hvis det "rene" proletariat ikke var omgivet af en mængde yderst brogede overgangstyper fra proletaren til halvproletaren (den, der delvis tjener til livets ophold ved at sælge sin arbejdskraft), fra halvproletaren til småbonden (og den lille håndværker, hjemmearbejderen, den lille næringsdrivende overhovedet), fra småbonden til middelbonden o. s. v. – hvis der ikke inden for selve proletariatet fandtes delinger mellem mere eller mindre udviklede lag, delinger efter hjemstavn, efter fag, undertiden efter religion o.s.v. Og af alt dette følger uden videre, at det for proletariatets avantgarde, for dets bevidste del, for det kommunistiske parti er nødvendigt, ubetinget nødvendigt at ty til manøvrer, forhandlingspolitik og kompromisser med forskellige grupper af proletarer, med arbejdernes og de små næringsdrivendes forskellige partier. Det gælder blot om at forstå at anvende denne taktik til højnelse og ikke til sænkning af det almene niveau, hvad angår proletarisk klassebevidsthed, revolutionær indstilling og evne til at kæmpe og sejre. Man må iøvrigt lægge mærke til, at bolsjevikkerne for at sejre over mensjevikkerne ikke blot før oktoberrevolutionen 1917, men også efter måtte anvende manøvrernes, forhandlingspolitikkens og kompromissernes taktik, selvfølgelig kun i sådanne former, at det lettede, fremskyndede, konsoliderede og styrkede bolsjevikkernes arbejde på mensjevikkernes bekostning. De småborgerlige demokrater (og herunder mensjevikkerne) svinger uundgåeligt mellem bourgeoisiet og proletariatet, mellem det borgerlige demokrati og sovjetsystemet, mellem reformisme og revolutionslyst, mellem arbejdervenlighed og frygt for det proletariske diktatur o.s.v. Den rigtige taktik for kommunisterne må bestå i at udnytte disse svingninger, absolut ikke i at ignorere dem, udnyttelsen kræver indrømmelse til de elementer, som nærmer sig proletariatet, når de nærmer sig og i den udstrækning, de gør det, og samtidig kamp mod dem, der nærmer sig bourgeoisiet. Anvendelsen af den rette taktik har medført, at mensjevismen er gået mere og mere i opløsning hos os, idet denne taktik isolerer de hårdnakket opportunistiske førere, mens den bringer de bedste arbejdere, de bedste elementer fra de småborgerlige demokratier over i vor lejr. Dette er en langvarig proces, og en hastig "afgørelse": "Ingen kompromisser, ingen manøvrer" kan kun skade arbejdet med at øge det revolutionære proletariats indflydelse og kraft.
Endelig er det utvivlsomt en af de tyske "venstre"-folks fejl, at de stift afviser at anerkende Versaillesfreden (46). Jo "solidere" og "vægtigere", jo mere "afgjort" og kategorisk denne anskuelse formuleres, f.eks. af K. Horner, des mindre fornuftigt virker det. Det er ikke nok at tage afstand fra "nationalbolsjevismen"s himmelråbende tåbeligheder (Lauffenberg o.a.), som går så vidt, at de taler for en blok med det tyske bourgeoisi med henblik på krig mod ententen (47) under den internationale proletariske revolutions nuværende betingelser. Man må forstå, at det taktisk er i bund og grund fejlagtigt ikke at erkende, at et Sovjettyskland (hvis der i en nær fremtid skulle blive en sovjetrepublik i Tyskland) en tid måtte anerkende Versaillesfreden og bøje sig for den. Heraf følger ikke, at de Uafhængige havde ret, dengang de, mens Scheidemann'erne sad i regeringen, mens sovjetmagten i Ungarn endnu ikke var styrtet, mens muligheden for, at en sovjetrevolution i Wien kunne komme Sovjetungarn til hjælp, endnu ikke var udelukket – dengang de under de daværende forhold krævede, at Versaillestraktaten skulle underskrives. Dengang navigerede og manøvrerede de Uafhængige meget dårligt, og de påtog sig et større eller mindre ansvar for Scheidemann'ernes forræderi, de forfaldt mere eller mindre til at opgive den skånselsløse (og yderst koldblodige) klassekrig med Scheidemann'erne og stillede sig på et standpunkt, som var "klasseløst" eller "over klasserne".
Nu er situationen imidlertid tydeligt nok den, at Tysklands kommunister ikke bør binde sig ved at love absolut og ubetinget at afvise Versaillesfreden i tilfælde af kommunismens sejr. Det ville være dumt. Man må sige: Scheidemann'erne og kautskyanerne har begået en række forræderier, som har vanskeliggjort (til dels ødelagt) mulighederne for et forbund med Sovjetrusland og Sovjetungarn. Vi kommunister vil med alle midler lette og forberede et sådant forbund, men vi er aldeles ikke forpligtet til ubetinget og tilmed straks at forkaste Versaillesfreden. Muligheden for at forkaste den med effekt afhænger af sovjetbevægelsens fremgang, ikke blot i Tyskland, men internationalt. Denne bevægelse blev bremset af Scheidemann'erne og kautskyanerne, vi fremmer den. Dette er sagens kerne, dette er grundforskellen. Og når vores klassefjender, udbytterne og deres lakajer, Scheidemann'erne og kautskyanerne har forsømt en række muligheder for at forstærke både den tyske og den internationale sovjetbevægelse og den tyske og internationale sovjetrevolution, så falder skylden på dem. En sovjetrevolution i Tyskland ville forstærke den internationale sovjetbevægelse, som er det stærkeste bolværk (og det eneste pålidelige, urokkelige og internationalt stærke bolværk) mod Versaillesfreden og mod den internationale imperialisme overhovedet. At sætte en absolut, ubetinget og ufortøvet frigørelse fra Versaillesfreden først, foran spørgsmålet om frigørelsen af andre af imperialismen undertrykte lande fra imperialismens åg er en spidsborgerlig nationalisme (Kautsky, Hilferding, Otto Bauer og den slags folk værdig) og ikke revolutionær internationalisme. Styrtes bourgeoisiet i et hvilket som helst af de store europæiske lande, herunder Tyskland, vil det betyde et sådant plus for den internationale revolution, at man for at opnå det kan og – om fornødent - bør gå med til at lade Versaillestraktaten bestå gennem længere tid. Når Rusland alene, til gavn for revolutionen, kunne udholde Brestfreden i flere måneder, er der ikke noget umuligt i, at et Sovjettyskland i forbund med Sovjetrusland til gavn for revolutionen kan udholde Versaillesfreden gennem længere tid.
Imperialisterne i Frankrig, England o.s.v. provokerer de tyske kommunister og sætter fælder for dem: "Sig, at I ikke vil underskrive Versaillesfreden." Og venstre-kommunisterne går ligesom børn i den opstillede fælde i stedet for at manøvrere klogt mod den snedige og i øjeblikket stærkere fjende, i stedet for at sige til fjenden: "Nu vil vi underskrive Versaillesfreden." At binde sig på forhånd, direkte at fortælle fjenden, som i dag er bedre bevæbnet end vi, om vi vil bekrige ham og hvornår, det er dumhed og ikke revolutionær holdning. At tage kampen op på et tidspunkt, hvor det er en oplagt fordel for fjenden og ikke for os, det er en forbrydelse, og den revolutionære klasse har ikke den fjerneste brug for politikere, som ikke forstår at anvende "manøvrer, forhandlingspolitik og kompromisser" for at undgå et oplagt ufordelagtigt sammenstød.
*) I enhver klasse, selv i den mest fremskredne klasse i det mest oplyste land, selv i et øjeblik og under omstændigheder, hvor alle dens åndelige kræfter bringes til enestående høj udfoldelse, er der altid – og vil der, så længe der eksisterer klasser, så længe det klasseløse samfund ikke helt er fæstnet og konsolideret, så længe det ikke har udviklet sig helt på sit eget grundlag, uundgåeligt fortsat være – repræsentanter for klassen, som ikke tænker og ikke kan tænke. Kapitalismen ville ikke være en masseundertrykkende kapitalisme, hvis dette ikke var tilfældet.