|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Havde den 2. kongres i tiden omkring Den Røde Armes fremrykning mod Warzawa annonceret "øjeblikkets opgave", som en "fremskyndelse af revolutionen" så skete der i dette spørgsmål på den 3. kongres en brat ændring, og uden at dette var forberedt gennem diskussioner i KI-sektionerne.
Det var Lenins og Trotzkis skift i retning mod enhedsfront (mellem kommunister og socialdemokrater) i klassekampen mod bourgeoisiet. Den stødte på den hårdeste modstand, fordi KI-eksekutiv-komitéen og ledelserne i KI-sektionerne fra starten af KIs historie havde været opflasket med "taktikker" og med abstrakte almenheder. Efter den polske katastrofe havde KI-eksekutiv-komitéen ikke taget nogen interne diskussioner og havde heller ikke forsøgt at fremlægge, at den umiddelbare revolutionære situation, som afslutningen af den imperialistiske verdenskrig direkte havde skabt, allerede var forbi, og at en ny etappe af anderledes formidlede klassekampe stod på dagsordenen. De forskellige faser og typer af borgerkrige og overgange fra klassekamp til borgerkrig osv. blev ikke gennemdiskuteret.
Der blev hverken givet en selvkritik af SUKP p.g.a. overgrebet mod Warzawa, som i Polen forblev totalt uforståeligt for de undertrykte klasser af arbejdere og bønder, eller skabt en ændring i eksekutivkomitéens politik. Således var den tyske martsaktion og placeringen af Béla Kun i VKPD-spidsen heller ikke et forsøg fra SUKPs side på at tilsløre eller at "redde" NEP-afgørelserne i Sovjet. Martsaktionerne i 1921 var primært den "korrekte" mere præcist, forkerte fortsættelse af den ikke reviderede taktik fra 2. kongres.
Revisionen, som Lenin havde indledt gennem 'Den nye økonomiske Politik', var "endnu" ikke blevet taget op i KIs eksekutiv-komité. Særlig Sinoviev stod fast på den gamle tese om nødvendigheden af den vesteuropæiske revolution for videreudviklingen af den russiske revolution.
At nu Sinoviev som formand for KI-eksekutiv-komitéen, at Bucharin, Kun osv. længe tøvede med at tilslutte sig Lenins og Trotzkis "nye taktik" måtte blot forøge 'forvirringen' i KI-sektionerne, der i stadig højere grad blev bestemt af den strenge centralisme i eksekutiv-komitéen omkring Sinoviev.[1]
Det med modstand gennemførte, bevidste skift til NEP, de samfundsmæssige og partiinterne kriser i SUKP og VKPDs åbenlyse nederlag og krise gav for Lenin og Trotzki et nyt perspektiv på udviklingen af revolutionen i Europa, på den specifikt-komplicerede sovjetiske vej til socialismen, på dens vej til den proletariske revolution, og på begge deles indbyrdes forhold.[2] VKPDs katastrofe i martsaktionen i 1921 og vanskelighederne i Sovjet krævede en ny vurdering af den nationale og internationale situation. En ny etappebestemmelse var savnet. Kun at aflede overgangen til "enhedsfront" af den problematiske NEP, som var blevet påtvunget masserne, forekommer mig at være forkortet. Sammenhængen mellem NEP og enhedsfront er ikke tvingende, men kan heller ikke benægtes.
Lenin erkendte i ansatser Kominterns sekteriske politik, glemte ikke, at netop i de højtudviklede kapitalistiske lande er 'spillet' med revolutionen udtryk for en specifik sekterisk politik, og vil derfor overbevise sektionerne i KI om, at vejen til masserne er den afgørende forudsætning og betingelse for de revolutionære processer.
Det gjaldt i særdeleshed efter det store nederlag for martsaktionen i Sachsen. Hvorledes kunne man realistisk revidere parolerne om den hurtige revolution, uden at miste den revolutionære substans? Langt snarere at styrke den for at være i stand til at fremtræde overfor masserne som et kommunistisk alternativ til socialdemokratismen i klassekampens fremtrædelser. Taktikken og enhedsfrontens form fik en elementær og ambivalent betydning, Lenin siger, "at bag ved tanken om arbejdermassens aktionsenhed, som også selv med de bestående grundliggende forskelle straks kunne dannes"[3] står spørgsmålet om alliancen med masseorganisationerne.
Lenin og Trotzki var tilsyneladende de eneste marxister på den 3. kongres, de måtte derfor kæmpe med den yderste 'veltalenhed' mod Sinoviev-Kun-Bucharin-gruppen, der hverken ville billige korrekturen af linien fra den 2. kongres og endnu mindre parolen om arbejderklassens "enhedsfront". Lenin og Trotzki måtte forsvare de mest elementære grundprincipper i marxismens kritik af den politiske økonomi. Sekterikerne ville ikke erkende, at den kapitalistiske produktionsmåde som formation bærer i sig karakteren af udviklingen af produktivkræfternes eller af destruktionskræfterne, de ville ikke erkende, at "kapitalismens udvikling" ikke udtømmer sig "i disse cykler, som markeres gennem højkonjunkturen, så spændingen, depressionen, krisen og så lidt efter lidt dens afmatning osv".: "Thi kapitalismen har to bevægelser. Den primære bevægelse er den, der består i udviklingen af produktivkræfterne. Kurven går altså opad, og denne opadgåen foregår i svingninger, i oscillationer, det er krisens og højkonjunkturens svingninger".[4] Kapitalbevægelsens primære tendens forløber over en dermed formidlet sekundær tendens, det er nedgangen, kurven går nedad: "Stigningen, nedgangen eller stagnationen - på denne linie har fluktuationen, det vil sige den bedre konjunktur, krisen, - der intet siger os om, hvornår kapitalismen udvikler sig eller om den går ned. Denne fluktuation er det samme som hjerteslagene hos det levende menneske".[5] Den kapitalistiske produktionsmåde lever, er endnu ikke slået, omend medtaget og i en nedgangsproces med differencieringskrævende etapper!
Det tredie efterkrigsår - resumerer Trotzki i sin analyse på den 3. KI-kongres - er ved at være gået: "Nogle højst vigtige fremtrædelsesformer af politisk og økonomisk karakter er dukket op. Kapitalen sidder endnu fast i sadlen i hele verden og vi må gøre regnskab over, om vores indstilling i sin helhed, indstillingen til verdensrevolutionen, nu under de givne forhold (fremhævelse af mig, R.D.) stadig er den samme".[6] At stille spørgsmålet således var absolut korrekt.
Han gør den 3. Internationale opmærksom på, at f.eks. de samfundsmæssige forhold i Tyskland i 1918 er væsentlig forskellige fra forholdene i 1921; at magt- og produktionsapparatet igen nærmer sig hinanden og at en vis kapitalistisk ligevægt kan fastslås.
Den europæiske kapitalisme i almindelighed er i færd med en heldig tilbageerobring af sin kapitalistiske bevægelsesfrihed på verdensmarkedet, hvorved den påny er ved at konstituere sit modsigende ligevægtssystem.[7] Trotzki henviser til, at ledelsen af det internationale verdensmarked er overgået fra Europa, især England til Amerika; han henviser til den almene "rationalisering" af produktionsmiddelapparatet og til forandringerne i produktionsprocessens niveauer, nemlig den øgede anvendelse af konstant kapital indenfor rammerne af den mod merværdi rettede kvalitetsændring af produktionsredskaberne og den forhøjede udbytning af arbejdsklassen, tilbagetrækning af resultaterne fra 1918 (f.eks. 8-timers arbejdsdagen).
Lenin og Trotzki ser alment modsigelsen mellem den amerikanske kapital og ententekapitalen, mellem denne og den tyske med dens uindløste krigsskadeerstatning. De ser det internationale kolonispørgsmål, men de ser ikke virkelig, at det tyske bourgeoisi på grundlag af disse indre og ydre samfundsmæssige modsigelser efter afslutningen af verdenskrigen driver en allerede før verdenskrigen startet proces af produktionsforandringer videre med politiske magtmidler og i alliance med socialdemokratiet indenfor et udvidet produktionstrin med nye dominerende industribrancher. Den kapitalistiske produktionsform blev i juli 1919, efter at SPD-ledelsen, som ikke engang vidste, hvorledes socialismen skal realiseres, havde afvist socialdemokraterne Willes og Möllendorffs[7a] antikapitalistiske ansatser, 'drevet' i retning af en fortsættelse og "udvikling". Alle industribrancher, der deltog i krigsproduktionen, og som p.g.a. krigens høje profitter var likvide, gik i spidsen i denne proces. Produktionsanlæggene var ikke ødelagt af krigen, derimod kapitalistisk udviklet! "Krigsråstofselskaberne" (krigsøkonomi) som statslig-industriel kooperation af primær råstofregulering blev bibeholdt efter krigen i uændret form endnu til 1923: "Fasen til 23 er efter afvigelsen fra den fællesøkonomiske konception kendetegnet ved en så hurtig industriel vækst, at der i 1922 efterhånden skabtes beskæftigelse til 77.000 arbejdsløse".[8]
Dertil er at bemærke, at de rivaliserende Kemi- og elektroindustribrancher, i modsætning til de brancher, som gennem afståelsen af Elsas-Lothringen havde 'lidt' et væsentligt kapacitetstab (fraktionerne indenfor sværindustrien, der ved afståelsen havde mistet 80% af kapaciteten),[9] var mindre berørt af afståelsen af Elsas-Lothringen osv.: "Desuden er rationaliseringen af kemiske processer relativt lettere at gennemføre end ved mekaniske processer"[10] som især i maskinkonstruktioner kun kan "rationaliseres" via store investeringsudgifter. At anerkende det kapitalistiske "normaliseringsfænomen" men allerede i "normaliseringen" at øjne den tendentielle nye krise og forberede partiet politisk-organisatorisk herpå, det faldt SPD ligeså svært som KPD - omend ud fra forskellige årsager og målsætninger. Mens det netop havde været opgaven for det revolutionære parti at forbinde de håndfaste erfaringer om nederlaget med analyser af de kontrarevolutionære sejre, og at undersøge SPDs rolle i restabiliseringen af kapitalforholdet og herudfra præcist bestemme chancerne og skrankerne for en alliancepolitik med SPD. Dette havde altså med udgangspunkt i de kommunistiske og socialistiske partiers revolutionære autonomi i særdeleshed været opgaven for tyske kommunister og socialister - de indløste den ikke! Hverken KI-eksekutiv-komitéen eller den tyske KI-sektion var i stand til realt at erkende den forandrede klassesammenhængs bevægelse og de centrale politisk-organisatoriske ændringer, der gemte sig i denne. Lenin og Trotzki 'lugter' derimod noget: Begrebet om arbejderklassens "enhedsfront" i kamp mod kapitalens offensiv er deres konsekvens.
Offentliggørelsen af "enhedsfronten" på 3. KI-kongres er et vigtigt korrekturforsøg med henblik på at kunne reagere på klassekampens nye stade. Ud fra analysen af den almene kapitalbevægelse, ganske vist uden i tilstrækkelig grad at tage hensyn til de dermed forbundne forandringsprocesser i klassestrukturen, udviklede Lenin, Trotzki og Radek, der havde tilsluttet sig deres position, enhedsfrontens taktik, der efter lang modstand anerkendtes af Sinoviev og Béla Kun, fraseradikalismens repræsentanter.[11]
Da de kommunistiske partier hverken er stærke nok og den umiddelbart samfundsmæssige situation ejheller revolutionær, skulle kommunisterne vende sig imod arbejderklassens forandrede samfundsmæssige nødsituation, dvs. de skulle være de mest aktive forkæmpere i proletar-, arbejder- og bondemassernes klassekontroverser for lønforhøjelse, nedsat arbejdstid (generobring og videreføring af 8-timers-arbejdsdagsresultatet fra 1918), og de skulle også kæmpe for demokratiske frihedsrettigheder - uden at tabe deres kommunistiske mål for arbejderklassens og dens forbundsfællers sociale emancipation af syne: "I stedet for reformisternes og centristernes minimalprogram sætter den Kommunistiske Internationale kampen for proletariatets konkrete behov, for et system af krav, der i deres totalitet nedbryder bourgeoisiets magt (fremhævelse af R.D.), organiserer proletariatet, skaber overgangsforanstaltningerne til proletariatets diktatur og hver for ... (sig) udtrykker de bredeste massers behov, også selv om disse masser endnu ikke bevidst står på det proletariske diktaturs grund".[12]
Disse delkampe og delkrav havde som samlet mål ødelæggelsen af det kapitalistiske system. I de enkelte kampe drejede det sig imidlertid om realiseringen af massernes umiddelbare behov. Således gjaldt det om politisk-solidarisk og taktisk-organisatorisk at sikre arbejderklassens enhedsfront til fælles aktioner mod bourgeoisiklassen.
Denne dialektiske modsætning mellem mål (social emancipation) og delkrav (lønforhøjelse, arbejdstidsforkortelse etc.) skulle være løftestang, for indenfor rammerne af de undertrykte, sårede og beherskede klassers objektive nød at aktivisere modstanden mod de kapitalistiske produktionsforhold og vende nøden, for gennem agitation og propaganda at muliggøre det kommunistiske partis udbredelse og formindskelsen af den reformistiske socialdemokratismes indflydelse på masserne.[13]
Fagforeningerne, virksomhederne og gaderne skulle være "enhedsfrontens vigtigste arena".[14]
I almindelighed forekommer "enhedsfronten" mig ikke at være problematisk, men den kendsgerning at Lenin og Trotzki igen - ligesom allerede i spørgsmålet om partistruktur - i de russiske erfaringers betydning forsøger at almengøre et begreb, uden i tilstrækkelig grad at tage hensyn til de specifikke forskelle i de respektive samfund og partier. Klassestrukturernes konkrete bevægelse i arbejdsprocessen forfølges ikke. Således kan klassen og lagenes behov, kampformerne og kampmålene ikke virkelig bestemmes. Opgøret med SPD føres moralsk (forræderi-ideologi), og "enhedsfronten" bliver til det taktiske håb at trække arbejdere fra SPD over i KPD!
Den russiske enhedsfront mellem bolsjevikker, mensjevikker og socialrevolutionære var derimod opstået op til februar-revolutionen og holdtes sammen af den fælles kamp på liv og død mod zarismens slavestat. De alternative partier og partifraktioner var i politisk-organisatorisk skikkelse forskellige former for zarismens negation. En sådan klassekampssammenhæng fandtes ikke i Tyskland.
Det tyske socialdemokrati var i et vist tidsrum blevet opfattet som samfundsmæssig modstander af det tyske borgerskab, men det var aldrig en real politisk-organisatorisk negation og et alternativ til den tyske kapitalismes forhold. Derfor faldt det heller ikke særlig vanskeligt for borgerskabet i slutningen af krigen at samarbejde med SPD. Dvs., der fandtes aldrig noget socialdemokratisk parti med revolutionære kampformer, der svarede til de samfundsmæssige betingelser. Dialektikken mellem "legalitet" og "illegalitet" i den politiske klassekamp underkastedes vareforholdenes 'legalitet'. Politisk-organisatoriske vendinger på grundlag af en analyse af forandringerne i udviklingen af de samfundsmæssige produktivkræfter i Tyskland fandt hverken sted før eller efter den første verdenskrig.
Lenin og Trotzki ville ud til masserne med et i Vesteuropa specifikt uegnet parti. De ville ud til masserne i "enhedsfront" med det i masserne forankrede og dog massefjendtlige, mod arbejderklassen sociale emancipation rettede Socialdemokratiske Parti. Denne modsætning i "enhedsfronten" var uopløselig. En "enhedsfront" med et parti, der selv har del i den nye fremadskridende kapitalbevægelse og er med til at etablere det herskende kapitalforhold - det være sig som regeringsparti eller som koalitionspartner -, er noget andet end f.eks. den fælles front med antizaristisk-socialistiske partier i Rusland. Det er økonomisk og politisk forskellige betingelser. At klynge sig til SPD uden at have gennemskuet dialektikken i kapital- og klassebevægelsens objektive forløb; uden at disponere over en tilsvarende revolutionær plan; uden at forme organisationsstrukturen adækvat hertil - det må ende med tilpasning og uklarhed. Den bolsjevistiske klarhed i den russiske oktoberrevolution slog i Vesteuropa om i forvirring, "taktikken" ændrede sig fra kongres til kongres. Den 2. kongres havde forkyndt den umiddelbart forestående verdensrevolution, spaltningen af USPD fandt sted og pludselig opfordrer (i sidste omgang) den 3. til ny "enhedsfront" med SPD.[15] En hændelse fra den 2. KI-kongres' dage kunne imidlertid ikke længere gøres om, spaltningen af USPD, det parti der under de nuværende enhedsfrontbetingelser kunne have været en vigtig "side-motor" for KPD's førende rolle i klassekampen. Gennem den spaltningspolitik, som KI-eksekutiv-komitéen påtvang det, blev KPD til et "masse"-VKPD - men derved udvidedes kunstigt afstanden mellem de kommunistiske og de socialdemokratiske arbejdere. Spaltningen udtrykte ikke nogen erkendelse af den kapitalistiske produktionsproces' udvidede stade med de heraf producerede fraktionsforskydninger i arbejderklassen, ikke nogen erkendelse af kapitalens udviklingstendens og ikke årsagerne til, at det tyske borgerskab systematisk bestræbte sig på at klare konkurrencen på verdensmarkedet og hæve sin egen profitabilitet. Den var udelukkende et udtryk for den bolsjevistiske højagtelse for politikkens primat, der på sin side var et udtryk for Ruslands specifikke zaristisk-asiatiske arv, som ikke kender relationen mellem kapital- og arbejderbevægelse og arbejderbevægelsen som potentiel og tendentiel negation af det knægtende lønarbejde. "Politikkens primat" nemlig at det ydre politiske syn på forholdene får magt over forholdene selv, er i strid med kritikken af den politiske økonomi som metode til sprængning af kapitalforholdet. I hvert fald hos os, når alt kommer til alt drejer det sig i vesten om et dynamisk og ikke om et stagnerende samfund som i den asiatiske zone. Havde den 2. KI-kongres subjektivistisk overdrevet den kapitalistiske krises objektive tendenser, så er den 3. KI-kongres' "enhedsfront" en objektivistisk "underdrevet" korrektur af KI-linien for klassekampene. For trods al relativ genvindelse af den kapitalistiske ligevægt måtte det for f.eks. Tyskland ikke betyde, at man gik i defensiven, særtilfældet Sachsen 1921 undtaget. For det andet var det netop i denne etappe vigtigt ikke at indgå tvivlsomme alliancer. Thi alle aktuelle problemer, fra de ikke eksproprierede dynastier til kapitalforholdene, fra den nationale 'forgældethed' gennem Versailles-traktatens undertrykkelse til den 'langsomt' begyndende inflationære ødelæggelse af valutaen, var et fundament for et nytn stadium i klassekampen, for slet ikke at tale om modsætningens objektive retninger i den produktionsproces,[16] i hvilken borgerskabet forsøgte at stabilisere ligevægtens nye stade.
"Offensivteoretikernes" modstand i KI mod en "enhedsfront" i hvilken forskellen mellem kommunister og socialdemokrater tendentielt udviskedes, var stor. Da Georg Lukács på kongressen endelig tilpassede sig den russiske platform, så fandt vi igen i hans forsvar for "offensivteorien" hans principielt uforandrede position. I stedet for at forfølge kapitalen og klassekampenes reale bevægelser, fortsætter Lukács-"kommunis men" også efter 1. juli 1921 med at prædike den voluntariske "offensiv-taktik": "Vil proletariatet forsvare sig, må der sørges for, at det forsvarer sig med de eneste virkelige våben, med den revolutionære kamps våben. Men dette må bibringes dets bevidsthed. Og aktionernes rolle består i, at de fremskynder denne bevidsthedsproces og at de, op imod den ideologiske fatalisme, der opfatter proletariatets bevidstgørelse og modningsproces som en lige så mekanisk proces som den kapitalistiske 'helbredelses' økonomiske proces, tilvejebringer denne modning som revolutionært kampberedskab gennem kampen". Konsekvensen bliver Lukács' militante, men indskrænket-militante holdning. "Intet ville være mere skæbnesvangert for den kommunistiske taktik end at modstille masseaktionerne og den ideologiske kamp. Proletariatets bevidsthed og vilje er grundbetingelsen, den levende sjæl i enhver revolutionær aktion".[17] Lukács-"kommunismen" betoner med rette den politisk afgørende vekselvirkning mellem oplysning og aktion, men ser fortløbende bort fra de reale processer i den samfundsmæssige arbejdsproces, i det industrielle og statslige maskineri osv. Den kan derfor overhovedet ikke gennemskue etappe-fremtrædelserne, arbejderklassens ændrede indstilling til det kapitalistiske lønarbejde. Der skete i 1921 og 1922 ganske vist en yderligere formindskelse af arbejdsløsheden - i 1922 var der 'kun' 77.000 -, men vi havde i Tyskland mellem 1919 og 1922 strejkebølger, der gennemsnitligt kostede kapitalen 23 mill. arbejdstimer årligt.[18] Disse strejker var primært arbejderklassens politisk-økonomiske kampe mod kapitalismens restauration og rationalisering, såvel som mod den inflationære udhuling af lønningerne. Kapitalforholdet forsøgte altså på den ene side gennem trustdannelse og taylorisering og på den anden side gennem inflation som middel til genskabelse af profitabiliteten at nærme sig "normale tilstande" dvs. at bryde igennem krisens anden fase for at kunne dominere som samfundsmæssig kraft. KI overså denne udvikling. Denne 'naturgroede' dialektik mellem politiske og økonomiske kampe, der havde udviklet sig efter novemberrevolutionens nederlag og som politisk-organisatorisk burde have været videreudviklet, blev, efter mit skøn, drejet i retning af en 'venstre-socialdemokratisme' gennem "enhedsfront"-parolen og alliancetilbuddet i oktober 1921 til SPD og fagforeningerne. De umiddelbare interesser begrænses økonomistisk - reduceres til de samfundsmæssige og sociale aspekter - og berøves således deres politiske sprængstof. Hvor det tværtimod drejede sig om ikke økonomistisk at udvande, men politisk at udvide begrebet om de "umiddelbare behov" for at udnytte de offensive lønkampes politiske dynamit og ikke blot tilsyneladende at lade dem være offensive.
Føres lønkampe ikke politisk og klasseadækvat, får kapitalforholdets fraktioner profit, og arbejderklassen forbliver underkastet kapitalforholdet. Arbejderklassen og deres arbejdende forbundsfæller i by og på land, der kun i de politisk-økonomiske kampe kan lære deres væsen og kraft at kende, hæmmes væsentligt i deres udvikling gennem indskrænkende alliancepolitik.
Kapitalens interesser, situationen på verdensmarkedet og de hæftige politisk-økonomiske modstandskampe 'drev' kapitalen over i et nyt stadium for intensivering af arbejdet (gennem krigsgevinster og statslige investeringer), uden at den tyske arbejderklasse og dens forbundsfæller i disse kampe politisk-økonomisk eller teoretisk-organisatorisk kom bare et skridt fremad. Hvor ligger årsagerne hertil? Jeg har været inde på KI-eksekutiv-komitéens drivende og i tiltagende grad hæmmende rolle. Men vi var klar over, at nederlagenes væsen endnu ikke var begrebet dermed. Kommunisterne bemærkede, at det tyske socialdemokrati - trods "forræderi" - er et relativt stabilt og "dynamisk" masseparti. Der måtte gemme sig mere end "ledelsens" "forræderi" deri. Socialdemokratiet var et arbejdermasseparti, hvilket ikke var lykkedes for KPD-VKPD.
M. Cacciari siger provokerende og afklarende: "Om overhovedet nogen, så er det flertalssocialdemokratiet, der forsøger at holde trit med produktionsforholdenes udbredelsesproces. Men denne følgen med udviklingen er for det samtidig en identificering med udviklingen. Socialdemokratiet er det organisatorisk vigtigste instrument, med hvilket kapitalen fejer den 'bolsjevistiske fare' til side ... Det organisatoriske, massefunderede styrke sættes bevidst op imod alle avantgardens erfaringer og forhindrer derved samtidig enhver mulig revision af den kommunistiske strategi".[19]
Lenin og Trotzki vil ud til masserne, men forstår ikke, at en "specialarbejder"-ideologi (ledelse) under de forandrede forhold i de højtudviklede kapitalistiske lande, er lige så forkert som en ideologi om bolsjevistiske "erhvervsrevolutionære" som avantgarde.[20]
Den ukritisk overtagende bolsjevistiske partitype var en særlig hæmsko i Vesteuropa, forhindrede et frigørende forhold til masserne.
Det tilsyneladende revolutionære bolsjevistiske parti-skridt i Vesteuropa var et skridt længere bort fra masserne. Den gamle specialarbejder-avantgarde-ideologi fra 2. Internationales tradition var nemlig på en vis måde blevet reproduceret i den bolsjevistiske avantgarde-teori. I begge tilfælde drejede det sig om den teknisk-kvalificerede fraktion indenfor arbejderne i betydningen specialarbejder. Specialarbejderne var imidlertid i Tyskland som følge af produktivkræfternes udvikling ikke længere den førende produktivkraft i arbejdsprocessen. Det afgørende forhold mellem produktionsintelligens og arbejdermasser kunne ikke engang berøres med den gamle avantgarde-ideologi.
KI og dens vesteuropæiske sektioner forblev særlig kraftig bundet til deres hæmmende socialdemokratiske arv og på dette punkt mere end de socialdemokrater, der medvirkede til de forandrede kapitalforholds undertrykkelse og stabilisering. Derfor kom kommunisterne ikke ud til masserne. De kvalificerede specialarbejderes lønninger var allerede før krigen i stadig højere grad tilpasset masseproduktionens lønninger. Det nye produktionsstade med det omsiggribende ukvalificerede, mekaniserede arbejde og revolutioneringen af arbejdsprocessens teknisk-videnskabelige side undergravede i alle ender og kanter specialarbejdernes avantgardeposition. En ny fraktionering i arbejderklassen, en opsplittende klassedeling bliver den 'objektive' konsekvens, hvis ikke denne den kapitalistiske produktionsdynamiks forandringsproces gennemskues og modsvares af en ny klasseenhed, gennem nye kamp-, mål og organisationsformer for det socialistiske alternativ på basis af den nye udvikling. Ud af det dialektiske forhold mellem klasse og parti ville der ellers opstå en udvidet spaltning mellem politiske parti-interesser og økonomiske klasse-interesser. De uddannede arbejderes andel og betydning blev ikke ringere, men nødvendigvis reduceret i forhold til tendenserne i den samfundsmæssige produktionsproces. Ud over de hurtigt oplærte arbejderes masser (derfor tales der om den massificerede [vermassten] produktionsproces) og de traditionelle specialarbejdere udvikledes den 'tekniske' og 'økonomiske' intelligens' (produktionsintelligensen) nye proletariske lag,[21] som udvidedes med den fra proletariatet kommende funktionærstands vækst. Den historiske rod til rækken af nederlag må udgå herfra.[22]
Idet Trotzki og Lenin påny subsumerer særegenhederne ved den vesteuropæiske vej til revolution og til socialisme under en almen abstrakt taktik, måtte "enhedsfronts"parolen blive en vis politisk abstraktion og komme til at spille en modsætningsfyldt rolle. Lenin og Trotzki besejrede "enhedsfrontens" modstandere på den 3. KI-kongres, og dog beholdt disse deres førende positioner indenfor Kominterns apparat[23] At det var muligt viser apparatets uafhængighed af sektionerne og selvstændiggørelsen af "verdensrevolutionens" højeste instans. Hvilke interesser der førte Lenin og Trotzki til "enhedsfronts"-parolen, skal vi beskæftige os med nu.
Der er ingen tvivl om, at sovjetiske interesser spiller en særlig rolle hos Lenin, Trotzki etc. Deres egne sociale problemer projiceres delvist ind i den vesteuropæiske klassekampssituation, hvorved meget erkendes, men Sinoviev-gruppen bekæmpes ikke tilstrækkelig bestemt. Lenin vil under ingen omstændigheder - med rette - bringe den russiske revolution unødigt i fare, og truet er den allerede af hjemlandets bondeopstande, som må bringes til ro. Forlægningen af KI-eksekutiv-komitéen til Vesteuropa - efter Lenins forslag - og udvidelsen af sektionernes selvstændighed realiseres imidlertid ikke. Men det kan ikke betyde en hæmsko for den europæiske revolutions selvstændige vej! KI-eksekutiv-komitéens manglende selvstændighed overfor SUKP såvel som KI-sektionernes manglende kontrol med KI-eksekutiv-komitéen havde ført til alvorlige fejltagelser: bl.a. til Kun-Pogány-etc.-misèren omkring den tyske martsaktion; i Italien med Rakosi til den - ud fra den italienske klassekamps synspunkt - meningsløse spaltning af det socialistiske parti. Nu var der på den 3. Kongres påny opstået mulighed for at gennemtænke Kominterns rolle og organisationsstruktur. Men netop det skete ikke. Det kommer kun til en skjult konflikt mellem Sinoviev og Bucharin. Bucharin synes at erkende dette yderst vigtige aspekt af KI's uafhængighed. "Hvis vi går til grunde, er der ikke dermed sagt, at også den vesteuropæiske revolution går til grunde".[24] Og han siger meget rigtigt, at en "arbejdsdeling mellem vore statsorganer og internationalen som selvstændig revolutionær organisation"[25] er en nødvendighed i den internationale proletariske politik. Han taler om KI's nødvendige funktionsændring i almindelighed og om KI-eksekutiv-komitéens i særdeleshed, med henblik på at virke fremmende og ikke hæmmende på den internationale revolutionsproces.
Bucharin vil formindske 'faren' for den sovjetiske statsordning, men dermed skal ikke ufrivilligt den europæiske revolution forhindres. Trods Bucharins totalt fejlagtige vurdering af martsaktionen ser han alligevel et problem, som overhovedet ikke erkendtes af Sinoviev; ja allermindst af Sinoviev, lederen af KI-maskineriet, der personligt var repræsenteret i det sovjetiske statsmaskineri, altså der hvor stats- og partiapparatet allerede faldt sammen. Vulgariseringen af solidaritetsbegrebet såvel som 'centralisations'-begrebet, der uden 'decentraliseret centrum' med direkte mulighed for selvvirksomhed mister sin produktivt-dialektiske spænding, førte til den indholdsmæssige forarmelse af den proletariske emancipationskamp. Den af Marx i "Den tyske Ideologi" omtalte "selvforandringsproces" i den revolutionære kamp kræver opdragelsesprocesser, der ville betyde en styrkelse og ikke svækkelse af det revolutionære klasse- og parti-individ og følgelig udvidelsen af et kommunistisk partis selvvirksomhed indenfor KI's rammer. Men netop det forhindrede KI-eksekutiv-komitéens antidynamiske centralisme. I stedet for at skabe, hhv. udvide den relative autonomi for de andre kommunistiske KI-sektioner i denne farlige historiske stund med indre forskydninger og modsætninger i Sovjetunionen, centraliseredes i Moskva KI-eksekutiv-komitéens herredømme over sektionerne igen mekanistisk-hæmmende.[26]
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Smovievs position beroede på, at han mere eller mindre ligesom Lenin også gik ud fra, at der 1905 i Rusland med arbejdernes og bøndernes revolutionære opsving ganske vist var skabt en fuldstændig ny situation af samfundsmæssige modsigelser, men at den "zaristiske autoritet" (den "asiatiske statsform" (Lenin)) levede videre også efter 1905. Sinoviev: Der russische Sozialismus und Liberalismus über die auswärtige Politik des Zarismus [Den russiske socialisme og liberalisme om zarismens udenrigspolitik] i: "Archiv für die Geschichte des Sozialismus und der Arbeiterbewegung. 1919 VIII årgang s. 40-75. Denne i 1916 skrevne artikel genspejlede bolsjevikfraktionens holdning, som Lenin repræsenterede den indtil den nye vurdering af bureaukratiproblemet, indtil NEP, og som gik ud fra at "verdensrevolutionen" i imperialismens tidsalder var bekrigelsen for muligheden af at realisere socialismen i Rusland. Sinoviev, Kun, Bucharin osv. forstod sig som den "proletariske" Høj i KRP, ganske vist en, der allerede stod på bolsjevistisk krigsfod med det svage proletariat. Afstanden fra denne ledende retning til den russiske arbejderklasse var langt større end "arbejderoppositionens" omkring Schljapnikow og derfor særlig modtagelig for pseudoradikal sekterisme. Mens Lenin - trods hans overdrevne kritiske vurdering af den russiske arbejderklasse - helt igennem sa den total samfundsmæssige klasse og struktursammenhæng, men pa den anden side aldrig opgav den typiske begrænsning: ønsket om den preussiske vej for Rusland.
[2] Se Arthur Rosenberg: "Geschichte des Bolschewismus" op. cit., s. 162ff. Se Gorter: "über die Entscheidungen des 3. KI-Kongresses" i Rosenberg op. cit., s. 166. Rosenberg mener, at Lenin ikke længere troede på muligheden for en europæisk revolution i en overskuelig fremtid", at han derfor overså den akut revolutionære situation, der stadigvæk bestod i Italien og Tyskland" (s. 163/64). Lenin går altså fra én overdrivelse (2. KI-kongres) til en modsat, der imidlertid ikke er en historisk erfaringsmæssigt formidlet korrektur. Hos Rosenberg er det problematisk, athanikkeser, at den kapitalistiske produktionsmåde også via gældshæftelse, udbytteriske fredskontrakter, valutafald osv. kan udvikle modsigende ligevægtstendenser, at derfor overgange med nye klassekampsbetingelser gør det påkrævet påny at bestemme proletariatet og dets allieredes kampformer. Netop det ser Gorter og Rosenberg ikke. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[3] LW, Suppleringsbrud 1917-1923 s. 411. Brev til Bucharin og Sinoviev. For med Lukács at tale om "offensivteori" gjaldt det om at sprænge de "kontrarevolutionære arbejderpartier". Skiftet til "enhedsfront" var den totale negation af KI-eksekutivkomitéens "offensivteori", af Thalheimer-ledelsen, af Kun - osv.'s politik. Konflikten var så stor, at Lenin og Trotzki på kongressen "truede med at spalte internationalen, hvis han understøttede de ultravenstre". Deutscher op. cit., s. 73 (understregninger af R. D.).
[4] Trotzki: Die wirtschaftliche Weltkrise und die neuen Ausgaben der kommunistischen Internationale [Den økonomiske verdenskrise og den kommunistiske internationales opgaver] i: "Protokoll des III Kongres der kommunistischen Internationale (Moskva 27. juni til 12. juli 1921). Hamburg 1921 s. 711ff.
[5] Trotzki op. cit., s. 73.
Vi skal her kritisk erindre os den leninske imperialismeteori, som bolsjevikkernes historisk specifikke kampform for legitimationen af en socialistisk revolution i Rusland. Den kapitalistiske produktionsmådes særegenhed, den modsigende dynamik, hvor stagnationen er et uundgåeligt led i dynamikken, kommer i det mindste frem heri. Den har sin russisk-historiske berettigelse såvel som sin berettigelse i verdenskrigssituationen, men taber sin funktion som almen politisk ledetråd for KI, nar udviklingen af kapitalforholdet har overvundet verdenskrigskrisen og forbereder sig på en ny krig. Det er ikke uinteressant at bogen af John Maynard Keynes, Die Wirtschaftlichen Folgen des Friedensvertrags [De økonomiske følger af fredsaftalen] Verlag Duncker og Humblot 1920 i "Kommunismus" 1920 s. 1330ff., blev anmeldt af Maslow og der fremtræder eksempelvis dette Keynes-citat: "Jeg ser i England ikke de svageste muligheder for et sammenbrud eller nogen som helst alvorlig sandsynlighed for en almen omstyrtning af samfundet. Krigen har gjort os fattige, men ikke i betænkelig grad. Jeg skulle mene, at den virkelige nationalformue i året 1919 i det mindste er lig med den i 1900 ... Fejlbeløbet i vores statshusholdning er stor, men ikke større end en last og klog statskunst kan dække det ..." Verdensøkonomiens situation bliver altså fremstillet i det lukács'ske "Kommunismus"; hos Lukács selv er der imidlertid ikke meget forståelse af økonomiske sammenhænge at finde. Han postulerer kapitalismens verdensomspændende, umiddelbart forestående og succesfulde slutkrise.
[6] Trotzki op. cit., s. 49. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[7] Hvorved her allerede må siges, at hverken ifølge frotzki eller ifølge Lenin kan den atter forventede krise i Tyskland stille spørgsmålstegn ved kapitalismens nyvundne omend labile ligevægt. Men også i tider af relativ stabilisering findes der revolutionære gennembrudsmomenter! Ganske vist må man stadig være klar over, at vore hidtidige erfaringer har henvist os til, at størstedelen af arbejderklassen netop i krisesituationer særlig vanskeligt kan gennembryde kapitalmystifikationen, som den er underlagt, i retning af socialisme-kommunisme. Det er dette punkt, som vi påny ma betragte og vurdere, for at kunne komme nærmere til spørgsmålet om det revolutionære subjekt i den altid nye arbejderklasse. Kun således kommer vi til en ny politisk praksis, ogj kan vi gøre en ende på den etablerede venstrepolitik, som stadig forstår sig gennem 20'erne, en virkelig ende, som er understøttet af masserne, og således nærme os socialismens konkrete utopi.
[7a] Willens og Mbllendorf stod ibr den anti-kapitalistiske retning indenfor SPD, de havde målet om en samfundsmæssig nationalisering som alternativ til re-kapitalisering og fusionering. De ledende socialdemokraters politisk-teoretiske tvetydighed, deres angst for "bolsjevismen", deres manglende evne til at udarbejde et socialistisk alternativ overfor kapitalismen og den autoritære statssocialisme, måtte nødvendigvis og permanent føre til nederlag i arbejderklassens kamp. Den kæde af nederlag er effekten af dette partis kapital-orientering.
[8] Andreas Reidemeister: "Ökonomische Bestimmungsfaktoren zur Entwicklung der Bauproduktion und Baukonstruktion in Deutschland im 19. und 20. Jahrhundert" [Økonomiske bestemmelsesfaktorer til udviklingen af byggeproduktionen og byggekonstruktionen i Tyskland i det 19. og 20. århundrede]. Diplomarbejde West-Berlin 1973 s. 108. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[9] Ibid.
[10] Ibid.
[11] Lenins angreb på Béla Kun viser forskellighedernes omfang: "Jeg er mødt op for at protestere mod Béla Kuns tale, som Trotzki angreb i stedet for at forsvare ham - hvilket han, hvis han ville være marxist, måtte gøre ... Kammerat Trotzki har tusind gange ret ... Jeg har anset det for min pligt i alt væsentligt at understøtte kammerat Trotzki i hvad han siger ...", i: Deutscher, Trotzki, bd. II: Der unbewäffnete Prophet [Den ubevæbnede profet], Stottgart 1962, s. 4621; Lenin havde sine grunde, når han betegner Béla Kun som "nar" og dermed angriber hans massefjendtlige politik.
Béla Kun, der lige så lidt som sin lærer Sinoviev havde forstået den indholdsmæssige relevans af "enhedsfronts"-parolen, Kun, den ungarske fraktionsleder, der på sin side var ude af stand til at lade sig føre af partimedlemmerne, blev alligevel den afgørende mand i personalspørgsmål indenfor KPU [Ungarns Kommunistiske Parti]. Hans fraktion erhvervede ikke blot flertallet i centralkomitéen, men han og Rudnyånski og en sympatiserende Varga blev medlemmer af KI-eksekutivkomitéen. Den politiske "nar" Kun, KI-eventyreren fra den tyske martsaktion, satte sig igennem. Lukács-Landler-flertallet blev til et mindretal.
[12] "Thesen über die Taktik" [Teser om taktikken], - Sinoviev, Trotzki, Radek, Lenin, Bucharin, Kamenjew; i: Kommunismus, Wien 1921, s. 902. Det var altså lykkedes Lenin og Trotzki at formå Sinoviev og de andre opponenter til en underskrift omkring enhedsfrontproblemerne - uden at Sinoviev virkeligt stod bag, som vi vil få at se.
Med yderste mistro og mishag havde repræsentanterne for "offensiv-teorien", Bucharin og Sinoviev, indvilliget. Her ligger en afgørende grund til, at Bucharin på den 3. KI-kongres holder sig ude af de væsentlige diskussioner eller ytrer skjult kritik: "Lenin var for Brest-Litowsk freden ... Under de polske begivenheder ... var samme kammerat Lenin for offensiven, for den militære taktik". i: Protokoll des 3. Kongres... [Protokol over den 3. kongres...], bd. 2, s. 560".
[13] Under vor etappes historisk forandrede betingelser er stadig og mere end nogensinde alle (!) antikapitalistisk-socialistisk-kommunistiske retninger, som ikke har noget historisk adækvat "system af krav" - den aktuelle "konkrete utopi" - "der i deres totalitet nedbryder borgerskabets magt", (Teser om taktikken... samme sted) og foregribende planlægger linien for den nye opbygning, dømt til sekterisk politik. Masserne lukker derfor med rette ørerne.
[14] Deutscher, op. cit., s. 72.
[15] VKPD's "åbne brev" (af 8. januar 1921 i: "Rote Fahne"), der på en vis måde 'snigløb' KI-eksekutivkomitéens politiske taktik ved at tilstræbe en vis enhedsfront for arbejderklassen ("aktions-enhed"), ganske vist uden nogen revolutionsstrategisk plan, offentliggjordes få måneder efter USPD's spaltning og få måneder før "offensiv-teorien". Fælles for Levi, Lenin og Trotzki er, at de ikke gør de indre forandringsprocesser i arbejdsprocessen til udgangspunkt for klassekampens politiske taktik.
[16] Bucharin siger bolsjevistisk "at den taktiske linie ingenlunde er noget alment og stift, men noget overordentlig bevægeligt, der altid bestemmes af den helt konkrete situation, af de helt konkrete betingelser og af den helt konkrete tilstand". (Protokoll..., ibid., s. 560). Bolsjevikkerne var umiddelbarheds-marxister i et stagnerende samfund. Deres begreb om det "konkrete" var oftest konkretistisk, ikke et begreb som vandt sin kraft gennem tendenserne i produktivkraftsudviklingen.
[17] "Kommunismus", op. cit., hefte 23/24, s. 755. "Vilje" og "sjæl", "Taktik og etik" forbliver uophævet.
[18] A. Reidemeister, op. cit., s. 108ff.
[19] Cacciari, M" op. cit., s. 56/57. At KI-apparatets konstruktion og de sovjetiske interessers dominans i KI var en yderligere hæmsko for de politisk-organisatoriske almengørelser af erfaringerne fra klassekampene i Mellemeuropa, inddrager C. ikke. Han tager ikke hensyn til de borgerligt orienterede ønsker, som bolsjevikkerne i sin tid nærede om kapitalismens udvikling i Rusland. Således erklærer han: "Men endnu mere tragisk er genoptagelsen af den leninske organisationsmodel, hvor der ses bort fra en afklaring og løsning" "på den tyske arbejderklasses myter og fejltagelser". Og han fortsætter, at KI's strategi er endnu "mere tragisk": "Dengang konsolideredes en organisationsmodel, der beror på teoretiske forudsætninger, som er inadækvate i forhold til de kapitalistiske nystruktureringsprocesser - på det tidspunkt overtages den leninske organisationsform som form: uden noget moment af effektiv politisk ledelse, uden nogen teori for udviklingen. Svaret til Gorter er ikke noget svar til Weber". Cacciari, M., op. cit., s. 111. Det er rigtigt. Men C. begriber ikke, at den leninske konception i organisationsspørgsmålet beror på den kraftigt stagnerende "asiatiske statsforms" (Lenin) samfundsmæssige fundament in Rusland. Den grundlæggende forskel mellem en revolutionær-strategisk "teori for udviklingen" i et "moderne borgerligt samfund" (Marx) og en revolutionær teori i et sådant stagnationssamfund forbliver uberørt hos C. Den bolsjevistiske almengørelses fejltagelser forstås derfor som "tragedie" og begribes ikke kritisk-materialistisk.
[20] Ingen af positionerne udtrykker de objektive forandringsprocesser i den kapitalistiske arbejdsproces og kan derfor ikke konstituere nogen historisk negationstendens i politisk-organisatorisk form.
[21] Se Sering, Die Wandlung des Kapitalismus [Kapitalismens forvandling], i: Zeitschrift für den Sozialismus, Prag 1935; genoptrykt i: P. Sering, op. cit., Hamburg 1970, s 76ff. M. Cacciari gør os rigtigt opmærksom på, at "i det omfang Lenin er 'tvunget' til at afspejle en arbejder- (og industriel) struktur af 'avantgardistisk karakter', kan hans strategi - og deri ligger skandalen - overføres til den europæiske kommunistiske bevægelses klassebasis". (s. 113). Ruslands "industrielle overbygning" (Marx) fremtrådte som den væsensmæssige tendens i kapital-forholdets vesteuropæiske struktur. Det muliggjorde overtagelsen af de bolsjevistiske principper; overvindelsen af den luxemburgistiske tilbageståenhed i det konkrete organisationsspørgsmål (specialarbejder-avantgarde) var imidlertid dermed ikke mulig.
[22] Som imidlertid ikke mekanisk kan ailedes af denne årsag, fordi det historiske øjeblik er fyldt med tilfældigheder (i den marxske forstand).
Revolutioner kommer altid for 'tidligt', det er stadig rigtigt, men den bevidste planlægning og konkretiseringen af mål og etappebestemmelser er mere nødvendige end nogensinde før, er et afgørende led i klassekampens læreproces.
[23] Clara Zetkin sagde: "Repræsentanterne for eksekutivkomitéen i Livorno burde være kommet til forståelse med vore venner på venstrefløjen og også med serratinerne om midler og veje, der havde tilladt at lede tusinder og tiitusinder af arbejdere ind i det kommunistiske partis rækker ... Bestemmende for at jeg udtrådte af KPD's centralkomité, var repræsentanten for Internationale i Italien, kammerat Rákosis', indgriben i vores debat. Han gjorde sig fra ord til andet til talsmand for den opfattelse, at der med spaltningen i Italien må statueres et eksempel". Kun-fraktionens fraktionister i KPU (i eksil) var på KI-eksekutivkomitéens vegne aktive i forskellige lande, fraktionering ophævedes til princip og ordet blev overladt til sekterismens "rene parti": "Jeg dadler åbent og hensynsløst eksekutivkomitéen for ikke at have været tilstrækkelig forsigtig i valget af dens repræsentanter i udlandet ... Repræsentanter for eksekutivkomitéen bærer en stor del af ansvaret for, at martsaktionen førtes på denne måde ...", at det "kunne komme til de fejlagtige paroler og den fejlagtige politiske indstilling i partiet" (Protokoll, op. cit., s. 283ff.).
[24] Protokoll..., op. cit., s. 806. Den hæmmende ideologisering af dette KI-instrument, ubehagelighederne i et farligt omslag beskrev Eugen Varga i 1921: "Det er på højeste tid at den internationale revolution skrider videre og bereder en ende på Ruslands isolerethed, (der) består en fare for udelukkelse af Rusland som den internationale revolutions motor. Thi det skal ikke forties: der lindes i Rusland kommunister, der er blevet trætte af den lange venten på den europæiske revolution og endegyldigt vil indrette sig på Ruslands isolerethed. Det betyder: fred med imperialisterne, regelmæssig vareudveksling med de kapitalistiske lande og koncessioner af forskellig art: opgivelse af den udenlandske propaganda i overensstemmelse med visse af de imperialistiske magters krav. På denne måde ville der opstå en ny statstype, i hvilken arbejderklassen på basis af en bred bondemasse udøver den herskende magt. Denne stat ville bytte sit overskud af levnedsmidler og råstoffer mod den kapitalistiske verdens produkter og på denne måde indirekte bidrage til den kapitalistiske ordnings genetablering". (E. Varga, Die wirtschaftspolitischen Probleme der proletarischen Diktatur [De økonomisk-politiske problemer for proletariatets diktatur], 2. oplag, Hamburg 1921, s. 11).
[25] (Fremhævet af R. D.), Bucharin, i: Protokoll..., op. cit., s. 809.
[26] I det officielt allerede af KI-eksekutivkomitéen opløste "Kommunismus", hvis sidste udgaver Révai-Bettelheim mellem 1. august 1921 (hefte 27/28) og 1. september (hefte 31/32) fuldfører i private stuer, ytres ikke en sådan strukturkritik af KI-eksekutivkomitéen. Men Révai opgiver heller ikke til "sidst" "offensiv-teorien": "Offensiv betyder alt efter den givne historiske totalsammenhæng ikke andet end for det første et kommunistisk massepartis selvstændige, af opportunistiske arbejderorganisationer uafhængige fremfærd i kampen, for det andet skærpelsen af økonomiske - derfor altid defensive - kampe til politiske, til et angreb på bourgeoisiet. For det tredje: modsætningen til den kvietistiske tro på massernes spontaneitet, partiets aktivitet og initierende rolle". (s. 883/84).
Last updated on: 8.22.2008