|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Det må klarlægges hvor tæt den Nye Økonomiske Politik, fraktionsforbuddet og senere Kominterns parole om enhedsfront og KI-eksekutiv-komitéens og KI-sektionernes rent naturgroede funktionsændring var formidlet og sammenkædet med hinanden. Kun således kan vi forstå, hvorfor KI-eksekutiv-komitéen endnu mere end tidligere måtte hæmme den proletariske revolution i Vesteuropa.
Herefter må undersøges i hvor høj grad borgerlig-demokratiske eller plebejisk-demokratiske tendenser fremtrådte som dominerende.
Lenin skriver, at "bolsjevikkerne havde sejret, fordi vi ikke accepterede og i praksis realiserede vores"(!); men det socialrevolutionære agrarprogram. Vores sejr bestod netop i, at vi virkeliggjorde det socialrevolutionære program; derfor var sejren også så ligetil".[3]
Det bolsjevistiske partis vanskeligheder med at fastholde den så "let" opnåede magt - uden understøttelse af en heldig gennemført revolution i Mellemeuropa - var bestemmende for årene efter Oktoberrevolutionen. Vanskelighederne opstod bl.a. fordi et arbejderparti, sådan forstod bolsjevikkerne sig, havde overtaget småbøndernes specifikke interesserepræsentation. Men de russiske socialdemokrater havde aldrig virkelig formået - udfra deres teoretiske og organisatoriske ansatser under illegalitetens tvang - at udvikle - organisatorisk-klassekampsmæssigt - et historisk adækvat forhold mellem industriproletariatet, fattige og middelstillede bønder, landproletariatet osv.
Uformidlet, dvs. ikke virkelig forankret i de bondegrupper, som realt og tendentielt deltog i befrielseskampen, førte bolsjevikkerne en alliancepolitik udefra, svarende til deres politiske interesser, uden virkelig at knytte an til de politisk-økonomiske interesser og muligheder på landed.[4] I den militariserede borgerkrig stolede bolsjevikkerne mere på den arme af gammel type, som Trotzki stampede op af jorden, men med et nyt indhold og mål, og på Tjekaen (det hemmelige politi) end på bøndernes partisankamp i alliance med arbejderklassens og industriproletariatets førende parti.
Emancipativ-organisatorisk tillid til masserne var altid for bolsjevikkerne tillid overfor proletariatets avantgarde, men ikke tillid til bønderne.
Militariseringen af borgerkrigen uden udfoldelsen af en befriende masseaktivitet i by og på land førte til, at arbejderne, som Sinoviev sagde, "var dødtrætte" og i sig bar en "ubestemt utilfredshed". Som udvej ser han "allerførst en større frihed til at øve kritik indenfor partiet". Spontant rejser "bifaldet" sig over dette på KPR's alrussiske konference i oktober 1920[5].
Sinoviev reagerer på "bifaldet", bag ved hvilken drømmen om egaliteten skjuler sig: "Kammerater, teoretisk har vi altid anerkendt det, der er intet nyt deri. Nu må vi også blot anerkende det praktisk ..."[6] Denne udialektiske, denne bornerte modstilling af teori og praksis, af lighed og ulighed, af diskussionsret og diskussionsforbud osv. falder for os (post festum) ved første blik i øjnene. I dette dilemma svømmede bolsjevikkerne fra den ene anti-egalitære "plet" til den anden, - og ville faktisk socialismen.
Det er denne pragmatiske adskillelse mellem teori og praksis, der hindrede at bolsjevikkerne kunne realisere en frigørende alliance-politik mellem arbejdere og bønder. Hvor det ikke drejede sig om magtpolitisk moral, derimod om dialektikken i klassekampene for den politiske og sociale befrielse.
I stedet for at udfolde en diskussion og en kritik for at bære klassekampen ind i masserne, blev kritikken og diskussionen i dette borgerkrigens land praktisk forbudt indenfor og udenfor det bolsjevistiske parti. Tjekaen, revolutionens hemmelige våben, blev der en hæmsko for revolutionen og selvstændiggjorde sig.
Få uger efter Sinovievs opfordring til øget frihed i partiet demonstrerede tjekaen det nye gamle statsapparats politiske virkelighed i Sovjet. Tjekaen fik tilladelse hhv. opfordring til at anholde de bedste kæmpere fra "den sorte arme"[6a] efter den 'sorte' og 'røde' armees fælles sejr over de kontrarevolutionære Wrangel-tropper i november 1920, og hundredevis blev skudt. Den fælles kamp mod kontrarevolutionen var bl.a. muliggjort gennem en kontrakt, hvorefter bolsjevikkerne forpligtede sig til, efter kampen at give anarkisterne ret til at kunne arbejde legalt politisk i landet.
Blandt dem, der havde underskrevet denne kontrakt fra den røde armes side, var udover Frunse og Gussew også Béla Kun. Som tidligere leder af det ungarske rådsdiktatur skulle han indgive anarkisterne tillid til bolsjevikkernes evne til at indløse egalitetsprincipperne blandt arbejder- og bondefraktionerne.[7]
Kontrakten var det "teoretiske" nedslagtningen det "praktiske". Den tidligere revolutionær, Victor Serge gør her opmærksom på et væsentligt moment: "Denne ubegribelige adfærd hos den bolsjevistiske magt, der med grænseløst mod sønderrev deres egne forpligtelser overfor et revolutionært bondemindretal, havde en frygtelig demoraliserende virkning; jeg ser her en af de væsentligste årsager til Kronstadopstanden. Borgerkrigen ebbede ud; og bønderne, som var forbitrede over rekvisitionen, konkluderede, at det ikke ville være muligt at komme til nogen forståelse med kommisærerne'. "[8]
Før Kronstadt, før opstanden blandt bønderne og proletariatet, og strejkerne havde Lenin sagt, at "arbejdere og bønder ved, at de selv først må lære at regere"[9] - efter Lenins mening kunne de det endnu ikke - men at de yderst hurtigt ville erkende de "bureaukratiske misvækster".[10]
Ja, arbejderne demonstrerede med deres strejker og bønderne med deres opstande eksistensen af bureaukratiet i den nye stat, hvor statsapparatet og det bolsjevistiske parti uden kritisk distance blev blandet sammen.
Lenin så ikke, at arbejdernes og bøndernes anti-bureaukratiske potentiale ikke nytter meget, når modsætningerne i folket, modsætninger på forskellige men oprindeligt ikke-antagonistiske trin ikke bliver bekæmpet socialistisk-humant: Modsætningen mellem by og land, mellem statsmaskinen og bondestanden [Bauerschaft] mellem fagforening og statsmaskinen, mellem fagforening og det bolsjevistiske parti, mellem partiledelse og partimedlemmer, mellem bolsjevistiske partimedlemmer og partiløse osv., osv.
Lenin havde kort før Kronstadt - denne antibureaukratiske opstand med forskellige sociale og politiske retninger mod de bureaukratiske tendenser inden for statsapparatet og partiet - trukket konsekvenserne af den almene krisesituation: med indførelsen af den Nye Økonomiske Politik, på russisk: Nowaja Ekonomicziskaja Politika [NEP]. For Lenin drejede det sig om "at give bønderne en vis frihed i omsætningen på det lokale marked, at erstatte pligtafleveringen med en skat, for at de små landbrug kan bestemme deres produktion".[11] Naturalskatten, som samtidig havde den funktion, at fremskaffe investeringspenge til industrien, skulle altså aflaste bønderne; men 'kun' således at bønderne ikke opgav deres produktion og at nye opstande ikke brød ud.
Efter Kronstadt, bondeopstandene og strejkerne i industrien bliver bureaukrati- og partispørgsmålet gennemtænkt på ny på den 10. partikongres og derefter af Lenin. Han siger: "Kapitalismen er en ondskab sammenlignet med socialismen. Kapitalismen er en velsignelse sammenlignet med middelalderen, sammenlignet med bureaukratismen, som hænger sammen med opsplitningen af småproducenter"[12] Lenin siger "middelalder", men mener som vi ved, den halv-asiatiske statskapitalisme, som form for et specifikt produktionstrin, der åbenlyst eksisterede videre efter undergangen af den zaristiske, despotisme, den "asiatiske statsordning" og de asiatiske jordkapitalister - og netop i den agrare struktur. En vis angst for tilbagefald i "Asiaterdømmet", traumet for det russiske socialdemokrati, fra Lenin til Plechanow, danner baggrunden.
Lenin taler i bidraget "Om naturalskatten" om den asiat-kinesiske arv. De økonomiske årsager til den aktuelle bureaukratisme ser han i "isoleringen, opsplitningen af småproducenter" i deres "fattigdom og kulturløshed" i "rådvildheden" "analfabetismen" og i den "manglende omsætning"(!) "mellem den agrare produktion og industrien"[13] At Lenin igen hentyder til de asiatiske byer som er særligt 'isolerede' fra hinanden og som opretholder sig selv gennem jordbrug og simpel vareproduktion, er der for mig ingen tvivl om.[14]
Nu må dette ikke misforstås. Naturligvis herskede i Sovjet ikke længere den russisk modificerede "asiatiske produktionsmåde" på landet. Den "asiatiske kapitalisme (Lenin) havde "fungeret effektivt" i sin undergravning af fællesejendommens formation.
Således fandt Lenin og bolsjevikkerne efter magtovertagelsen i agrikulturen et i mange henseender underudviklet varesamfund og en antikveret fællesejendom.[15]
Adfærds- og samværsformerne mellem mennesker på landet havde - trods ændringerne i ejendomsforholdene - ikke ændret sig grundliggende, fordi den agrikulturelle produktionsmåde havde opretholdt den asiatiske struktursammenhæng. Det vil sige at bønderne endnu stod i deres asiatkinesiske tradition[16] levede i vesteuropæisk forstand førkapitalistisk. Lenin ser yderligere kun noget negativt i den kinesiske arv. Det store resultat af den asiatiske produktionsform, "forbindelsen af agerbrug og manufaktur" (Marx) og det dermed givne specifikke forhold mellem den agrare produktion og industrien i den samfundsmæssige overgangsproces til socialismen forblev en europæisk gåde for Lenin. Den kinesiske Folkerepublik har nylig løst denne gåde indenfor den asiatiske zone.
Lenin anskuer forholdet - som altid - teknisk-teknicistisk og organisatorisk: "Når vi bygger i dusinvis af distriktskraftværker ..., når vi herfra leder elektrisk energi ind i enhver by, når vi producerer en tilstrækkelig mængde elektromotorer og tilsvarende maskiner, så bliver der ikke behov for eller så godt som ikke behov for nogen overgangstrin eller formidlende mellemled mellem en patriarkalsk tilstand og socialismen".[17] - så vil vi bekæmpe bureaukratismen, lyder fortsættelsen. Hermed mener han at have afdækket udfaldet og væsenet af de antibureaukratiske kampe i Sovjetunionen.
Kampen mod bureaukratismen, mod de hæmmende og stagnerende momenter i statsapparatet, der modsvarer de sociale forhold, må efter Lenins mening føres med parti-interne midler. Og netop således, at faren for splittelsen af partiet bliver udelukket.
De partiløse arbejderes råb om "frihed" og "demokrati" i Moskva og andre steder på dette tidspunkt afviser han som kontrarevolutionens løsning, som en løsning mod "proletariatets diktatur" Hvor meget begreberne "revolution" og "kontrarevolution" griber ind i hinanden i parolerne i disse dage, hvor arbejderklassen søger at afklare sit forhold til det bureaukratisk udviklende bolsjevistiske parti, og hvor meget begge tendenser altid var til stede, bliver ikke forstået af bolsjevikken Lenin, der mere fikserede på statsmaskinens opretholdelse end på proletariatets behov. Således ser han i "arbejderoppositionen" omkring Schljapnikow og Kollontai, i fraktionen, der især havde krævet fagforeningernes autonomi og producent-demokrati, en farlig partiintern tendens, men han ser ikke, at de udtrykker mange momenter af de samfundsmæssige modsigelser. Lenin er af den mening, at det i særdeleshed var den fraktionelle "arbejderopposition" der havde fremført den "demagogiske" kritik af SUKP's ledelse, "hvorpå de anarkistiske machnowske og kronstadtske elementer var baseret".[18]
Her bliver det mest tydeligt, hvor uklart Lenin forholder sig til spørgsmålet om "revolutionen i revolutionen", hvorledes nye drivende kræfter i grupper inden for klassen bliver afvist som "kontrarevolutionen" i hans trods al smidighed, skematiske stats-, parti- og klasse-kampsforståelse.
Produktionen på landet var lav, resultaterne af borgerkrigen og den forkerte agrarpolitik måtte sætte sine spor. Men endnu svagere var den socialistiske kommunikation i det førende parti, KPR, og egalitetsprincippet. Da disse grundelementer var af afgørende betydning i særdeleshed i "revolutionen i revolutionen" - for at muliggøre udviklingen og realiseringen af revolutionens mål -, måtte disse fejltagelser få alvorlige konsekvenser for den indre partistruktur, på statsmaskinen, og på forholdet mellem avantgarden og klassen osv.
Netop det som Lenin anså for utilgiveligt i en "effektiv bekæmpelse af bureaukratismen" var ikke lykkedes og kunne ikke lykkes: "Et følsomt forhold til arbejdernes og bøndernes behov, en omhyggelig opbygning af økonomien, stigning i arbejdsproduktiviteten, udvikling af den lokale omsætning mellem den agrare produktion og industri en".[19]
Hvorledes kan et herskende parti være følsomt over for masserne eller blive følsomt, når det har fjernet sig fra masserne? Hvorledes kan partiet overhovedet erkende massernes behov, når det ikke er underlagt en virkelig kritik i partiet og de aktive partiløses kontrol indenfor og udenfor sovjetterne?
Men denne massernes kritik og kontrol var blevet afskaffet og havde umiddelbart også kun eksisteret kort i revolutionsperioden. Partiflertallet (ledelsen) fattede slet ikke, at uroen på landet, der også delvist genspejledes i partiet, udtrykte en alvorlig opløsningsproces i partiet. Lenin så, som repræsentant for flertallet faren, så, at partiet var "sygt" men forsøgte som altid at forene modsætningerne teknisk-organisatorisk, men uden blot ansatsvis at begribe faren: Fraktionsforbuddet blev vedtaget på den 10. partidag.
I stedet for f.eks. at slutte sig sammen med "arbejderfraktionen" omkring Schljapnikow for bedre at kunne føre kampen i partiet mod bureaukratismen, i stedet for gennem massemobilisering at sætte sig i spidsen for den revolutionære bølge for at nedbryde kontrarevolutionens beskidte spil, bliver den revolutionære bølge bekæmpet politiskmilitært og "arbejderoppositionen" i partiet gjort til en 'farlig' partiintern 'hovedfjende:[20]
Fraktionsforbuddet blev begrundet med, at det herskende parti "for det første er blevet et masseparti og for det andet er blevet et regeringsparti"[21] at problemerne i det sovjetiske samfund i dets helhed følgelig genspejles i det. For det andet, og her ligger der virkelig en væsentlig forskel mellem fraktionsforbuddet i sovjetunionen og i KI-sektionerne: "En lille syndikalistisk eller halv-anarkistisk afvigelse ville ikke være så forfærdelig; partiet ville hurtigt og beslutsomt være blevet bevidst om den og have taget skridt til at korrigere den. Men hvis denne afvigelse er forbundet med bøndernes gigantiske overvægt på landet"[22] hvor agrikulturen befinder sig i en krise, og hvor bønderne er utilfredse, så udgør denne afvigelse efter Lenins mening en stor fare for "proletariatets diktatur". Lenin ser under disse betingelser og kun under disse betingelser faren i "diskussionsmanien" omkring afvigelser og fraktioneringer som en direkte "trussel mod proletariatets diktatur".[23]
Fraktionsforbuddet, der sluttelig blev overført til KI-sektionerne, var netop derfor et specifikt udtryk for bolsjevikkernes fejltagelser. Til ugunst for udviklingen af det socialistisk-kommunistiske demokrati i SUKP og i KI blev borgerlige kommunikationsformer forankret. Lenin ser ikke, at kooperation og diskussion af fraktioner i partiet er den største sikkerhed mod de vanskeligste afvigelser, de bureaukratiske afvigelser, der bringer den socialistiske kommunikation og egalitet til rotterne.
Han fordrer "Enighed, standhaftighed og disciplin",[24] og forstår aldrig, at den bolsjevistiske helteperiode i illegaliteten er forbi, at den nye kvalitet af Enhed, 'enighed' og disciplin skulle bekræftes i fraktionernes kooperative kommunikation under egalitetsprincippet, for overhovedet at have en mulighed for produktivt at udfolde forholdet mellem RKP og arbejder- og bondeklassen. Kampen mod den om sig gribende bureakratisering i sovjetterne og partiet kan kun heldigt gennemføres, hvis lighedens og det proletariske demokratis mål ikke tabes af syne, hvis der tværtimod ganske konkret arbejdes hen imod det. Lenin mærker ikke at den "demokratiske centralisme" og fraktionsforbuddet udgør en kilde til bureaukratiseringen. Hvorved hans kamp mod bureaukratiet bliver forhindret yderligere.
Han vil ikke hæmme "meningsudvekslingen mellem partimedlemmer" omkring alle presserende spørgsmål, men sætter en væsentlig "adskillelse mellem propaganda for ideer indenfor de kæmpende politiske partier og meningsudvekslingen i forskellige offentliggørelser og samlebind".[25] "Politisk arbejde" og "videnskabelig undersøgelse"[26] bliver adskilt fra hinanden, ingen side skulle indskrænke den anden. Her sker en opløsning af det forhold der konstituerer den revolutionære marxisme, forholdet mellem teori og praksis. I "fritiden" skulle kommunisten "hellige sig teoretiske spørgsmål"[27] og indenfor partiarbejdet skulle han bøje sig for partilinien.[28]
Politisk pragmatisme er følgen for det kommunistiske parti. Opgivelsen af den revolutionære marxisme, som den sande emancipationsteori, der er rettet mod frigørende praksis, dvs. praktisk teori og teoretisk reflekteret praksis - med forskel og vekselvirkning mellem teori og praksis, er konsekvensen. Fraktionsforbuddet og forvisningen af den farlige "diskussionsmani" til den 'rene teoris' og videnskabelige diskussions område følger ved siden af hinanden. Hvormeget den netop af Lenin så stærkt hadede bureaukratifraktion indenfor stats- og partiapparatet styrkes gennem fraktionsforbuddet, gennem adskillelsen mellem teori og praksis, blev ikke gennemskuet af Lenin og de andre flertalsfolk, hvor lidt - men dog mere end de andre blandt flertallet - Lenin så farerne ved fraktionsforbuddet viser sig i hans diskussion med Rjasanov, der overhovedet ikke bemærkede faren.[29] Mod Rjasanov, der foreslog at udvide fraktionsforbuddet med et platformsforbud, sagde Lenin: "Måtte ... omstændighederne fremkalde grundliggende meningsforskelle, kan man så forbyde at de kommer frem for det samlede partis dommersæde? Det kan man ikke? Det er et overdrevet ønske, som er uopfyldeligt og som jeg tilråder man afviser".[30]
Lenin var imod Rjasanov-forslaget, 'kun' fordi han ikke anså det for realisabelt. Konsekvenserne af fraktionsforbuddet, de netop derigennem opstående objektive og subjektive muligheder for et platformsforbud i et "demokratisk-centralistisk" parti, der var opstået under zaristiske magtforhold kunne og ville den anti-bureaukratiske leder af et bureaukratisk rettet parti i en bureaukratisk statsmaskine ikke anse for mulige".[31]
Lenins partiinterne kamp mod den antibureaukratiske "arbejderopposition" og mod den anti-bureaukratiske gruppe for "demokratisk-centralisme" der forholdt sig særligt alvorligt til det socialistiske demokrati blokerede hans anti-bureaukratiske kampmål og førte til, at hans alliancepolitik i partiet blev indskrænket. Antibureaukraten Lenin gerådede i en enhedsfront med den bureaukratiske fraktion, bl.a. fordi han fejlagtigt øjnede en fare for statsmagten i angrebene fra den anti-bureaukratiske fraktion. Lenin satte i sidste instans partiapparatet lig med statsapparatet. Det forekommer mig at være årsagen til, at Lenins distancerede holdning til den russiske arbejderklasse udviklede sig videre. Han bestred endnu i efteråret 1921, at Sovjet rådede overet virkeligt proletariat: "Det blev vel efter sin form henregnet som proletariat, men det havde intet økonomisk grundlag".[32] Storindustrien var ødelagt. En "proletarisk statsmagt"[33] uden proletariat? Trods proletariatets svagheder, om de nu varobjektive('industrieloverbygning'iet agrarland) eller subjektive (svære slag i borgerkrigen) kunne Lenin vanskeligt bestride eksistensen af proletariatet. Men for legitimeringen af partiets diktatur er selv denne absurde holdning logisk. Den reale samfundsmæssige fraktionering i proletariatet - med udspring i produktionsprocessen - må kunne genspejles produktivt i partiet - ellers er selvstændiggørelse af fraktionerne uundgåelig! Denne objektive dialektik mellem parti og klasse bliver løst af Lenin ud fra partiets perspektiv. Denne og de andre samfundsmæssige fraktioneringer (i alliancegrupperne på landet) bliver ramt så afgørende gennem fraktionsforbuddet, at det må falde partiet endnu vanskeligere, at udfolde diskussionen i partiet frugtbart og at erkende og behandle de samfundsmæssige modsigelser som sådan.
Den leninske refleksion er udtryk for de industrielt uudviklede forhold i Rusland, også 'forvekslingen' af kapitalforholdets "væsenslogik", som Marx har fremstillet, og "samfundets historiske udvikling" er realt udtryk for den russiske struktur. Lenin genspejler graden af kapitalens specifikke "oprindelige akkumulation", mere præcist, optakten til en sådan akkumulationsproces.
Da Lenin ikke betragter agrarstrukturen som den dominerende, er det umuligt for ham, at begribe det russiske samfund i dets totalitet, og at bringe ledelsen af avantgarde-organisationen i et samfundsmæssigt korrekt forhold til den unge arbejderklasse og den enorme bondeklasse.
Det mekanisk-pragmatiske forhold mellem teori og praksis fører nødvendigvis til en reduktion af et frigørende indhold i de organisationsformer, som er rettet mod ødelæggelse af zarismen. Den sanselige foregribelse af frihedens rige i den revolutionære alternativ-organisation var under de russiske forhold i zarismen særligt begrænset. Denne indskrænkning blev stærkere gennem adskillelsen mellem teori og praksis. Derfor var det ikke muligt for den at få fodfæste, der hvor dialektikken mellem teori og praksis realt var forankret, nemlig mellem opportunistiske kompromisser og en anarkistisk kompromisløshed, uden historisk-konkret substans. Netop fordi bolsjevikkerne efter magterobringen fortsatte uforandret med den samme partistruktur. Havde bolsjevikkerne med rette kæmpet mod den zaristiske magtmaskine med alle midler, så blev fraværet af den ligeberettigede kommunikation i partiet, fraværet af en frigørende formidling mellem teori og praksis, mellem parti og klasse til basis for forrederi (f.eks. i november 1920 overfor bondemindretallet i Ukraine), til halve kupforsøg eller til kompromisser. Det er nu vores opgave at undersøge Sinovievs, Kuns og Lukács' "halve kupforsøg" med eksempel i den tyske klassekamp i Sachsen marts 1921. Her er min tese, at Lenin ikke havde noget at gøre med KI-eksekutiv-komitéens beslutninger om, voluntarisk at fremme den tyske revolution med alle midler, netop fordi Lenin havde sat NEP-afgørelsen igennem.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] LW bd. 32 s. 27.
[2] Ibid., s. 16. Og "en lang række af forråd, der var afset til fortrinsstillede produktionsgrene, er allerede opbrugt, proletariatets forhold til bønderne ændrer sig. Trætheden som følge af krigen er kollossal, behovene er steget, produktionen er imidlertid ikke steget eller er steget utilstrækkeligt ..." (ibid.). Det, som Lenin i slutningen af 1920 fastslår og problematiserer, bliver først efter Kronstad og den tyske martsaktions nederlag abstrakt forstået af Wiener "Kommunismen": "Sovjetruslands permanente krise, thi revolutionen betyder også for det sejrrige proletariat den permanente krise, er igen trådt ind i en aktuel fase. Hemmeligholdelsen af krisen er fra et kommunistisk standpunkt altid tåbeligt". "Kommunismus", hefte 11/12, 1. april 1921, 2. årgang, s. 313. Lenin har vel, om så også modsigelsesfyldt, som den eneste gennemført åbne krisediskussioner. At Lukács med den abstrakte hypotese om "verdensrevolutionen" ikke tangerer de konkrete problemer i revolutionsudviklingen i Sovjet, se "Kommunismus", 2. årgang, hefte 5/6 Wien, 21. februar 1921, s. 185/187.
[3] LW, bd. 32, s. 498. At bebrejde Lenin, at han "udelukkende" var orienteret "mod de arbejdende småbønders umiddelbare interesser", uden derved samtidigt at undersøge ansatserne til en organisation af agrar arbejdet i stor målestok" (Projekt Klassenanalyse, Leninismus - neue Stufe des wissenschaftlichen Sozialismus? s. 517) er en abstrakt anklage. Den bliver heller ikke mere konkret, når man siger: "Hvorledes den konfiskerede godsejerjord skulle dyrkes, om den skulle deles, eller om der på disse jorder skulle udvikles nye kollektive former for produktion, stiller sig her endnu ikke som et spørgsmål for Lenin". (ibid.).
For det første havde de revolutionære bønder med deres tradition for jordopdeling og de tilsvarende erfaringer fra Bondekomitéen i 1905 spontant gennemført opdelingen. Bolsjevikkerne måtte slutte op bag denne bevægelse, for at kunne vinde den politiske ledelse. Dette så Lenin rigtigt. For det andet lå den leninske indskrænkning netop deri, at han ikke knyttede an til den russiske fællesejendoms traditionelle former, ikke anvender den ødelagte, men på ingen måde ophævede "før"- kapitalistiske produktionsform på landet, obščina-strukturen, til et historisk nyt udgangspunkt for kollektiviseringen. Lenin, der havde bymæssige interesser, som var orienteret mod Vesteuropa, kunne ikke se den store kraft i enheden mellem den agrare produktion og hjemmeindustrien i den asiatiske produktionstradition, - kunne derfor ikke stille sig i centrum for udviklingen på landet. Modsætningen mellem by og land måtte tage til.
[4] Lenin foreslog, at understøtte de institutioner, "der er indstillet på at fremme omlægningen af de små landsbysamfund til en samfundsmæssig kollektiv drift og at fordre disse omlægninger lidt efter lidt". (LW, bd. 30, s. 181.) Her nærmer Lenin sig dialektikken mellem isoleret og kollektiv drift.
Kæden af nederlag i agrarpolitikken har efter min mening sin årsag i, at 15 til 20 års forsømmelse af det flade land, af de undertrykte og kamperfarne bondegrupper ikke uden videre kunne indhentes af bolsjevikkerne. Agitationen og propagandaen for den kollektive produktion forefandt ingen bevidsthedsform der gennem kampen mod zarismen og de adelige jordbesiddere havde udviklet det bolsjevistiske alternativ, men derimod kun en socialrevolutionær småborgerlig bevidsthed.
[5] Sinoviev: Über die Sanierung der Partei...", [Om partiets sanering...] i: Russische Korrespondenz. Årgang 1 (2) s. 919.
[6] Sinoviev ibid. Dette "kun" siger det hele. Thi der er ikke, som de følgende strejker og som Kronstadt viste, nogen "ubestemt utilfredshed", men derimod en konkret utilfredshed, der signaliserer behov, som bolsjevikkerne opfattede eenøjet.
[6a] Det er den ukraineiske bondearmee under ledelse af anarkisten Machnow.
[7] Serge: Beruf: Revolutionär [Stilling: Revolutionær]. Frankfurt/M 1967, s. 141.
[8] Ibid.
[9] LW, bd. 32, s. 42.
[10] Ibid. Hvor bornert Lukács-"kommunismen" omgås med Kronstadt-opstanden se "Kommunismus" 2. årgang. Hefte 9/10, s. 300: "Kronstadtoprøret er ikke et symptom, som de kontrarevolutionære vil fremstille det som, derimod kun en enkeltstående episode". Så ville Lenin også være kontrarevolutionær. Lenins holdning er i alle tilfælde den mest selvkritiske blandt lederne indenfor KPR, - og han sagde allerede før Kronstadt: Arbejderstaten er en abstraktion. I virkeligheden har vi nemlig en arbejderstat for det første med den særegenhed, at på landet er det bønderne og ikke arbejderne der er i overtal, og for det andet har vi en arbejderstat med bureaukratiske misvækster"., LW, bd. 32. Dette er dog mere konkret end Bucharin og Trotzkis arbejderstatshypotese, men partiets specifikke særegenhed i et sådant land bliver ikke erkendt.
Lukács-"kommunismen" kommer ganske vist til den rigtige indsigt, "at også partiorganisationen og sovjetinstitutionen", som "har ydet et stort, revolutionært opdragelsesarbejde i det russiske proletariat", nu selv må opdrages, jvf. Marx' ord om - 'opdrageren selv må opdrages' - " ("Kommunismus" s. 317) (...). Men derved bliver det: "Er organisationsformens fremmedgørelse af proletariatets bevidsthed trådt helt ind i bevidstheden som fremmedgørelse, så er dens ophævelsesproces allerede begyndt, krisen har afsløret sig som en vækstkrise og kan behandles som sådan". (ibid. 318) Det er den abstraktion Lenin angriber!
[11] LW, bd. 32, s. 187. I "Kommunismus" hedder det: "Understøttelsen af bønderne, som Lenin taler om, omlægningen af rekvisitionerne til naturalskat, omlægningen af kommissionen, som i forbindelse med denne omlægning forsøgte at føre administrationen af jorden ind i planmæssige baner, de energiske foranstaltninger i forbindelse med bøndernes behov for varer og bevægelsesfrihed betød på ingen måde blot en momentan given efter for landbefolkningens tryk, hvad man umiddelbart skulle formode, men derimod snarere et forsøg på at føre dette tryk i retning af revolutionens understøttelse. (Ibid., s. 314) NEP bliver fortolket som løftestang for en virkelig socialiseringsproces i den agrare produktion. To skridt tilbage, tre frem behersker også den leninistiske kampform i NEP. At Lenin tog så overmåde stort hensyn til småbøndernes personlige interesser på bekostning af den socialistisk-kollektive side af den agrare produktion, kan kun forklares udfra, at han aldrig slap sine interesser i forbindelse med Ruslands industrialisering. Moderniseringen af den agrare produktion skulle følge denne immanent.
[12] LW, bd. 32, s. 364. De "revisionistiske" udgivere snød Lenin i alle ender og kanter, når det drejer sig om spørgsmål, der ikke passer dem. Lenins værker burde med sikkerhed udgives på ny. Fordrejninger i oversættelsen er endnu mere bekendt. Her gælder det forandringen af "middelalderlighed" til "middelalder". Den "asiatiske produktionsmådes" svageste tendenser bliver elimineret. Rusland skal have en feudal, men ingen asiatisk eller halvasiatisk produktionsfortid. Desuden havde Lenin netop med henblik på "krigskommunismens" fejltagelser, der resulterede i bondeopstandene og proletariske strejker, i NEP påny nærmet sig sin asiatiske konception som han delvist havde forladt i 1914/16. I den russiske realitet kunne han erkende, hvor vigtigt det vat at anlægge NEP langsigtet. Men hans væsentligste fejl bestod deri, at han vurderede proletariatets kraft som endnu svagere end det faktisk var!
[13] LW, bd. 32, s. 365.
[14] Se Lenin: "Konspekt til brevveksling mellem Karl Marx og Friedrich Engels 1844-1883. Berlin 1963, s. 367.
[15] Grundrisse, s. 15.
[16] Det var reale tilknytningspunkter for en ny-konstituering af den landsbymæssige fællesejendom, som de der var fikseret på den preussiske vej, ikke kunne erkende. Hvor stærk den gamle struktur var, siger Lenin os: "1. Det patriarkalske bondesamfund, som i høj grad er naturaløkonomisk. 2. Den simple vareproduktion (hertil hørte flertallet af de bønder, der solgte korn). 3. Den privatøkonomiske kapitalisme. 4. Statskapitalismen. 5. Socialismen". (LW, bd. 32, s. 343).
[17] LW, bd. 32, s. 364. Lenin forstår ikke virkelig, at produktionsformerne er historiske objektiveringer af den menneskelige arbejdskraft, som man ikke med eet slag kan forandre med indførelsen af moderne teknik. Indførelsen af moderne teknik kan kun være produktiv, når den er integreret i den eksisterende produktionsmåde. Derfor er overgangstrinene som foranderlige eksistensformers trin uundgåelige i de lande, hvor vejen til socialismen starter i "førkapitalistiske grundstrukturer".
[18] I bid., s. 208.
[19] LW, bd. 32, s. 370.
[20] Det var Lenin, den "gamle" bolsjevik, der ville smide den "gamle" arbejder-bolsjevik Schljapnikow ud af partiet. Hans forslag den 9. august 1921 om udelukkelse p.g.a. "fraktionsmageri" efter forordningen om fraktionsforbuddet manglede een stemme i at blive vedtaget, (se LW, bd. 33, s. 308). Dengang krævedes i Centralkomitéen endnu 2/3 flertal, og Lenin var skam ingen Stalin, trods de store almene lighedspunkter, der ikke må forties. Schljapnikows faktiske venstrekommunistiske "fejl" kun at betragte NEP som et tilbageskridt må heller ikke forties (se LW, bd. 33, s. 299). fil "arbejderoppositionens" historie se Schljapnikow: "Sandheden om arbejderopposiitionen" i "Kommunistische Politik" 1926 nr. 19, eller i "Rote Fahne" fra 15. og 16. juli 1926 under titlen: "Ultravenstre mensjevisme".
[21] LW, bd. 32, s. 176. Hvilket ikke gjaldt for de andre KI-sektioner.
[22] Ibid., s. 176f.
[23] Ibid., s. 1 77. At diskussionsbegrænsningen er en endnu større fare ser Lenin ikke. At fraktionsforbuddet også er at finde i den kinesiske Folkerepublik viser et særligt moment af proletarisk svaghed i partiet, trods den store plebejiske styrke i agrikulturen, som "kulturrevolutionen" viste.
[24] LW, bd. 32, s. 177. Lenin erkender ikke, at udviklingen af økonomien med NEP som løftestang behøver et nyt proletarisk demokrati, en "genopliven af sovjetterne" (Josef Lengyel, "Den russiske samfundskrise", i: "Kommunismus", s. 344), for at NEP-etappen kan blive en fornyet start mod oktoberrevolutionens mål. Fraktionsforbuddet, hvilket ingen i Lukács-"kommunismen" sagde, var imidlertid et skridt der afgørende bremsede for selvvirksomheden inden for partiet, massernes selvvirksomhed, dvs. deres "indføring i revolutionens økonomiske og politiske løsning" (Lengyel). Det gjaldt ligeledes for indføringen af Taylor-systemet i de sovjetiske bedrifter: Denne præcise, systematiske opsplitning af arbejdet vil muliggøre en skarp adskillelse mellem de åndelige og legemlige arbejdselementer, der er indeholdt i arbejdsledelsen. Mens hidtil hele arbejdet er blevet udført af arbejdere, skal de efter det tayloriske system blot udføre de legemlige elementer af arbejdet, mens de åndelige elementer bliver overført til deres eget bureau (kontor), arbejdsbureauet". (S. Langer, i: "Kommunismus", s. 362). Langer, som tilhører Lukács-"kommunismen" mener ganske vist, at indføringen af Taylor-systemet i en socialistisk ordning af produktionen, hvor privat-prolitten var udelukket, hvor væksten i frembringelsen af goder umiddelbart vil tjene til en forhøjelse i de arbejdendes reale levestandard" (ibid., s. 374), er produktiv, begriber - "bare" - ikke at det proletariske demokrati yderligere blev kvalt i adskillelsen mellem håndens og åndens arbejde. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[25] LW, bd. 32, s. 260.
[26] Ibid. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[27] Ibid., s. 261.
[28] Hvor meget den reale dialektik går tabt med denne adskillelse, hvorledes teorien ødelægges og praksisen mister sit socialistisk-kommunistiske indhold, er godt anskueliggjort i filmen "tilståelsen" af Costa-Gavras (om Slansky-processen i 1952). En tendens der begyndte med Lenin, Trotzki osv., og med Stalin blev til antikommunistisk væsenslogik i det udadtil kommunistiske overgangssamfund.
[29] Han hørte til de første af de "gamle og kloge bolsjevikker", som blev smidt ud af Stalin. Se Victor Serge, ibid., s. 281f.
[30] LW, bd. 32, s. 267.
[31] Deutscher op. cit., s. 20ff. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[32] LW, bd. 33, s. 46.
[33] Ibid.
Last updated on: 8.22.2008